Forstår man ved en bog et gennemskrevet og gennemtænkt værk, er der her ikke tale om en sådan, men om en artikelsamling, der er rig på gentagelse.
Når disse hver for sig indledes og opsummeres, og der flittigt citeres inspiration inklusive sig selv, samt uafladeligt beskrives, hvad der nu skal argumenteres for – hvilket gøres kort! – så stresser det den, der gerne læser stringent tænkning.
Forfatteren, der er lektor og studieleder på Menighedsfakultetet, skriver sprogligt trættende om sine meninger som det gennemgående stiltræk. Et eksempel:
”Efter min mening burde det heller ikke være ualmindeligt at mene, at den specielle åbenbaring også betyder, at den kristne levevis almindeligvis vil udtrykke et vist særpræg”.
Samtidens epoke med dens kirkelige udfordringer karakteriseres som ”efterkonstantinsk”. Dette ses i kontrast til middelalderens ”konstantinske” sameksistens af kirke og verdslig magt, som tilsammen udgjorde ”unum corpus christianum”.
Lesslie Newbigin erstattede i et ordspil dét kirkesyn med den bibelske metafor ”corpus Christi”, og det har inspireret til mottoet: at ”kirken ikke længere er for alle, men for nogle”.
Der er dog tale om, at den kun er for de få. Luthers toregimentelære fortolkes sådan, at det ”åndelige regimente” begrænser sig til at tale til de ”kristne” om retfærdiggørelse og helliggørelse. Størstedelen af præstearbejdet blandt de folkekirkemedlemmer, der i dag udgør 75 procent af den danske befolkning, kan med den definition ikke betegnes som at føre ”ordets sværd”.
At vi lever i et pluralistisk samfund, trækkes hårdt op som en mulighed for at finde en stærkere kristen identitet. Videnskabelig omgang med bibelske tekster på sekulære universiteter problematiseres med en håndbevægelse i en fodnote.
Bibel, tradition og liturgi er grundpiller i et kristent fortolkningsfællesskab, der i indforstået ”hermeneutik” til gengæld kritiserer, at Bibelselskabet fik Bjarne Reuter til at gendigte Bibelen, når han ikke tror på Gud.
Denne anmelder oplevede engang som præst ved en bisættelse af hustruen til en ateist kun at få lov til at læse en bibeltekst og kaste jord på, mens ægtefællens egen korte tale sluttede med et salmevers. Sådan kan det pluralistiske vilkår også opleves.
For i Danmark har selv en ateist svært ved at løbe fra kristendommen, der åbenbart stadig tiltaler ikke blot få, men mange.
Udgivelsen kan læses som eksponent for et kirkesyn, der let kan blive en selvopfyldende profeti om folkekirken, der mangler visioner for at tiltrække intellektuelle unge til videnskabelig teologi og efterfølgende en lærd præstegerning.
Det kirkesyn, vi ser konturerne af her, kan i de kommende år få en større repræsentation af konservative præster, som tydeligere vil sætte skel mellem folket og de kristne – og få udmeldelser til at tage til.