Når historien taler ind i nutiden

Siden teenageårene har digte af den græske poet Konstantinos Petrou Kavafis inspireret Elof Westergaard, biskop i Ribe Stift

Digtsamlingen ”Mens vi venter på barbarerne” af den græske digter Kavafis har gjort et stort indtryk på biskop over Ribe Stift, Elof Westergaard, fordi digtene rummer en historisk og en nutidig dimension.

Som barn og teenager rejste jeg til Sydeuropa med mine forældre hver sommer. Man kan vel sige, at vi var en del af charterbølgen i 1960’erne. Og da jeg er født og opvokset i en stenhuggerfamilie, gik min far meget op i at vise os en række museer og skulpturer i ferierne. Derfor har jeg mange værker, der har betydet meget for mig, men som 17-årig blev jeg meget optaget af poesi. På en ferie i Grækenland stødte jeg på den sydeuropæiske litteratur og ikke mindst digtning. En af de nygræske digtere, jeg stødte på, var Kavafis. I første omgang købte jeg en af hans digtsamlinger på engelsk, sidenhen på græsk, og da jeg opdagede, at et udvalg af hans digte var oversat til dansk, købte jeg også den. I dag står alle værkerne i den ene af vores stuer. Der har vi en stor reol, fra gulv til loft, som er fyldt med skønlitteratur og digtsamlinger.

Det, der fascinerer mig ved Kavafis’ digtning, er, hvordan det historiske og filosofiske blander sig med modernitet og med det liv, vi lever i dag. Et af de første digte, jeg læste, var ”Ithaka”. Oprindeligt er Ithaka den græske ø, som sagnhelten Odysseus vender tilbage til efter at have været i krig i Troja. I digtet gør Kavafis rejsen tilbage til Ithaka til vores rejse, til læserens rejse. Han siger, at vi skal have målet, som er Ithaka, for øje, men vi skal ikke forhaste os på rejsen. At vi må standse op ved de fønikiske handelssteder og dufte til parfumen. For mig understreger Kavafis her betydningen af nærværet i det liv, vi lever, og at vi sanser den verden, vi er i. På den måde formår han at tage en historisk begivenhed og rykke den frem i tiden, så den bliver almengyldig og vedkommende. Og hvor et gammelt sagn om Odysseus’ hjemrejse begynder at tale direkte til os og nutiden. Den evne berører mig meget.

Da jeg begyndte at læse poesi, var der meget socialrealistisk litteratur. Den type af litteratur kan beskrive den virkelighed, vi lever i, men den berører mig sjældent, fordi den ikke inddrager det historiske eller mytiske perspektiv. For mig er historien med til at give en ekstra dimension i min forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. Kavafis beskriver nemlig ikke kun den verden, der er lige foran os, men bruger de historiske træk og sagnagtige figurer til at beskrive det svære i vores tid. Som for eksempel at standse op og være i øjeblikket. På den måde indfanger han det at være menneske i en verden i dag. En kompleks verden, som er skøn, men også svært uoverskuelig. Nogle af Kavafis’ formuleringer er med til at give mig et sprog til at begribe netop den verden og til at præge mit syn på verden. Hans digte er præget af sproglig enkelhed, samtidig med at verden får lov til at stå som en stor gåde. Det inspirerer mig.

Der er også digte af ham, som jeg ikke forstår, eller som ikke taler til mig. Men hans poetiske strategi bliver jeg fortsat inspireret af, og sprogtonen kan jeg også forbinde mig med. Jeg kan blive ved med at finde nye ting i hans digte, der rører mig, og derfor bliver jeg ved med at vende tilbage til dem. Sidste sommer havde jeg også oplevelsen af at besøge Kavafis’ hjem i Alexandria, som nu er et museum. Vi gik rundt på museet, hvor hans bøger og ejendele var udstillet, og på et tidspunkt sagde kustoden, at vi skulle høre et af Kavafis’ digte. Af alle var det Sean Connery, der havde indtalt ”Ithaka”, som så gjaldede ud over hele museet. Det var meget fint.