Alting virker større uden for storbyen. Skyerne ligner for eksempel mægtige bjerge over de lollandske marker, hvor himlen og jorden smelter sammen på denne onsdag, da vi nærmer os kunstmaleren Stig Weyes hjem i Nysted.
Som dreng voksede han op i 1950’ernes København, hvor der selv midt på dagen kunne være baggårdsmørkt i arbejderkvarteret på Rentemestervej. Så det føltes som at komme til himlen, da han sammen med sin hustru, Inge-Lise Tranberg, for 42 år siden flyttede ”herned i lyset”, som han siger. Og han har ikke fortrudt den frivillige udflytning af sin arbejdsplads et sekund siden.
”Her er stadig masser af driftige mennesker, og man skal rejse langt for at finde en smukkere egn. Man kan også se, hvordan byen bliver fyldt med biler om aftenen, når pendlerne vender hjem. For mange tager gerne køreturen til København med for at bo sådan her,” siger Stig Weye, da han byder indenfor i det pæne hjem, hvor pejsen spiller op som et tændt husorkester, mens væggene er fyldt med farverige billeder.
”Arne Haugen Sørensen og jeg er sommetider blevet kaldt ’bolsjemalerne’, fordi vi godt kan lide stærke farver. Han voksede jo også op i det lidt triste København, inden vi begge to flyttede sydpå,” siger Stig Weye med henvisning til, at kunstnerkollegaen nu bor i Spanien.
Men de har dog begge planlagt et fremtidigt kunstarrangement i hovedstaden i Christian Kirken på Christianshavn, hvor fire kunstnere skal lægge billeder til de fire årstider, mens der spilles musik til, fortæller Stig Weye. Og sådan har han hele tiden små og store projekter undervejs. Sidste år lavede han for eksempel et kæmpeværk på to gange ni meter til Stiftsmuseet i Maribo i anledning af reformationsfejringen, og tidligere har han blandt andet udsmykket Grindsted Kirke i Vestjylland, ligesom han har udsmykket det lokale menighedshus i Nysted.
Stig Weyes eget hus er også fyldt med nøje anbragt kunst allevegne. Han er tydeligvis et ordensmenneske. Og som standhaftige soldater med nyvasket strithår står penslerne i hundredvis pænt parat til nye slag i velordnede regimenter i atelieret.
”Her er heller ingen kratere med størknet maling at finde som hos andre kunstnere. For al malingen bliver brugt – om ikke til andet så til grundmaling på næste værk,” som hustruen Inge-Lise Tranberg siger.
Hun er selv pensioneret skolelærer, og i perioder har de måttet klare sig med hendes løn, selvom Stig Weye er flittig og efterhånden også efterspurgt mange steder. Men med de lave boligpriser på Lolland har der trods svingende kunstnerindtægter været plads til at hellige sig maleriet for Stig Weye gennem alle årene. Og her er også stadig bud efter ham på de lokale kunstskoler, hvor mange unge stadig hellere vil have en pensel end en mobil i hånden.
”Jeg er selv bare en dreng, der er gået ud af skolen, jeg er ikke engang student, men jeg har ikke spildt tiden på at hænge foran fjernsynet eller al den underholdning, som kører i vores samfund. Det hænger mig ud af halsen. Første gang Otto Leisner kom ind i mit fjernsyn og sagde godaften, rejste jeg mig op og gik ud.”
”Det var nok for godt til dig,” bryder konen grinende ind, inden hun vinker farvel for at lade ham snakke i fred.
”Nej, jeg er ikke hovmodig. Jeg siger bare, at jeg ikke vil snydes ved at spilde tiden på overfladiske ting. Jeg kan jo se, hvordan folk hænger over mobiltelefonen som et andet Se og Hør. Jeg er ikke engang på nettet. Men det, der interesserer mig, går jeg i dybden med.”
Den lollandske kunstner maler ikke landskaber, selvom det kunne være nærliggende, nej, Stig Weyes hovedinspiration kommer fra Bibelen, og det er nemt at se. Jesu blod løber bogstaveligt talt (i form af rød maling) gennem flere af hans værker, der kombinerer moderne Jesus- figurer med malerteknikker, der har rødder i renæssancen. Således er Stig Weye for eksempel en af landets teknisk bedste kunstmalere, når det gælder om at male med guldblad og ”drageblod”, som han bruger som baggrundsfarve på mange værker for at give sine bibelske motiver et guddommeligt skær – som på gamle ikoner. Det har han blandt andet også undervist i på kunstakademiet i Stockholm. Og gennem årene har han malet sig hele vejen gennem Bibelen.
”Jeg har fået Bibelen ind med kassettebånd og siden lydbøger, for selvom jeg kan læse noder forfra og bagfra, er jeg aldrig blevet nogen stor læser. Men jeg har altid kunnet høre Bibelen. Og jeg har gået og lyttet til den, mens jeg har malet her i værkstedet.”
Troen kommer jo også af det, der høres, som der står i Bibelen, og den gode bog skaber hele tiden nye billeder for den gamle kunstner.
”Når man lukker Bibelen, er den ny, når man åbner den igen. Og det opdagede jeg hurtigt som maler. Den samme fortælling kan altid lægges ud som noget nyt. Historien om Noa eller Judas kan hele tiden fortolkes på nye måder. Og jeg har brugt tiden, siden jeg var 17-18 år, på at male dem i forskellige udgaver,” siger han, mens han trækker et enormt billede frem af Noas Ark, som er malet i ”Guds øje”, der omkranser en båd med en bred gul, orange og guldfarvet regnbueagtig cirkel, så de ildorange og havblå komplementærfarver suger en ind i billedet.
”Jeg har malet Noas Ark før med dyr og så videre, men her har jeg fortolket det på en ny måde,” siger han og tilføjer:
”God kunst er også som Bibelen, der hele tiden kan nyfortolkes. Kunstens opgave er jo også at brede tæppet ud, så folk kan komme med deres egne fortolkninger. Og kunsten er evig ligesom livet. Nu er jeg blevet 71 år, men jeg tænker stadigvæk, som om jeg var syv år. Jeg er ikke blevet klogere. Jeg er bare blevet en anden. Også rent biologisk. Hvert syvende år har vi jo fået udskiftet blod og ting og sager i kroppen.”
Troen har fulgt ham, siden han var barn, og Stig Weye havde selv sin første alvorlige samtale med Gud som femårig efter en tragedie, der kostede flere af hans kammerater livet.
”Jeg voksede op i et arbejderkvarter i København efter Anden Verdenskrig, hvor vi var en hel masse børn, der legede sammen. Jeg kan huske, at flere havde rådne tænder, fordi vi nærmest levede af margarine og puddersukkermadder. En dag gik vi ned i kælderen for at lege. Jeg var den mindste, så jeg blev skubbet ind i nedfaldsskakten, hvor den store jerntønde med skraldet stod. Den skubbede vi ud for at finde brugte tændstikker, man kunne spise svovlet af. For det skulle smage dejligt, og vi havde ikke slik. Jeg ved ikke, hvor den idé kom fra, og jeg nægtede også selv at spise det. Det var, som om at jeg blev holdt tilbage af en stor hånd, men resten af børnene spiste det og fik børnelammelse. Og to af mine kammerater døde.”
Stig Weye stopper sig selv, inden han tilføjer:
”Jeg var fem år, men jeg kom alligevel til at lide af en skrækkelig form for samvittighedsnag. For på ene eller anden måde havde jeg tænkt, at det var forkert at spise svovlet, men jeg lod alligevel de andre spise. Derfor gik jeg helt alene over i Grundtvigs-kirken, selvom jeg ikke måtte krydse Toftegårdsvej på egen hånd. Og der fortalte jeg Gud, at jeg havde været bange for at få tæsk, hvis jeg havde sagt til de andre, at de ikke skulle spise svovlet.”
Siden har han talt med Gud på daglig basis.
”Gud holder mig på plads som kunstner. Jeg drikker mig ikke fuld eller tager stoffer som andre af mine kunstnerkolleger, der døde tidligt. Min egen søster døde som narkoman. Og alkoholkulturen var jo voldsom i kulturkredsene engang,” siger Stig Weye.
Alt mellem himmel og jord blev vendt i cigarettågerne dengang, og Stig Weye husker mange gode samtaler om kunst og Gud på københavnske værtshuse, men det gav ham selv en ny ro, da han sammen med sin hustru rykkede væk fra København – først som en del af en kunstner-koloni i Odsherred og siden til Lolland, hvor vennerne også kom på besøg. I begyndelsen gjorde de lokale store øjne, når han for eksempel kom gående på gaden med Schades excentriske journalistsøn, Virtus Schade, der dengang bar stor guldkåbe.
”Der var vi outsidere her,” siger Stig Weye, mens et smil spreder overskægget ud i ansigtet.
”Men her fandt jeg selv ro til at male. Jeg passer mit værksted, og det er nok for mig. Måske fordi troen holder mig fast i livet her. Det er den, der dybest set driver mig. Men jeg har lagt mærke til, at det stadig kan forarge folk, at jeg har en tro. Når folk spørger mig, hvor kunsten kommer fra, svarer jeg først konkret: Jeg tager en blyant og sætter den på papiret, eller jeg flytter en pensel med maling over på lærredet. Men når folk spørger, hvor inspirationen så kommer fra, svarer jeg: ’Gud’. Og så bliver der fuldstændig stille. De vil hellere høre, at jeg først lægger mig ned i et badekar med rødvin, inden der kommer tre thaipiger og klør mig på ryggen, før jeg kan male ordentligt. Men hvis man siger det andet, bliver der helt stille.”
Men tror du, at inspirationen kommer fra Gud?
”Ja, det tror jeg afgjort på. Det fungerer jo i dagligdagen på den måde, at Guds tilstedeværelse er der. Og hvis det kniber lidt med inspirationen, kan jeg godt tage mig selv i at sige til Gud: ’Nu kan du altså godt hjælpe lidt.’ Men selve idéerne kommer altid ad en mere intellektuel vej. Kunsten er så også at få dem ned i hjertet. For hvis kunsten ikke er en sammenkobling af hjernen og hjertet, så flytter den ikke noget.”