Skuespillerinde leverer pragtpræstation i ny film om Alzheimers

”Still Alice” er en stærk og rørende film om at miste sig selv, hvor Julianne Moore leverer en pragtpræstation som den alzheimer-ramte kvinde Alice

Julianne Moore er en meget alsidig skuespiller og vandt ved Oscar-uddelingen i år den eftertragtede statuette for bedste kvindelige hovedrolle. Her ses hun sammen med Alec Baldwin. Foto fra filmen.
Julianne Moore er en meget alsidig skuespiller og vandt ved Oscar-uddelingen i år den eftertragtede statuette for bedste kvindelige hovedrolle. Her ses hun sammen med Alec Baldwin. Foto fra filmen. Foto: Capital Pictures.

Sikke en film. Med imponerende styrke, ynde og skrøbelighed leverer Julianne Moore en pragtpræstation som den alzheimer-ramte kvinde Alice. En nådesløs og frygtelig sygdom, hvor man langsomt forsvinder for sig selv og omverdenen, og som ultimativt ender med døden.

Vi har før set film om dette tema i for eksempel Sarah Polleys ”Away From Her” (2006) med Julie Christie i hovedrollen og senest i Michael Hanekes Guldpalmevinder ”Amour” (2012). Hver gang gør det dybt indtryk.

I første scene befinder vi os på en fin restaurant i New York. Det er Alices 50-årsfødselsdag. En munter aften, som bliver fejret med hendes mand, Peter (Alec Baldwin) og deres tre voksne børn. Peter forsikrer hende om, at hun den smukkeste og mest intelligente person, han kender.

Alice er lykkelig. Hun har nået det hele. En skøn mand, tre dejlige børn og en strålende karriere som en højt estimeret professor i lingvistik på Columbia University

Derfra går det kun en vej. Nedad. Først nærmest umærkeligt, hvor hun, lige som os alle, en gang imellem skal lede lidt i hukommelsen for at finde det rette ord.

Så bliver symptomerne mere tydelige. Hun farer vild på sin daglige løbetur og kan ikke finde toilettet derhjemme. Det sprog og de ord, som har været grundstammen i hendes karriere, forsvinder, og en dag må hun erkende, at hun ikke kan holde sine forelæsninger mere og derfor må forlade sit job. Til sidst overtager sygdommen hendes liv.

I det øjeblik, vi sætter os i biografsædet, ved vi jo godt, hvad det ender med, så det er ikke historiens fremdrift, der fascinerer. Det er den måde, hvorpå karaktererne tackler Alices sygdom. Hver har sin måde at bearbejde sorgen på. Og her bliver vi positivt overrasket, for det barn, der umiddelbart synes at være det mest sårbare i søskendeflokken, viser sig at være det stærkeste, når det virkelig gælder.

”Still Alice” er også en film om kærlighed og sammenhold. Midt i alt det grumme er der noget smukt og ophøjet over den. Julianne Moore er en meget alsidig skuespiller. Hun spænder vidt og er blevet nomineret fem gange til en Oscar. Ved Oscar-uddelingen i år vandt hun for sin Alice-rolle den eftertragtede statuette for bedste kvindelige hovedrolle.

”Still Alice” bygger på bestselleren af samme navn skrevet af neurobiologen Lisa Genova. Parret Richard Glatzer og Wash Westmoreland står bag såvel manuskript som instruktion. De har vundet mange priser på filmfestivaler rundt omkring i verden.

Da de -for at finde ud af, om de skulle lave filmen - læste romanen ”Still Alice”, havde Glatzer netop fået konstateret ALS, der forkrøbler kroppen, mens sindet efterlades intakt. Omvendt med alzheimer, der angriber hukommelsen. Begge sygdomme er imidlertid dødelige, uhelbredelige og medfører isolation fra omverdenen. Richards fremskredne sygdom kom til at præge optagelserne, og Westmoreland siger:

”Jeg tror, at hele filmholdet blev ramt af en følelse af, at der var noget større på spil. En større mening med filmen.”

”Still Alice” viser uden formildende omstændigheder, hvor hård og trøstesløs afslutningen på livet kan blive. Vi er godt klar over det, men skubber det fra os og nægter at beskæftige os med forfaldet.

Filmen er velspillet og tankevækkende. Kan varmt anbefales.

Foto: BSM Studio