Den allerførste sætning i Selma Lagerlöfs allerførste roman, ”Gösta Berlings saga” (1891), lyder:
”Endelig stod præsten på prædikestolen – folk i kirken løftede hovedet.”
Romanen handler om en præst, hvis ånd netop på denne dag får vinger, og som holder sit livs prædiken. Men som ganske kort tid efter smides ud af kirken, fordi hans lidenskab er for ustyrlig, for vild og omfattende til at kunne trives inden for væggene i Guds hus og den teologi, som huserer der.
Som det hedder ved romanens slutning, så er sommerens og fantasiens kæmpebier alt, alt for store til at kunne komme ind i virkelighedens kube. De sværmer i stedet udenfor, og skulle de få lyst til at tage bolig i kuben, ja, så bliver det deres egen sag.
Den svenske forfatter Selma Lagerlöf (1858-1940) gjorde det til sin sag, at få fantasiens ustyrlige brumbasser ind i virkelighedens kube. Hun forsøgte at få liv og kunst, pligt og lidenskab til at forenes, og det krævede så store ofre af hende, at hun i visse ubevogtede øjeblikke i sit liv kom til at hade og foragte sig selv for det.
Man kan i den henseende anskue hendes store og rigt facetterede forfatterskab som et fotografisk negativ, der, når det fremkaldes i mørkekammerets fikservæske, danner et selvportræt. Vel at mærke et af disse selvportrætter, hvor der er gået noget galt i processen, så konturer sløres, og skyggedannelser flyder ind over ansigtet. I portrættet bliver det indre synligt i det ydre, og lidenskabens stadige changeringer får ansigtet til at spille skæbnesvangert, lueforgyldt.
Da Gösta Berling i debutromanen smides ud af kirken, indgår han en pagt med djævelen i stedet for. De giver ham forføreriske evner. Han er, som det hedder, ”inspirationens mand” og den gave udnytter han nu til at forføre alt og alle omkring ham, såvel kvinder som mænd, ja, selv naturen synes at blænde over i de mest isnende skønne vintre og solsvedne somre.
Gösta Berling er manden, der kan spille på et bræt med blot malede tangenter, så det virkelig toner, og alle omkring ham bevæges til tårer. Han er illusionernes mester og et af verdenslitteraturens sandeste billeder på den kunstneriske inspirations væsen.
Selma Lagerlöf søgte i alle sine fortællinger frem mod det punkt, hvor inspirationen bryder igennem, og taler direkte til hjertet, uanset hvilke tangenter hun spillede på. Hendes hjertesprog er ikke alene et jordisk anliggende mellem mennesker, men også pulsen i en transcenderende bevægelse, der rækker videre og skaber en forbindelse mellem jord og himmel.
Derved skabte hun i de inspirerende øjeblikke et litterært univers, der er kvalitativt anderledes. Magisk. I hendes fortællinger hænger dette sammen med et offer. Når mennesket ofrer sig for den anden, de andre og Næsten, sker der et gennembrud til en anden verden. Ja, så bliver denne anden verden synlig som en realitet ved siden af den virkelige verden. Fantasiens kæmpebier sværmer omkring virkelighedens kube.
Man kan gisne om, hvilket offer Selma Lagerlöf måtte bringe i sit liv og sine livsformende år – eller hvilken djævlepagt hun måtte indgå – for at kunne blive et så inspirerende væsen, som hun er, og sætte en fantasi fri af den kaliber, som sprænger grænserne for det litterært mulige i hende forfatterskab.
Det har krævet en vilje og en disciplin uden lige og dertil en selvsikkerhed, som man ikke ville tiltro en løjtnantsdatter fra Värmland. Men også et løjtnantshjerte, der kunne få enhver på hendes vej til at krakelere. I sit forfatterskab iscenesatte hun på forskellige gribende vis det offer, som hun selv engang havde bragt, og som hun hver dag gentog, når hun satte sig ved skrivebordet. Hun gjorde sig selv til en af de ensomme på jorden derved.
I en anden teks t fra debutåret 1891, ”Frøken Fredrika”, skriver Selma Lagerlöf en hyldest til forbilledet, den svenske feminist og forfatter Fredrika Bremer (1802-1865), en kvinde, som Gud indgav kraft og geni, en aldrig ophørende godhed og ordets prægtigste gave.
Fredrika ligger i nytårsnatten for døden, og det stormer udenfor og i hendes indre. Hun er angst for, hvad der venter. Hun ønsker ikke at møde den Gud, som præsten prædiker om fra prædikestolen, den straffende og strenge.
Hun ønsker at møde en Gud, der åbner porten til drømmenes land for hende. Det bliver den Gud, hun møder, fordi hun er parat.
I sin egen gerning på jorden har hun talt og skrevet de fattiges, de syges og de undertryktes sag, og nu venter det moment, hvor hendes ofre forløser hende.
Den gamle seerske kan lukke øjnene og synke hen i syner af det øjeblik, hvor himlens porte åbner sig for hende, og hun mødes af en uendelig kærlighed. En kærlighed, der svarer til den, Fredrika selv med sit engagerede og altruistiske væsen udøvede på jorden.
Dette gennemgribende forløsningsbillede, hvor der oprettes en forbindelse mellem jord og himmel, hvor virkeligheden sættes i skred og forvandler sig, er konstituerende for Selma Lagerlöfs forfatterskab. Det er et elevationssymbol, hvor der skabes en vertikal og sindsudvidende kile fra et jordisk punkt til et alt- omfattende kosmisk og metafysisk rum.
Det er et både forløsende, forsonende og frigørende øjeblik, der indtræffer, når livet vendes.
Det sætter inspirationen fri og mennesket frit, men det kræver et ultimativt offer.
I Selma Lagerlöfs store udvandrer-epos, romanerne, ”Jerusalem” 1-2 (1901-02), er forfatterens ord for denne omfattende vending i livet identiske med dem fra ”Frøken Fredrika”, nemlig at himlens porte åbner sig. Det sker, når patriarkerne i romanernes bærende komposition, Ingmar-slægten, sætter sig ud over sig selv og med det som den danske filosof K.E. Løgstrup har kaldt en ”intuitiv livsytring” skaber et gennembrud til en anden verden af frelse og nåde. Mange vil huske, om ikke andet så fra Bille Augusts filmatisering af ”Jerusalem” (1996), da Stor-Ingmar ved romanens begyndelse redder nogle børn fra druknedøden i en rivende fos og selv dør derved. Eller da hans søn, Ingmar, tager til Jerusalem og henter sin svigtede og forvildede elskede, Gertrud, hjem til Sverige og selv blindes derved på det ene øje. I begge tilfælde genoprettes en orden, og i begge tilfælde åbner himlens porte sig i en form for udfrielse af både den enkelte og samfundet omkring ham.
Med en uhyre emotionel kraft sætter transformationen sig igennem i Selma Lagerlöfs lille intense gyserfortælling ”Hr. Arnes penge” (1903). Romanen stiller det moralsk udfordrende spørgsmål, om romanens hovedperson, Elsalil, kan elske den mand, der har myrdet hendes bedste veninde og hendes familie. Den veninde, der har stået Elsalil nærmest, og den familie, der har taget vare på hende.
Kan et menneske elske en morder og i kraft af sin kærlighed sætte ham fri? Kan Elsalil sone hans forbrydelse med sin kærlighed? Kan den erotiske passion skabe en undtagelse fra den kristne etik og samfundets love? Naturligvis ikke.
Elsalil kan ikke svigte sin medsøster, ikke svigte sit køn, hun kan ikke forråde den lysende skytsengel, der viser sig for hende i de afgørende øjeblikke, hvor hun forsøger at suspendere sin samvittighed.
Den sande kærlighed har altid naturen på sin side hos Selma Lagerlöf. Således også i ”Hr. Arnes penge”, hvor det lille skærgårdssamfund i Reformationens dybfrosne Marstrand først tør op, da retfærdigheden sker fyldest, og Elisalil ofrer sit liv, for at hendes medsøsters morder skal blive fanget.
Da indtræffer transformationen, foråret sætter sig igennem, og naturens løsner sit isnende greb om de ellers fortabte menneskeskæbner. Alle Marstrands kvinder henter i et sørgetog liget af Elsalil ind over isen og den visionære forløsning indtræffer:
”Alt som kvinderne skred frem, brød storm og bølger ind bag ved dem og sprængte isen, som de nyligt var vandret over. Da kvinderne var nået ind til Marstrand med Elsalil, stod alle havets porte åbne.”
Det i alle henseende mest indgribende billede på en transformerende kosmisk gennemlyst forløsning finder sted i Selma Lagerlöfs roman ”Kejseren af Portugalien” (1914).
Samtidig peger romanen på, at forløsningen måske ikke er helt mulig, fordi der kan være bånd mellem mennesker, som ikke kan brydes. I dette tilfælde mellem en far og en datter. To mennesker, der elsker hinanden hinsides al forstand, ja, i en sådan grad, at faderen opkalder hende efter selve solen, Klara fina Gulla, og hun i skolen kommer til at kalde far for Gud. Det er en på mange måder forbudt kærlighed, der beskrives mellem de to. En far, der river sin brudeskjorte i stykker for at svøbe den om sin datter. Og en datter, der prostituerer sig for at frelse sin far for social fortabelse i sognet. Altså en umulig kærlighed, der ikke kan forløses ved andet end den enes død. Offeret.
De magiske passager i ”Kejseren af Portugalien” opstår i brudfladen mellem far og datter, i de øjeblikke, hvor de gør hinanden ulykkelige og forsøger at rive det bånd, der er imellem dem, i stykker.
De transformeres til Kejser og Kejserinde i et imaginært rige, hvor appelsintræerne blomster, og de modne frugter lyser som solen. I kærlighed til sin datter skaber faderen et fantasiunivers, der er sært frigjort og suverænt og skaffer ham en position i sognet, der rækker langt ud over hans status som fattig husmand.
Hans ulykkelige og umulige kærlighed til datteren transformeres til en fantasikraft uden grænser. Han færdes ubesværet mellem to verdener, den virkelige og fantasiens, og kan se, hvad andre ikke kan se, men kun aner tilstedeværelsen af.
Det er den fantasikraft, han giver i arv, da han til sidst ofrer sit liv for datterens skyld, sætter hende fri, så hun til slut kan stå gennemlyst ved hans kiste og stråle som solen, klar og fin – men også ren?
Selma Lagerlöf lod sin nådes sol skinne over sine læsere og skrev sig ind i menneskers hjerter med sit forfatterskab. Dets dybeste hemmeligheder lukkede hun op for i ”Kejseren af Portugalien”.
Selv var hun ikke fuldkommen fri. Hun var datteren iklædt sin fars brudeskjorte. Den, der i anden forstand måtte prostituere sig med sit forfatterskab og tvinge fantasiens kæmpebier ind i virkelighedens kube.
Det kom der verdenslitteratur ud af. Mytisk, mærkelig og eviggyldig.
Selma Lagerlöf skrev ikke blot skønlitteratur, hun skrev legender, tekster, der hævede sig ud over tiden.
Som adskillige andre nordiske forfattere i epoken omkring år 1900 var hun optaget af middelalderlige katolske legender om martyrer og helgener. En del af dem genskrev hun i ”Kristuslegender” (1904). Andre lod hun sværme vildt omkring som fantasiens kæmpebier. Et par af dem handler om Den hellige Lucia. De historier er måske det tætteste, forfatteren kommer på, hvilket offer, hvilken pris hun måtte betale for at sætte sit forfatterskab frit og skabe en magisk verden ved siden af virkeligheden.
Fra Selma Lagerlöfs formative år stammer ”Sankt Lucia” (1896), der handler om en ung munks kærlighed til Lucia. Munken elsker Lucia for hendes mørke, blidt smægtende øjne skyld.
Han ønsker kun ét: at kunne se ind i de øjne, der forfølger ham og forenes med det yndefulde væsen, der bærer dem. Han begærer hende og kan ikke stå imod.
Men det kan Lucia. Ved en fest for Johannes Døberen kommer hun til ham. Ikke med hans hoved på et fad, men med sine øjne på et fad. Da munken løfter sløret for hende ansigt, ser han ind i hendes tomme, blodige øjenhuler. Lucia har revet sine øjne ud for hans friheds og syndsforladelses skyld. Lucia giver sine øjne til sin elsker og bejler. Vi – hendes læsere – kan nu se med dem, Selma Lagerlöfs øjne.