Prøv avisen
Film

Menneskeligt krigsdrama, der sætter sig i dybden

5 stjerner
Den usynlige klipning i "1917" giver en åndeløs realisme, en forbundethed med de to menige soldater, der ganske uvidende og fulde af autoritetstro kaster sig ud i den tilsyneladende tabte kamp. Foto fra filmen.

”1917” handler om de største mænd, nemlig de menige i krig, og er et fotografisk mesterværk

Engelske Sam Mendes skaber sin helt egen vej gennem krigens koreografi med det menneskelige krigsdrama ”1917”. Selvom tonen og handlingstrådene bærer ekkoer af blandt andet nyklassikeren ”Saving Private Ryan” i sig, er Mendes’ behandling af den oversete krig, Første Verdenskrig, frisk og fuldstændig sin egen.

To brusende solopgange, så sarte og livgivende som hverdagens gryende mirakel kun kan være i forårets spæde måneder, danner rammen om fortællingen om to unge mænd, der giver menneskeheden ansigt midt i slagmarkens anonyme dødehav.

Scofield (George MacKay) og Blake (Dean-Charles Chapman) skal krydse ingenmandsland med et brev, et enkelt stykke papir, der skal redde 1600 landsmænd fra den visse død. De har et døgn, deres geværer og Blakes brødrekærlighed, for hans storebror er en af de dødsmærkede på den anden side af fronten.

Filmen har mange ligheder med norske Erik Poppes ”Utøya 22. juli”. Den usynlige klipning, der giver en åndeløs realisme, en forbundethed med karaktererne. Også ”1917” er fortalt fra offerets synsvinkel, her de to menige soldater, der ganske uvidende og fulde af autoritetstro kaster sig ud i den tilsyneladende tabte kamp. Det er deres synsvinkel, Roger Deakins kamera og Mendes’ historie følger. Som hos Poppe humper billedet mesterligt over lig, trimler ned af skyttegrave, hopper over sprængte broer, kaster sig tilbage for rotter, for fluer, for forrådnede fjender. Fra soldaternes brune tøj over de brune fæstninger. Over det brune mudder og de afbrændte heste. Over de indsunkne lig. Brunt. Brunt, brændt og brutalt.

Kun sjældent forfalder kameraet til overdreven æstetik. Og når det sker, når bomberne sprænger taktfast over de græsgrå marker, når kirsebærblomsterne falder fra himmelen, når katedralernes brændende skygger tårner sig op over de fortabte sjæle afspejler Mendes’ film vores ikonografiske billeder af Første Verdenskrig som en også kulturhistorisk krig. En krig, vi måske bedst kender fra malerier, fra romaner, fra musik, fra kunstnernes overleverede indtryk af granatchok og meningsløshed.

Følelserne ligger i Scofields melankolske ansigt, i Blakes godmodige ansigt. I deres hænders febrilske famlen efter billeder af deres kære. Mødre, søstre, døtre, hustruer.

Her i krigens allermørkeste midtvejsdage bliver naturen klangbund for menneskelighed, for tilgivelse og forsoning. Solen står op, frugttræernes pure blade drysser uforvarende ned over de døde kroppe og bringer nådegaven med sig.

Om det er troens eller kærlighedens nådegave, der stiger op med solen, er åbent for fortolkning. Det er ikke en liturgisk krigsfilm, Mendes har lavet, snarere en både helt konkret rejse gennem sølet og en allegorisk krigsfortælling. Det brune mudder er også sandet ved Normandiets strande, ørkenen i Mellemøsten, hulerne i Afghanistan.

Krigens spor aflejrer sig i de unge ansigter, i de landskaber, den raser igennem.

”1917” er en storfilm, der sætter sig i dybden, lige der, hvor den bør bundfælde sig.