”[Kristendommen] står i et modsætningsforhold til al åndelig rørelse, til al filosofi: den tager idioternes parti og udsiger en forbandelse mod ånden. Rancune mod de begavede, lærde, åndeligt-uafhængige: Den forråder det vellykkede, det mesterlige i dem.”
Så kender vi ham igen. Den gode Friedrich Nietzsche er altid mand for et rask og aggressivt udfald mod kristendommen, og ovenstående er jo ingen undtagelse.
Det er at finde i teologen Peter K. Westergaards ”Kritik og tro”, der samler brudstykker om religion af fire af filosofiens største: Hume, Kant, Nietzsche og Wittgenstein.
Ud over at citatet er stærkt underholdende, er det også emblematisk for det perspektiv på filosofihistoriens forhold til religion, som bogen leverer. Det er muligvis utilsigtet, men det klareste, der står frem, er filosofiens uformåen i teologiske anliggender og dens uduelighed til at forstå egen begrænsning.
Det, Peter K. Westergaard gerne vil vise med bogen, er, at det på en måde er skotten David Hume, ikke tyskeren Immanuel Kant, der er den moderne religionsfilosofis fader, fordi det er ham, der indvarsler filosofiens behandling af religionen som en praktisk og psykologisk entitet: Religionen udledes af moralske spørgsmål hos Kant og af psykologiske undertrykkelsesmekanismer hos Nietz-sche, og ifølge Westergaard er Hume derfor ophavsmanden til disse ting, da det var ham, der gav filosofihistorien dens drej hen mod idéen om religion som et praktisk fænomen i stedet for spekulativ teori.
Det er jo sådan set et udmærket anliggende, og overordnet set er det vigtigt, at flere filosofihistorikere får øjnene op for David Humes vældige indflydelse - han har uden tvivl været lige så vigtig som Kant.
Alligevel er bogens anliggende sært uafklaret. Hvis den skulle være en undervisningsbog, burde den være mindre entydigt påvirket af denne opfattelse af religion som et (blot) psykologisk fænomen, og hvis den skulle være et akademisk forsøg på at få Danmarks filosofimiljø til at lægge vægten anderledes i skrivningen af åndshistorien, havde bogen både været længere og taget form af en mere traditionel nærlæsning af filosofferne.
I stedet får vi i forordet at vide, at bogen er ”et oplæg til en videre samtale” - er det ikke lidt defensivt?
Når bogen er bedst, rammer den ind i to kerner i al spekulation over forholdet mellem kristendom og filosofi. På den ene side en krystallisering af filosofiens manglende evne til at forholde sig til teologiske kategorier, på den anden side filosofiens sunde evne til at lade alle menneskelige forestillinger nådesløst forkaste, hvis de er baserede på uklarheder eller kujoneri.
Sidstnævnte er David Humes store styrke, og i hans tekst i nærværende bog, hapset fra en essaysamling fra 1741, får al menneskeskabt og psykologiseret religion (det vil sige: ikke kristendom) hele turen. Hume udstiller, hvordan sværmeri er et latent træk ved al protestantisme, og at dens nødvendige implikation er selvovervurdering og oftest en følge af materiel velstand blandt både præst og menighed - egentlig en herlig replik til dagens ateistiske præstestand, der hellere vil trække udtalelser tilbage end at miste indtægten, der sørger for vin i glasset og smør på brødet.
Overtro, derimod, er katolicismens fare, der potentielt set ender i at gøre mennesket ”tamt og uværdigt og egnet til slaveri,” og således får religionen sig et sandt syrebad hos Hume. Menneskeskabte idiosynkrasier, der brænder på kritikkens bål. Tak og amen.
Samtidig bliver det hos både Kant og Nietzsche klart, hvad det er, de herrer filosoffer ikke forstår ved kristendommen. Ganske ubetaleligt kritiserer Kant den kristne forestilling om nåde for at gøre mennesket dovent og umyndigt etisk set. Men nu er pointen med kristendommen jo faktisk, at vi allerede er umyndige. Det er derfor, vi har brug for nåden.
Noget lignende står klart i bogens Nietzsche-uddrag, taget fra hans sene notesbøger. Her får vi nogle klassisk-nietzscheanske overvejelser over forskellen mellem Dionysos og Kristus, om forskellen på de hedenske naturreligioner og så videre, og efter et par stærkt underholdende udfald mod hykleri får Nietz-sche så selv en lille åbenbaring: ”[Religionens] ekstreme konsekvens er, at alt godt, stort, sandt er overmenneskeligt og kun skænket gennem en nåde “”.
Det har Nietzsche helt ret i. Jeg tvivler på, at hverken han selv eller Peter K. Wester-gaard ser disse ord i noget synderligt positivt lys. Men hvad gør det, så længe ordene står der.
kultur@k.dk