En mindre hær af filosoffer, prædikanter og politikere har siden 1600-tallet hævdet, at USA er et ganske særligt land. Det begyndte med det gode skib Arbellas overfart fra England til ”den nye verden” i 1630. Ombord prædikede jurist og senere guvernør, John Winthrop, for en lille flok af puritanske englændere om USA som ”en skinnende by på en bakketop” og indgød dem håb forud for det, der skulle blive en af de første bosættelser eller kolonier i New England, som USA hed indtil selvstændigheden fra den engelske trone. Udvandrerne var på en mission i vildnisset, og deres nye land skulle være en model for verden.
Sidenhen spaltede idéen om USA som en skinnende by sig i to. Skulle ”the American Way of Life” primært udfolde sig inden for landets egne grænser og være en model, som resten af verden kunne beundre på afstand og eventuelt tage del i ved at emigrere? Eller skulle amerikansk demokrati og frihed også udbredes til resten af verden? Skulle USA være en eksemplarisk undtagelse fra verden, eller skulle verden gøres amerikansk?
Svaret på dette spørgsmål har siden Winthrops prædiken udmøntet sig i to forskellige former for udenrigspolitik, en isolationistisk og en interventionistisk, som amerikanske præsidenter groft sagt har penduleret mellem. Undertiden inden for samme embedsperiode, som man så det under George W. Bush. Han kom til magten med en udtalt mistro til et fænomen som ”nation building” og havde ingen intentioner om at lade amerikansk militær blande sig oversøisk mere end allerhøjst nødvendigt. Men så kom terrorangrebet den 11. september 2001, og Bush skiftede fra den ene dag til den anden den isolationistiske kurs ud med interventioner, først i Afghanistan og siden i Irak.
Det er en af pointerne i den nye bog ”The Tragedy of U.S. Foreign Policy”, at den interventionistiske kurs – eller messianske, ekspansive, unilateralistiske, eller militaristiske, kært barn har mange navne – har været en katastrofe for USA. Forfatteren Walter A. McDougall, der er historieprofessor og Pulitzerprisvinder, viser, at religiøs retorik har drevet præsidenter på begge sider af det politiske spektrum ud i kostbare, oversøiske eventyr, uden et formuleret succeskriterium bortset fra vage drømme om at bringe amerikansk demokrati og frihed til alverdens diktaturer.
Bogens undertitel er ”How American Civil Religion Betrayed the National Interest”, og med civilreligion mener McDougall den særlige opfattelse af nationen, der binder alle amerikanere sammen. Det var sociologen Robert Bellah, der udmøntede det senere berømte begreb for næsten 50 år siden som forklaring på, hvordan man skaber national enhed i et indvandrerland uden nogen lang historie og med indbyggere, der har vidt forskellige religioner og livsformer. Civilreligionen består af et sæt af patriotiske værdier, politiske mærkedage, fælles helteskikkelser, nationale myter, ritualer og symboler, der binder de ellers så forskellige amerikanere med alverdens hudfarver og sprog sammen.
Af McDougalls bog forstår man, at civilreligion er et glimrende middel til at skabe fælles front i en splittet nation, men et katastrofalt ideal, hvis man bruger det udenrigspolitisk, for så degenererer det til messiansk overmod. En udvikling, som forfatteren mener kan spores tilbage til i hvert fald 1898, hvor USA gik i krig mod Spanien. USA er – med den puritanske prædikant John Winthrop i baghovedet – en glimrende model for resten af verden; der er ingen grund til at gøre hele verden til USA og erklære andre lande krig, for det er slet ikke i landets egen interesse, mener forfatteren.
Et så kompromisløst syn på amerikansk historie kalder naturligvis på reaktioner. I avisen The New York Times skriver den sikkerhedspolitiske medarbejder David E. Sanger om bogen:
”McDougall er mest overbevisende, når han beskriver, hvordan amerikansk civilreligion med mellemrum har drevet landets tankegang, fra republikkens første dage til Truman. Han er mindst overbevisende, når han skal forklare nutiden, og man kan argumentere for, at han helt overser, hvordan en klartseende opfattelse af nationale amerikanske interesser blev det definerende element af Obamas udenrigspolitik. For hvis vi virkelig fulgte buddet om at støtte friheden, ville vi have 100.000 tropper i Syrien”.
Og det er jo rigtigt nok. Obama har som få andre præsidenter talt civilreligionens sprog og gang på gang hyldet det fælles, der binder amerikanerne sammen, men at kalde hans udenrigspolitiske doktrin for unilateral og messiansk er forkert. Til dels som reaktion på Irak har han holdt sig ude af Syrien – hvilket viser det komplekse spil, amerikansk udenrigspolitik altid indgår i: Hvis USA blander sig, som i Irak, vækker det kritik, men hvis USA ikke blander sig, som i Syrien, vækker det også kritik.
I internetmediet Huffington Post er der også både ros og ris til McDougalls analyse fra Glenn C. Altschuler, professor i amerikansk historie ved Cornell Universitet. Han skriver:
”Vigtigst er det, at McDougalls bog skænker rigeligt bevis for, at civilreligionen har været brugt til at retfærdiggøre politiske tiltag på tværs af det politiske spektrum (...) Ved roden af ”The Tragedy of U.S. Foreign Policy” står påstanden om, at den spansk-amerikanske krig var det punkt, hvor modstand mod oversøiske korstog eroderede (…) og forfatningen blev døde bogstaver (…). Denne verden er nærmest forhadt af McDougall, hvis angreb på de interventionistiske præsidenter er nådesløst og undertiden overdrevet”.
Mere positiv er militærhistorikeren Andrew Bacevich, der selv har skrevet roste bøger om amerikansk udenrigspolitik. På bagsiden af McDougalls bog citeres han for følgende dom: ”’The Tragedy of U.S. Foreign Policy’ er virkelig original, brutalt ærlig og levende skrevet. Her er et sjældent eksempel på en amerikansk patriot og mesterhistoriker, der er villig til at fortælle den hårde sandhed om sit land”.
Samtidig med bogens udgivelse har USA så fået ny præsident, og allerede nu kan man se tydelige isolationistiske træk i Trumps ”America First”-strategi. Men civilreligionen, som vi kender den fra de seneste præsidenter, har han endnu ikke italesat konsekvent.
Faktisk var hans indsættelse i sidste måned særlig ved ikke at nævne forfatningen, ligesom hans beskrivelse af USA som et dystopisk land på afgrundens rand (Trumps bog fra 2015 hedder ikke for ingenting ”Crippled America”) ligger endog meget langt fra Ronald Reagan, hvis patriotiske slogan ”Make America Great Again” han ellers har stjålet.
Vi får se, hvad der sker med Trump, men man er uanset kritikken af McDougalls bog med den i hånden godt hjulpet til selv at tage stilling til den aktuelle politiske udvikling.
Hver onsdag skriver vi om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.