I et fly sidder Claudia Mandovesi på nogen og 50 og tænker på alt det, hun lægger bag sig i Buenos Aires: en bekymret ægtemand, et yndigt dukkehjem, en gravid datter, der er kronisk vred, og en masse uforløste sandheder om deres lille familie, der for nylig har ført til ophedede diskussioner. Claudia er dermed på en kærkommen flugt fra en kaotisk nutid, da hun rejser tilbage til det Danmark, hvor hun i sin ungdom oplevede den store kærlighed med lyskrøllede Henrik Marfelt, nu gymnasielærer (kan hun se, da hun googler ham).
På flyet sidder også den syrisk-amerikanske astrofysiker Samir Adar, de to falder i snak, og det er Samir, der senere fortæller os Claudias historie, som rummer et mørke, der langsomt kommer for en dag. For Claudias datter, Rosa, er adopteret, og hun er nu begyndt at modtage anonyme mails om sin oprindelse fra organisationen Los Claveles (Nellikerne), der opsporer forsvundne børn fra diktaturets år. Mistanken ligger lige for: Var den spæde pige i virkeligheden et stjålet barn, taget fra diktaturets fjender og givet til dets støtter? Er Claudia dermed moralsk medskyldig i en anden families ulykke, og kan datteren få afdækket, hvem hun i virkeligheden er?
Tangoens lysende hjemland, Argentina, er en hårdt prøvet nation, der efter Peron-tiden var militærdiktatur i årene fra 1976 til 1981 under ledelse af Jorge Rafael Videla. Der ligger uendelige ubearbejdede mængder sorg og smerte begravet under diktaturets ruiner. Ud over tortur, voldtægt og mord brugte regimet andre metoder til undertrykkelse, for eksempel den grusomhed at bortføre børn fra deres biologiske familier og adoptere dem bort.
Claudias jagt på sin ungdoms kærlighed i København bliver nu krydset med jagten på et andet sår fra fortiden: datterens sande identitet. Der er noget ildevarslende over den nervøse Claudia, der taler meget om døden og fortæller sin mand, Diego, at hun tager rød læbestift og pænt tøj på før flyveturen, så hun er nydelig, når hun skal samles op efter flystyrtet.
Den konstante og uforklarlige frygt og ubalance, Claudia holder tilbage, eksploderer op i hovedet på hende, da hun genser ungdomskæresten Henrik, selvom han ved første blik ikke hidser hende op:
”Ung, lidenskabelig elsker med lyse krøller og slidte cowboybukser forvandlet til tyndhåret herre med ansats til mave og hængerøv.”
Mødet slår hende dog alligevel ud af kurs, og hjemme igen finder hun ud af, at den mand, hun har været gift med i 30 år, ikke er den, hun tror han er.
Romanen tager fat i det store spørgsmål: Ønsker du at kende sandheden? Kan du rumme den? Og hvor skyldig er man, hvis man ikke vidste noget? Lukkede Claudia øjnene, fordi hun så brændende ønskede sig et barn, at hun var ligeglad med konsekvenserne for andre? Er det vigtigere at bevare en idé om idyl og orden end at kigge ned i helvedes luer og erkende, hvad den virkelige historie er?
”Hvad lavede dig og far under militærdiktaturet?”, spørger kompromisløse Rosa sin mor, og Claudia svarer nervøst:
”Hvad vi lavede? Det ved jeg sørme ikke, jeg tror, vi gik mere op i karriere og kærlighed end politik.”
”Det onde jeg ikke vil” passerer undervejs Ground Zero i New York, de oprindelige Azteker-indianere i Argentina, Mayaernes menneskeofringer, de kolonialiserede grønlændere og andre antropologiske og historiske milepæle for skyld, ansvar og lidelse. For skyld kan være en fælles byrde, nedarvet fra generation til generation, men i sidste ende er det et personligt valg at tage den på sig. Spørgsmålet er, om Claudia kan blive ved at lade være?
Det er klassisk reading for the plot -roman, hvor man drives videre gennem siderne for at få afsløret, hvem Rosa er, og hvad sandheden vil gøre ved familien – og ved Claudia. Som fortælling fungerer ”Det onde jeg ikke vil” godt, og Kirsten Boas skriver veloplagt med en fin, mundret hverdagstone i dialogen. Også de kulturelle billeder af forskellene mellem Argentina og Danmark står klart frem, og de antropologiske diskussioner mellem Claudia og kollegerne viser, at Boas kender sit stof.
”Det onde jeg ikke vil” er begavet voksen-chick-lit om en kvinde, der midt i livet står ved en korsvej. Og helst bare vil gemme sig under dynen. Vi er ikke oppe på de høje litterære nagler, men får serveret en velfortalt spændingsroman, der har følelserne uden på tøjet og en mission om at få sin læser til at tænke og overveje sin egen skyld, både den personlige og den kulturelle – den, vi alle sammen bærer med os. For skyld, det har vi alle sammen. Og først i erkendelsen af dét kan man kalde sig et menneske.