”Da jeg første gang hørte om idéen, tænkte jeg, at det var så langt ude, at det kun kunne gå galt.”
Jens Blendstrup har sat sig godt til rette i Ole Lejbachs sofa. Foran ham står bordet med kaffen og smørstangen. Overfor sidder Ole i en stol og venter på fortsættelsen. For han kender sin forfattervens noget anderledes tankegang - og ved, at netop det skæve og ikke altid helt konforme har en særlig status.
”Og det var lige netop dét, der tændte mig,” fortæller Jens Blendstrup så - med et stort smil.
Inden han hørte om idéen, havde billedkunstner Ole Lejbach selv været i gang i et lille års tid. Der var noget med de egetræer, som altid havde fascineret ham. Fra dengang han som barn byggede huler i de krogede grene, og til han som voksen bare gik helt i stå af respekt og ydmyghed, når han stod over for træerne med deres tyngde i alder og omfang.
Den første eg, han gik i gang med at tegne, var Skovfogedegen i Jægersborg Dyrehave. 13 meter høj og godt ti meter bred. På papiret er den stadig imponerende og fylder det helt ud til kanterne med en meter i bredden og knap halvanden i højden - lige som alle dens 81 ege-efterfølgere.
Men det tog lang tid at få sat de sidste streger. Over en måned arbejdede Ole Lejbach med grafitblyanten i sit atelier, indtil lys og skygge, bark og krumninger ramte det rigtige udtryk. Og som med alle de træer, der fulgte, tegnede han både liv, død og kærlighed ind i sine ege. Men han savnede noget. En forfatter, der kunne få træerne til at træde endnu tydeligere frem med hver deres historie. Deres særegenhed. Ikke for højtravende. Ikke for optaget af de korrekte historiske eller biologiske detaljer. Men en forfatter med blik for den skæve vinkel.
Og så ringede han til Jens Blendstrup.
”Min første indskydelse var, at det bestemt ikke var noget for mig. Jeg anede ingenting om træer og kunne slet ikke kende forskel på dem. Men på den anden side lød det jo, som om manden virkelig var besat af den her idé - og at han virkelig selv troede på det. Det var afgørende for mig.”
Første gang, de tog ud sammen, var til Sydsjælland, hvor Jens trippede rundt i skovbunden med alt for pæne sko.
”Men da vi mødtes, var det, som om vi havde kendt hinanden altid, og vi fandt lynhurtigt ud af, at vi virkelig nød at være sammen. Så de her ture rundt i landet for at finde egetræer blev også til fantastiske timer med masser af snak, hvor vi kom meget tæt på hinanden - og hvor Jens efterhånden lærte at kende forskel på eg og bøg. I starten var det helt skidt. Han sendte mig billeder af de mest imponerende træer, som han mente, vi skulle opsøge - men det var bare ikke egetræer,” fortæller Ole og sender et drillende blik over mod sofahjørnet.
Blandt alle de danske træer er det egen, der kan blive størst, med op til 4,5 meter rundt om stammen - og ældst, op til 600 år, og i enkelte tilfælde op mod 2000 år. Men i begyndelsen så Jens Blendstrup bare endnu et træ, når de var på tur, og han havde svært ved at finde frem til den form, der kunne gøre projektet til hans eget også.
”Det kan jo være svært at hoppe ind i en anden kunstners projekt og få sin egen vinkel på, så jeg ledte efter en form, der kunne være mit særlige bidrag. Men pludselig dukkede Hjemmehjælperegen op, og så havde jeg den.”
Citat fra bogen:
”Jeg er hjemmehjælperegen. Jeg har fået besked på at løbe hurtigere og hurtigere, ligesom tigerdyrene i lille sorte Sambo, indtil jeg til sidst bliver til hjemmehjælpersmør. Ikke tale med klienterne. Bruge standardgloser. Undgå øjenkontakt. Kalde en spade for en spade. Skifte ble og bortvande blomster. Kalde dem fru Jensen og hr. Hansen. Servicere. Konversere. Dikke, dikke. Glemme alt. I Danmark skal de gamle dø. Men hvad fanden ved jeg om hjemmeplejen.”
Jens Blendstrups tekster og Ole Lejbachs billeder har siden juni 2015 været udstillet på Fuglsang Kunstmuseum og Johannes Larsen Museet og kan lige nu ses på KunstCentret Silkeborg Bad. Derudover er ”Ege-ekspeditioner” udkommet som en meget smuk kunstbog, der allerede er trykt i andet oplag. Den umiddelbart skøre ide om at rejse landet rundt for at give liv til de træer, vi ellers bare kører eller går forbi, har vist sig at give mening for flere end to kunstnere. Og Nordea-fonden var hurtig til at støtte projektet, da de mødtes med Ole og så hans tegninger.
”Det er jo vildt rart i dag, at de mange års arbejde med træerne er blevet taget så godt imod. Men det er jeg glad for, at jeg ikke vidste, da vi var i gang. De fleste af mine venner sagde til mig, at det her projekt slet ikke ville have nogen folkelig appel - og det gav mig faktisk en slags frihed til at gøre lige, hvad jeg ville. Der var fred for forventninger, og det, tror jeg, har gjort en positiv forskel - ellers ville det hele sikkert være blevet mindre i forsøget på at gøre det stort,” siger Jens Blendstrup.
Citat fra bogen:
”...Engang imellem lader jeg som om, det er forbi. At besættelsen er ovre. 'Jamen elskede, jeg tænker skam ikke på egetræer mere. Det er long gone'. Men det er som varulve før fuldmåne. Det klør under huden. Jeg ser rødder skyde ud af mine Eccosko. Jeg ser tiden ændre mine timer. Jeg ser livet blive mere solidt. Jeg ser min skygge blive hel.”
Da Ole Lejbach havde tegnet de første træer, fik han konstateret kræft. Dengang boede han i Storkøbenhavn, så når han havde været til behandlinger på Herlev Sygehus, cyklede han ind til sit atelier i midtbyen og sad et par timer og arbejdede med de store tegninger af egetræerne, indtil virkningen af kemoen blev for slem, og han måtte cykle hjem.
”Der var da tidspunkter, hvor jeg tænkte: 'Når jeg overhovedet at opleve slutresultatet?'. Men helt ærligt, så tror jeg, at træerne blev min redning. De blev den gode gamle ven, hvor man stopper op. Hvor der er tid til at tænke. Til bare at være. Og blyanten blev på den måde også bærer af min ydmyghed over for den alder og robusthed, som træerne har.”
I dag er Ole Lejbach rask, og det er ham, der både har tilrettelagt udstillingerne, samlet tegninger og tekster til bogen og sat den op. Som uddannet typograf har han nydt at vælge papir, skrifttype og rækkefølge - og som en ekstra service har han tilføjet Google Earth-koordinater ud for hvert træ, som han og Jens benyttede, når de var på en af deres utallige rejser rundt i landet for at finde egetræer. Nu kan nysgerrige ege-entusiaster selv finde makkerparrets udvalgte træer i de danske skove - og finde ud af, om de hører og ser træerne på samme måde, eller om de finder andre streger og historier gemt bag barken.
Det er Ole, der er logistikeren. Ham, der har ringet til Dendrologisk Forening og fået at vide, hvor træerne gemmer sig. Jens har lagt bil og gps til og har undervejs læst op på de enkelte træers og egnens historie. Og forfatteren, der ellers kan sætte ord på alt lige fra træernes kønsliv til deres politiske holdninger og hemmelige laster, har også oplevet at blive tavs i mødet med skovens kæmper.
”Der er en enorm beroligelse i at gå ud og møde et træ, der har stået lige dér i måske 500 år. Det sætter dit eget liv lidt i perspektiv og gør, at du måske kan slappe lidt mere af i din hverdag - og ikke have så travlt med at skulle nå alt muligt. Jeg oplever det som en særlig andægtighed, der rammer mig, når jeg står der - og det er så fint, at der næsten ikke kan sættes ord på, for så går det i stykker. Det er en følelse, man bare skal have indeni. Derfor er mine tekster heller ikke højtravende eller højstemte. Det kunne meget nemt blive for patetisk. Men det har været vigtigt for mig at give dem en eksistentiel klangbund midt i al min samfundssatire,” fortæller han.
Citat fra bogen:
”Når ege bliver rigtig gamle, forsvinder deres indhold. Selve stammen går ud og rådner. Men grenene kan, i mere end 100 år, blive ved med at gro på erindringen om det træ, der var. Man kalder det for egevrag, fordi de vokser på ruinerne af en telefonbog af tid. Nogle gange slår de op i egens navne med deres krogede fingre. Hansen, Hansen...Mogens Hansen. Cirkusdomptør, telefon eva 333.”
I dag har Ole hentet Jens i hans hjem i Korsør og kørt ham til sit arbejdssted på Hollufgård, tæt ved Odense, hvor der er værksteder, atelierer og gæsteboliger til professionelle kunstnere.
Og det er ikke kun, fordi der kommer en journalist på besøg, at forfatteren med det sorte strittende fuldskæg og billedkunstneren med det mere diskrete og grå skæg har fundet sammen igen.
Inde i atelieret falder sollyset nemlig på en ny samling af kæmpe tegninger. Denne gang er der farver på nogle af dem. Mennesker. Og om lidt også tekst.
Lejbach og Blendstrup er på en ny fælles ekspedition. Men denne gang i menneskenes land. De kalder den ”Gen-færd”.
Jens har opdaget en guldgrube af fortællinger, der ikke er blevet fortalt. På hjemmesiden arkiv.dk ligger gamle fotos af glemte eksistenser, din og min tipoldemor, landsbyens smed og den lokale degn, og man kan søge under både emne, person og sted. Når Jens Blendstrup finder nogle interessante ansigter eller mærkelige billeder, der pirrer hans forfatter-fantasi, sender han dem til Ole, der så vælger ud, blander personerne, fremhæver noget og udelader andet - og sætter dem ind i en helt ny sammenhæng. Så får Jens de nye universer tilbage og kan begynde at give billederne et sprogligt liv også.
”Jeg er vildt fascineret af folk, der er væk. Og på en måde er det jo lidt som med egetræerne: Vi giver liv til de ukendte eksistenser. Samtidig er det helt fantastisk at have fundet et menneske, der er så god at arbejde sammen med - så selvom folk sagde til os, at nu skulle vi nok lige lade op og vente lidt, før vi kastede os ud i noget nyt, så glæder jeg mig bare over, at vi er i gang igen. Det er en gave at være på den her rejse sammen,” siger Jens Blendstrup, mens han kigger fascineret på de store tegninger, han snart skal skrive tekster til.
En mand med bøjet hoved og en hat, der helt skjuler hans ansigt, har en lille pige ved hånden. Hun kigger ud på os med et levende blik, selv om hendes tøj afslører, at hun hører en anden tid til. Hvad er forbindelsen mellem hende og den ældre mand? Hvorfor kigger han ikke ud på os - og hvad laver de nede ved søen?
”Det er også ret unikt, at der er den tillid imellem os. Når jeg sender Jens mine tegninger, giver jeg fuldstændig slip på dem. Så må han skrive det liv frem, han ser. Jeg ser muligvis noget andet. Men det er lige meget, for Jens bringer både humor og alvor ind i billederne, og hans tekster udtrykker for mig et enormt mod, fordi han aldrig skjuler sig. Det gør jeg jo på en måde, inde bag min streg,” siger Ole, mens han lige lægger et par ekstra streger på et kæmpe træ bag pigen og den gamle mand. For selvfølgelig er der lige et træ...
”Jens' umiddelbare kommentar, da jeg viste ham de første af de mine nye tegninger med mennesker, var da også: Ole, de ligner da egetræer.”