Under et besøg i København for ikke så længe siden kom jeg til at sidde ved siden af to mænd i S-toget, der var i et vældigt humør. De var midt i 30’erne og havde været på Dyrehavsbakken, så det var ikke kun det spirende forår, der gjorde dem opstemte. Den ene havde en ballon i hånden, og den anden havde vundet en stor bamse, der fyldte det meste af sædet over for mig. Vi faldt i snak, og jeg fortalte, at jeg havde været til et møde i København om nye salmer. Det fik den ene til spontant at udbryde:
”DET lyder godt! De der salmer trænger godt nok også til en modernisering. Jeg var til barnedåb for nylig, og jeg fattede ikke et klap af, hvad der blev sunget.”
Her brød den anden ind med højlydt protest:
”Neeeeej, det er da lige omvendt! Noget af det bedste ved kirken er da de gode gamle salmer. Det er dejligt, at det ikke er alt, der skal laves om!”
Diskussionen fortsatte lige til de skulle af på Nørreport. De ønskede mig god fornøjelse med salmerne, og så steg de af S-toget med ballon og bamse.
Oplevelsen den aften tydeliggør to meget forskellige forståelser af, hvad salmer kan og skal.
Den første mand påpegede det problematiske i, at mange ikke helt kirkevante kirkegængere kan føle det ekskluderende, når man ikke forstår salmerne. Det kan nærmest virke, som om al teologisk tænkning gik i stå for 175 år siden.
Som garvet præst kan man indvende forskelligt dertil, for eksempel at man ikke nødvendigvis skal forstå alt, i hvert fald ikke lige med det samme, og at man derfor måske bør afsætte lidt tid til at sætte sig ind i de kirkelige sprogkoder. Men alle disse krumspring ændrer ikke på mandens faktiske oplevelse. Han har en reel og konkret oplevelse af eksklusion og fremmedgørelse i sit møde med det gamle sprog. Det må vi forholde os til.
Den anden mand har imidlertid fat i en anden vigtig pointe, nemlig at der er noget befriende i, at man i kirken møder noget, der står fast; noget, der synes uforanderligt, og noget, der tydeligvis er større end os selv og det, vi kan sige os selv. I salmernes gamle sprog møder vi andre ord og en anden virkelighed. Når den anden mand kommer i kirke, er det tydeligvis ikke afgørende, at han forstår det hele, men at han møder noget, som han måske selv har hørt før, eller noget, som hans forældre og bedsteforældre har hørt og sunget før. For dermed træder han ind i en tradition, som er større end hans umiddelbare forståelse, og det er meget værd.
Det mest glædelige ved den udfordring, disse to modsatrettede synspunkter illustrerer, er imidlertid, at de slet ikke behøver at udgøre noget problem. Hvis vi kun sang gamle salmer, ville det være et problem for den ene mand. Hvis vi kun sang nye salmer, ville det være et problem for den anden. Men vi kan faktisk gøre begge mænd – og dermed de fleste kirkegængere – tilfredse ved ganske enkelt at synge både gamle og nye salmer. Så enkelt kan det løses og udfoldes, for denne rigdom af forskelligartede salmestemmer både fra fjerne fortider og fra erfaringsnær nutid peger netop på, at man kunne udtrykke sig poetisk og teologisk i salmer for 500 år siden, og at man kan gøre det i dag.
På den måde kan vi både synge salmer i et sprog, der er vores eget, med billeder, der rammer vores virkelighed og livsvilkår. Og vi kan synge salmer, der fra traditionens solide grund låner os ord, der gennem århundreder berører det mystiske, ophøjede, fremmede og uudgrundelige, som vi også har brug for at møde i kirken. Den løsning ligner for mig at se en ægte, evangelisk win-win situation, ikke bare for de to mænd i S-toget, men også for Folkekirken.
I klummen Sang&Salmer skriver sognepræst og forfatter Morten Skovsted om tendenser inden for kirke og salmesang.