Det, jeg først kommer i tanker om som mit livs værk, er Bibelen. Der er ingen tvivl om, at den har været det vigtigste enkeltværk i min opvækst og i min uddannelse som teolog. Men når jeg alligevel i stedet for vælger Prima Porta-statuen, der forestiller kejser Augustus, hænger det sammen med mit nuværende arbejde som politiker.
Jeg har vel været omkring syv-otte år, da jeg så statuen første gang, og siden da har jeg set den mange gange. Mine forældre tog mig jævnligt med til Rom, og vi var altid omkring Vatikanets museer. Jeg husker det som store oplevelser at gå rundt i museerne og kigge på alle de historiske kunstværker. For et barn, og såmænd også for en voksen, er statuen af Augustus ud over at være utroligt smuk også frygtindgydende.
Jeg har siden min barndom tænkt meget på den to meter høje statue, og da jeg gik i gymnasiet, valgte jeg at skrive en opgave om den. Derved lærte jeg blandt andet, hvor stærk en kraft kunsten kan være i forhold til den politiske kommunikation. På godt og ondt.
Kejser Augustus har altid fascineret mig. Han var den kejser, der sikrede freden i Rom og satte Rom i stand til at blive det, som vi kender som Det Romerske Rige. Han fik samfundet til at blomstre ved at fred og forandringer. Under Augustus udviklede det romerske samfund sig til en moderne civilisation med kloakker og veje, med effektivt landbrug og nye medicinske metoder. Det viser, at når magten bliver brugt rigtigt, så er den til folkets fordel. Men Augustus var også kynisk og beregnende, og han udnyttede demokratiets svagheder. Uden at ændre Roms love satte han sig selv ind i alle vigtige positioner og gjorde på den måde brug af både den politiske, den militære, den religiøse og den kunstneriske magt. Han gjorde sig selv til kejser og ændrede i realiteten demokratiet til enevældigt kejserdømme. Det kan sammenlignes med det, Adolf Hitler gjorde i 1933, hvor han erklærede undtagelsestilstand i Tyskland og gjorde sig selv til diktator uden at ændre loven i Tyskland.
Augustus har lært mig noget om magt: Der er to slags magt, den uegennyttige, omsorgsfulde magt, der skaber noget for fællesskabet og så den egoistiske egennyttige magt. Augustus havde begge dele. På den ene side gav han forudsætningerne for, at Romerriget blomstrede og blev til en moderne civilisation, men han forvandlede også et demokrati til enevældig styreform. Kejser Augustus' styre har lært mig, at man skal være på vagt, når man selv står med magten. Jeg sørger blandt andet for at have mennesker omkring mig, som er stærke, og som kan kritisere mig. Det er vigtigt at have mod til at give andre plads for at få modspil. De fleste politikere, jeg kender, ønsker magten for at gøre noget for andre. Vi er selvfølgelig alle sammen i fare for at forfalde til egoistisk magt, men jeg kender ikke nogen, der kun er drevet af den egennyttige trang til at have magt. Det er blandt andet derfor, jeg ikke kan holde ud at se den amerikanske tv-serie ”House of Cards”. Her er hovedpersonen en magtkyniker uden begreb skabt om, hvad han vil med magten, når han først får den. Det er et stærkt fortegnet billede af politikere, selv i amerikansk kontekst.
Prima Porta-statuen dukker jævnligt op i mine tanker, og for mig er den det stærkeste symbol på magt, jeg kan komme i tanke om. Den fascinerer og skræmmer. Man siger, at det var Augustus' hustru, Livia, der lod statuen opstille, mens han lå syg. Hun ville demonstrere, at han stadig havde magten i Rom. Måske er det derfor, armen er gjort anatomisk alt for stor. Kunsten kan vise os blinde vinkler. Den kan lære os empati og vække følelser, der er større end os selv. Derfor er kunsten også bedst, når den siger noget andet end det, de politiske magthavere ønsker.