Prøv avisen

Når kun håbet er tilbage, så er der liv forude

4 stjerner

Lille, fin og letlæst bog om håbets forudsætninger tør tale nært ind i en livskrisesituation

Lars Björklund (født 1952) er præst ved Sigtunastiftelsen i Stockholms len. Han har tidligere været hospitalspræst og er kendt som både ekspert i sjælesorg og digter. I den lille bog ”Det som giver håbet liv” forener han begge dele.

Som hospitalspræst har han siddet i mange samtaler med mennesker, der har mistet håbet og troen på fremtiden. Ofte gør sådanne hårde situationer mennesker stumme. Det almindelige sprog slår ikke til. Vi er vant til at tale om i morgen som en enkel og naturlig sag, men hvad nu, hvis det ikke er sikkert, at der er en morgen og en fremtid? Hvilket sprog skal vi så tale med?

Björklund skriver, at vi da må benytte os af et andet sprog end det almindelige fakta- og fornuftorienterede sprog. Vi kan for eksempel benytte os af et gestaltende sprog, der uden ord kan genfortælle det, vi har oplevet. Han fortæller om en kvinde i sorg, der ville male sin sorg, men det gik ikke. Da hun så billedet, sagde hun: ”Det er ikke min sorg”. Så lagde hun et stort stykke papir på gulvet, tog tøjet af, påsmurte sin krop med farve og kastede sig ned på papiret. Da hun så billedet, sagde hun: ”Det er min sorg”. Og hun rejste sig og begyndte at gå.

Nu kunne hun gå gennem sorgen. Sorgen var kommet ud. Den var ikke blevet mindre, men den var blevet anderledes. Der blev plads til noget mere. Svære situationer skal have et andet sprog end det almindelige. Der skal midt i katastrofen skabes plads for håbet.

Björklund analyserer fem forudsætninger for håbets komme. Den første handler om selve virkeligheden. Man skal ned i den virkelighed, man står i, og det er ofte en ubarmhjertig, kold og fuldstændig ligeglad virkelighed. Den skal erkendes og ikke benægtes, heller ikke af andre. En far viser Björklund et billede af sin afdøde datter og siger: ”Det er ikke muligt at leve, når ens barn er dødt.” Præsten nikkede bekræftende og sagde ikke noget. Efter en pause sagde faderen: Har du tid til en ny samtale i næste uge? Det begynder dér i virkeligheden. Fastlæggelsen af en ny samtale er en ny begyndelse, der er ved at åbne for håbet.

Den anden forudsætning for håbets komme er tryghed. Det værste, et menneske i krise kan opleve, er at føle sig forladt. Vi har brug for hjælp til det, vi ikke selv kan klare. Der er stor forskel på at have brug for nogen og være afhængig af nogen. I første tilfælde har jeg min frihed. Det har jeg ikke i det andet. I svære situationer har vi brug for hinanden og brug for den tryghed, kontakten medfører, så håbet kan spire frem.

De andre forudsætninger for håbets komme er omsorg, accept af følelser som vrede, sorg, frygt og glæde, og så endelig en oplevelse af det, Björklund kalder det eksistentielle sprog, hvor det religiøse sprog også indgår.

Der er nogle gode overvejelser om håbets betydning for vort fortsatte liv i krisesituationerne. Dertil har han nogle selvoplevede livshistorier, der giver en lethed, så man kommer fint ind i de svære overvejelser. De små digte undervejs understøtter meningen på en god måde.