Vi kender billedet fra fjernsynet, når signalet ryger: Sne. Sorte og hvide prikker, der myldrer i flæng.
Samme mylder på en CT-skanning af en hjerne varsler gradvist forfald. Hele processen, fra inderst til yderst, skildrer Det Kongelige Teater med demensforestillingen ”Med sne”, som er på turné rundt i landet i disse dage.
Instruktør Thomas Bendixen har skrevet og iscenesat forestillingen inspireret af sin fars demenssygdom. Og man mærker hans dokumentaristiske og ekstremt personlige udgangspunkt – som om forestillingen nærmest vælter ud på publikum, hældt ud fra sjælen af én, der føler smerten på egen krop.
Tre dansere smyger sig smidigt rundt i hjernens snirklede, vandige substans og giver sygdommen en sansbar legemlighed. Som forvirrede neurotransmittere, der ikke længere kan finde hjem, svirrer de rundt i en kakofoni af hjernelyde.
I sin storhedstid var Bent en betydningsfuld ingeniør. Han skabte gode strømforbindelser. Men nu vil skæbnens ironi, at forbindelserne i hans hjernevæv kappes. Efter Bents klare opfattelse har hans sind ikke ændret sig. Men hans indre og ydre virkeligheder skændes, og angsten for at miste herredømmet over livet bruser ud af ham i hans få klare, veltalende øjeblikke.
74-årige Henning Jensen forvandler sig for øjnene af os fra en flot og veltalende mand til et bævrende, gammelt og tandløst etui.
Det er en forfærdelig, forfærdende og imponerende bedrift. Han har salen i sin hule hånd, mens han gradvist afmonterer normaliteten og ifører sig vildelsens klæder, lægger krop til umyndiggørelsens barske ydmygelse. Først skrøbelig, så konfus og til sidst apatisk.
Med en kapacitet som Henning Jensen i front kunne ”Med sne” sagtens koges ind til en monolog uden at tabe styrke. Men børnene Mette og Thor, spillet af Maria Rossing og Peter Christoffersen, giver fortællingen endnu en rørende dimension.
Deres frustrerede interaktion med deres forvitrede far har mange nuancer, og da familieforholdet totalt inverterer, da far bliver til barn, kommer deres rådvildhed til udtryk i fine detaljer:
I måden, Thor overbærende bøjer sig ned, i Mettes undskyldende blik til publikum, i tonefald, i små trækninger, spontane og i sidste øjeblik undertrykte udbrud.
De lærer også undervejs. Lærer, hvordan de skal tackle ham, digte med på hans historier. Men bedst som status quo er etableret, tager sygdommen en ny drejning. De to er ikke svære at føle med. Ingen af os har lyst til at se historien til ende.
Kirsten Olesen er neurologen, der fortæller om sygdommen i tilbagevendende vidensforedrag.
Forestillingen bliver brugt som anledning til at udbrede en større medicinsk forståelse for sygdommene bag begrebet demens. Men køligheden i neurologens kittelklædte fakta står i ikke-velfungerende kontrast til blødheden og følsomheden i resten. Og hårde fakta synes umiddelbart meget lidt relevante, når man oplever dem fra indersiden af sindet hos den sygdomsramte og hans pårørende.
Ovenover ligger også en kritik af sygehusvæsenet og sundhedsplejen, som ikke er decideret klædelig. Thomas Bendixen har villet hele vejen rundt om alle sine sorger og frustrationer og har mistet overblikket over, hvor mange lag hans forestilling kunne bære.
Det er med en sær ambivalens, at jeg lader mig udsætte for forestillinger under denne demens-tematik, der insisterende finder vej til repertoiret på de danske teatre hver sæson. Den ufiltrerede menneskelige nærhed, som er selve teatrets prærogativ, giver den ubehagelige sorg mulighed for at trænge sig helt ind i os, og vi kan ikke slippe væk.
Og netop her ligger styrken i ”Med sne” – i den fornemme og på én gang nænsomme og barske måde, hvorpå den formidler oplevelsen af et liv, der får en smertelig og fortvivlende ende.