Prøv avisen
Bog

Når kunst er et kærlighedsmøde

4 stjerner
Bestemmelsen af, hvad kunst er, kommer selvfølgelig straks: ”Et kunstværk er et anliggende kraftfuldt udtrykt i et medium”, hvad der lige så selvfølgeligt kalder på overvejelse over den æstetiske kraft, som over ordet ”anliggende”.

Niels Thomassen opsummerer fint, hvilket potentiale der ligger i den store kunst

Det hele! Alle kunstarterne har tidligere lektor i filosofi ved Syddansk Universitet kærlighed til – og redegør for den i sin opsamlende bog ”Kærlighed til kunst”. Det er en af disse kloge, indsigtsfulde og afdæmpede bøger, som ældre undervisere skriver sent i deres liv for at give deres erfaringer videre i nogenlunde samlet form.

Bogen er ikke en akademisk afhandling, men derimod ”en filosofisk lovsang til kunsten eller en filosofisk kærlighedserklæring til kunst”, skriver Niels Thomassen i forordet.

Og en sådan lovsang kræver sin plads, sit ”på den ene side og på den anden side”, sin filosofiske afbalancering. Svær er den ikke, ja faktisk er der udfoldet stor pædagogik i gennemgangen af de vanskelige æstetiske problemstillinger.

Bestemmelsen af, hvad kunst er, kommer selvfølgelig straks: ”Et kunstværk er et anliggende kraftfuldt udtrykt i et medium”, hvad der lige så selvfølgeligt kalder på overvejelse over den æstetiske kraft, som over ordet ”anliggende”.

Kunstværket ses som et mellemværende mellem to mennesker, kunstneren og ”tilskueren”, ”som det eneste sted i verden, hvor to mennesker kan mødes i fuldstændig fortrolighed”, som den amerikanske forfatter Paul Auster har sagt. Fremgangsmåden, Thomassen anvender til sin beskrivelse af kunst, kalder han ”hermeneutisk essentialisme”, uden at han dermed tror at have løst alle æstetikkens problemer.

Selvom denne tilgang sætter kunsten meget højt, forklares standpunktet ypperligt med referencer til kunstværkets stemthed, dets åbenhed, dets lys i værket. Niels Thomassen læner sig især op ad Løgstrup og Heidegger i hævdelsen af den særlige erkendelse og sandhed, som ligger i et kunstværk, så vel som henvendelsen til det skønne.

Set under disse filosofiske begreber fra traditionen er der ikke meget i Thomassens fremstilling, man kan være uenig i, og han vover endda mod slutningen at se kunsten ”som et enestående bidrag til det gode liv”.

Og virkelig strøm på bogen kommer der i de afsluttende bemærkninger i forbindelse med forfatteren Josefine Klougarts betroelser i romanen ”Én af os sover”. Hvordan kan en gammel mand blive optaget af en så ung kvindes betroelser? Mere generelt: Hvad skal læseren med alle de betroelser, alt det liv, kunsten gør os fortrolige med, gør nærværende for os?

Svaret er forbløffende enkelt, idet ”kærlighed til livet” er noget fundamentalt menneskeligt, ses kunsten som en elementær del af denne. Gennem kunsten holdes vores åbenhed over for livets muligheder stadig aktiv. Kunsten er en repræsentant for vores egen kærlighed til livet!

Ja, ja, siger man lidt hurtigt. Det er let nok sagt, når det drejer sig om de gennemgående, store kunstværker, der glimrende refereres til gentagne gange gennem bogen. Men skal man udtale sig om kunstens funktion på dette niveau, må man nødvendigvis ende i den slags generelle formuleringer. Er kunsten i moralens, politikkens og religionens tjeneste – er den et selvstændigt anliggende – eller en del af noget helt tredje? Dette tredje ser Thomassen som ”menneskets grundlæggende livsprojekt samlet i begrebet om det gode liv”.

Det kunne nu lyde, som om Thomassen kun har sans for kunstværkets erkendelsesside, men i denne grundige bog er der også et kapitel om kunstværkets medie, der giver det dets virkelighed, mens værket giver mediet liv. Æstetisk kraft, den kraft, som blev omtalt i definitionen af kunst, frembringes af mediets muligheder og gør det til et særligt stykke virkelighed.

Sådan diskuterer Thomassen sig igennem næsten ethvert forhold omkring kunst i de forskellige kunstarter, og især musikken giver han gode beskrivelser af. Meget er der at sige, og selvom bogen bliver omfattende og enstonig af forsøget på at spænde over det hele, er det flot, at forsøget bliver gjort, og at kunst bliver set i mangfoldige dimensioner som et ”kærlighedsmøde” mellem fortrolige.

Bogen er vigtig i en tid, hvor kunst som en ”gøren” synes at have nedtonet erkendelsesaspektet i kunst. Den opsummerer fint, hvilket potentiale der ligger i den store kunst, som ikke længere er unge menneskers begivenhedskunst.