Prøv avisen
Bog

Når fortiden ikke vil slippe os

4 stjerner
Stilistisk holder Hermann fast i sin minimalistiske prosastil, hvor det især er korte, melankolske sætninger, der ofte afslører mere, end de ved første øjekast synes at sige. Foto: Martin Lehmann

Tyske Judith Hermann undersøger fortidens glemte begivenheder og deres tilstedeværelse i vores nutidige liv

Judith Hermann bliver med rette betegnet som en af de vigtigste og dygtigste forfattere i det aktuelle Tyskland. Især hendes novellesamlinger er kendt for at være stærke: Typisk tages der her afsæt i enkelte, ofte eksistentielle begivenheder, der forstyrrer dagligdagen og ryster vores vante rutiner.

I forfatterens seneste samling korte fortællinger med titlen ”Lettipark” følger hun delvist den samme, kendte strategi. I modsætning til nogle af hendes tidligere bøger, hvor de eksistentielle begivenheder pludseligt brasede ind i dagligdagen, beskæftiger hun sig her imidlertid mest med fortidige hændelser: Vi har at gøre med hovedpersoner, der tænker tilbage på deres liv, på deres tidligere relationer til andre personer og længst forgangne oplevelser, eller som pludseligt bliver konfronteret med minder, som det forekommer dem umuligt at ryste af sig.

Nogle af disse minder er traumatiske. Eksempelvis hører vi om manden på omkring 40 år, der som barn var til stede, da hans far omkom ved en ulykke, og som efter eget udsagn sidenhen ikke kan få denne begivenhed ud af hovedet. Eller vi bliver konfronteret med den unge kvinde, der tøvende fortæller til en ven, hvordan hun på en tidligere ferierejse har været vidne til en drukneulykke, som hun muligvis kunne have forhindret, hvis hun havde advaret familien om den lille båd, der med deres barn om bord var på vej til at drive fra land på en større sø.

Andre begivenheder er mindre eksistentielle: Således bliver vi vidner til, hvordan en ung kvinde i et supermarked genser en tidligere bekendt, som hun ikke har set i mange år, og mødet udløser minder og tanker hos hende om deres fælles fortid, erfaringer og problemer. Eller vi hører om det store indtryk, som mødet med en skuespiller har gjort på en af hovedpersonerne.

Fælles for næsten alle begivenheder, som de enkelte fortællinger beskriver, er imidlertid, at de alle holder et fast tag i hovedpersonerne, som ikke er i stand til at slippe fortiden, eller snarere: som fortiden ikke vil slippe. På sin vis er Hermanns personer alle på den ene eller anden måde på vej ind i det, der i titelnovellen ”Lettipark” beskrives som en ”mellemverden”: Fortiden er ikke ligetil, den kan ikke bare aktiveres eller lægges væk, men eksisterer som en ”svævende, sfærisk verden” i den enkeltes baggrund og fortid og præger dermed også den enkeltes identitet.

I bund og grund fortæller Hermann dermed en historie om alle menneskers individuelle forskellighed. Med de mange, nogle gange meget korte, fortællinger og prosaskitser hér tegner hun et portræt af de forskellige og delvis afgørende fortidshistorier, som vi hver især bærer rundt på – og som vi hverken kan nå helt ind til eller helt lade slippe os. Disse historier bryder af og til frem og viser deres tilstedeværelse, når vi mindst venter det: Det er de korte blikke, uventede møder eller korte udsagn, der åbner for de oplagrede erfaringer, vi hver især er præget af.

Stilistisk holder Hermann fast i sin minimalistiske prosastil, hvor det især er korte, melankolske sætninger, der ofte afslører mere, end de ved første øjekast synes at sige. Og i nogle af teksterne fungerer dette princip meget overbevisende: i dem rystes vores vante dagligdag, i dem åbnes der med korte antydninger og små bemærkninger for de bagvedliggende baggrundshistorier, der presser sig på. Andre tekster virker mindre helstøbt og enkelte gange også lidt søgte eller forudsigelige. Sammenlagt er der tale om en fin novellesamling, hvor dog ikke alle tekster er lige overbevisende.