Jeg så ”Christina’s World” første gang på The Museum of Modern Art i New York (MoMA). Det var i 1999, hvor jeg udover at være journaliststuderende også var klassisk sanger, så vi var på turné derovre. Den sidste dag inden vi skulle hjem igen, havde mine kammerater og jeg en fridag, hvor vi tog på MoMA. Og så kom vi forbi ”Christina’s World”. Jeg stoppede prompte op foran det og blev bare stående. Jeg var fanget, og vi var lige ved at komme for sent til flyet, fordi jeg bagefter måtte ned i museumsbutikken i kælderen for at finde en plakat af maleriet. Det var tæt på, at jeg havde ødelagt hjemrejsen, fordi jeg på en måde var blevet forelsket.
Plakaten var heldigvis i god kvalitet med masser af muligheder for at nærstudere videre. Så da jeg kom hjem, blev jeg for alvor draget af, at maleriet i den grad er åbent for fortolkning. Det er nærmest uudtømmeligt. Måske var det det, som min underbevidsthed allerede fortalte mig på museet.
”Christina’s World” er et nøgternt, naturalistisk maleri med detaljefine penselsstrøg af helt utrolig håndværksmæssig kvalitet. Modellen på billedet er en 55-årig kvinde, der var ramt af polio. Men det er ikke det, jeg ser. Jeg ser en ung kvinde. Jeg ved ikke, om det er en drømmekvinde eller en drømmende kvinde. Det er, som om nogle ting får deres helt eget liv i maleriet. Er hun på vej væk? Er hun draget? Eller er hun i virkeligheden erotisk? På den måde bliver det ved med at tage fusen på mig. Og jeg bliver intellektuelt stimuleret af at studere det, fordi det bliver ved med at have nyt liv.
Maleriet har inspireret mig til den slags fortæller, jeg gerne selv vil være. Til ikke at være en alvidende eller dikterende biografist, som ved bedre, og som fortæller læseren, hvad han eller hun bør mene eller tænke. Jeg vil meget gerne være en, der strøer guldmønter ud, så læseren selv får optur over at finde dem. Hvis man selv samler guldmønterne op i en tekst og lægger to og to sammen fremfor bare at få facit forærende, så tror jeg, at historien sætter sig bedre og bliver til ens egen. Personligt får jeg mere ud af tingene, hvis jeg selv skal deltage i det, jeg får serveret. Rent menneskeligt bliver man også klogere, når man kigger på billedet, for hvor kan man dog tage fejl af folk ved første øjekast. Nu har jeg været i New York fem til seks gange, og jeg er aldrig gået glip af hende. Christina er min besøgsven derovre.
Anden gang jeg så maleriet, hang hun ikke det samme sted. Jeg ledte efter hende længe og var ret fortvivlet. Da hun endelig dukkede op i sit eget lille aflukke, oplevede jeg en genkendelsesglæde, som var det et menneske af kød og blod, jeg havde genfundet. Jeg blev så rørt og begejstret. Jeg har været rigtig heldig at finde noget, som jeg ikke kan slippe igen. Og jeg har nærmest fået et familiært forhold til hende.
Det giver mig en ro, at plakaten af maleriet følger mig, og at jeg altid har det tæt på mig. Hvor andre har et æble på bagsiden af deres bærbare computer, så har jeg et flot MoMA-postkort af hende klistret på bagsiden. Det er en af de få ting, der er flyttet med mig igennem de seneste 17 år. Nogen siger, at nissen flytter med. Jeg siger, at Christina flytter med.