Prøv avisen
Teater

Når krigstraumer får krop

5 stjerner
Forestillingen interesserer sig i første omgang for menneskene i krigen - soldater, der gerne vil gøre en forskel og ser kamp-gerningen som et kald, men ender som krøblinge. ”Var det det værd?”, spørges der i forestillingen. - Foto: Aarhus Teater

Veteraner og balletdansere går i geled i Christian Lollikes visuelt poetiske og provokerende krigsballet

Tre medlemmer af Danmarks styrkebidrag til krigen i Afghanistan står på scenen og blotter alle deres ar, både på sjæl og krop. De har undervejs måttet minde sig selv om, at de ikke blot kæmper mod noget, men også for noget.

Stærkt bevægede - og bevægende - fortæller de deres personlige historier. Om børn med bombebælter i vejsiden. Om den svære skelnen mellem undertrykkere og undertrykte. Om det amputerede ben, der ikke fulgte med hjem fra slagmarken. Og om veteranen, der 11 år senere stadig spejder efter snigskytter, når han går i Netto.

26 dansere fra Den Kongelige Ballets eksperimenterende kompagni Corpus drejer omkring blandt veteranerne og mønstrer deres færdigheder. Beethoven runger ud i salen, øredøvende højt, og scenen minder os om en bombastisk krigsfilm, vi engang har set. I de blå burkaers skær hvirvler danserne omkring til en hyletonemelodi. Det gibber i os, når høje skud affyres mod den florlette balletpige. De døde vrider og snor sig til sarte pianotoner.

At sætte balletdansere og soldater sammen på en scene synes umiddelbart som en vanvittig idé. Men vi skal ikke længere end første scene, førend vi kan se en mening med galskaben. Balletten og militæret har disciplinen og de gennemkoreograferede rutiner til fælles, og samspillet mellem dansere og veteraner flyder flot. Danserne må stole blindt på hinanden i dansens hede, præcis som soldaterkammeraterne i Afghanistans ørken.

Christian Lollike har for vane at være kontroversiel og anarkistisk i sin instruktion og ideologier, og i hans arbejde ligger debatterne åbne og skriger på, at vi skal gribe dem. Lighederne mellem de to discipliner er overraskende, men det er i kontrasterne, at provokationen og etikken ligger. Dansernes sunde, smidige, velproportionerede og adrætte kroppe er som en hån mod soldaternes amputerede lemmer og kunstige proteser. I finaledansen har danserne endda så mange lemmer, at de kan dele ud af dem. Det er på én gang både smukt og hæsligt.

Forestillingen interesserer sig i første omgang for menneskene i krigen - soldater, der gerne vil gøre en forskel og ser kampgerningen som et kald, men ender som krøblinge. Var det det værd? Den sårede veteran er blevet fuldtidspraktikant ved forsvaret, hensat til at sortere regimentets ørepropbeholdning. Hvad vil forsvaret stille op med alle de ”defekte” soldater?

Men Lollike er tydeligvis også interesseret i at belyse krig som fænomen. I dag er krig en permanent, global tilstand uden store slag til at markere et slutpunkt. Fritsvævende droner stirrer på os med grøn-røde øjne fra scenemørket og minder os om, at kroppen er et forsvindende element i moderne krigsførelse. Idealet er krig uden krop, krig uden tab, krig uden tårer. Men er dronekrig nødvendigvis en mere moralsk form for krigsførelse? Skal vi stræbe mod nano-robotter, der kan skelne mellem gener og dermed ramme helt specifikke befolkningsgrupper, så vi kan skåne soldaternes liv og lemmer? Er krig uden anger overhovedet mulig? Ingen sag har kun én side.

”I FØLING - en krigsballet” er et kortfattet, kropsligt debatindlæg og en virkningsfuld og visuelt poetisk oplevelse. Alt det, der bliver sagt i og imellem dansens linjer, sætter dybe spor i bevidstheden - og ja, i kroppen. Det er samfundsdebatterende teater, der virker.

kultur@k.dk