Ny bog er et passioneret argument: Luk hjernen, åbn hjertet, og mærk hvad kunsten gør ved dig

Det handler om at åbne hjertet og lukke hjernen for den amerikanske litteraturprofessor Rita Felski, der vil have følelserne tilbage i vores omgang med kunst og kultur. Hendes nye bog, ”Hooked”, er stærkt inspirerende

Det er yderst livgivende at opdage nye kunstnere i en moden alder, som det med et eksempel fra bogen sker for forfatteren Zadie Smith, da hun lytter til Joni Mitchells (på billedet) musik første gang. Og er ”hooked” med det samme. – Foto: Max Morse/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den tidligere direktør for ARoS Jens Erik Sørensen sagde engang, at foran et kunstværk skal man ikke spørge: ”Hvad betyder det?”. Men i stedet spørge og mærke: ”Hvad gør det ved mig?”

Sørensen arbejdede som elektriker, inden han blev museumsdirektør, og måske har det præget hans sanselige frem for intellektuelle tilgang til kunsten. Der er i hvert fald mange fordele forbundet med at gå til kunsten med kroppen frem for med hovedet. Den sanselige tilgang bringer kunsten ned fra soklen, så at sige, så alle kan være med – ikke kun dem, der ved alt om -ismer, teorier og Picassos forskellige perioder.

I bogen ”Hooked” leverer den amerikanske professor Rita Felski nu et passioneret argument for, at man ikke bare skal gå til kunst, men også til musik, bøger og film med følelserne uden på tøjet. Hvis man græder over slutningen på en bog eller griner ad hovedpersonen i en film, skal man ikke slå reaktionen hen som fjollet sentimentalitet eller overfladisk underholdning manipuleret af markedskræfterne, men tage følelsen alvorligt. Det kan jo være, at den følelsesmæssige reaktion siger noget vigtigt om mig som menneske og om det, som kunst kan.

Felski går i sin mættede bog et skridt videre og nedbryder oogså skellet mellem fin- og massekultur. Det er hun ikke den første, der gør, men tænk på debatten om Joy Mogensens (S) musiksmag. Da kulturministeren kom for skade at sige, at en af Absolute Music-pladerne er hendes yndlings, blev det tydeligt, at skellet mellem det høje og det lave skam findes endnu.

Nu er det ikke Felskis mission at sige, at alle kulturformer er lige gode. Kompleksiteten er ikke den samme hos Dua Lipa som hos Dostojevskij, og Wagner er nok stadig med os den dag, Volbeat er glemt, for nu at bruge nogle af de alliterationer, som Felski selv er glad for. Men vi gør os selv en bjørnetjeneste, hvis vi baserer vores forhold til kunst og kultur på overleverede fordomme og konsensus i kultureliten, og ikke kritisk tør spørge, hvad vi selv føler for, og hvordan noget er bedre end andet for netop mig. Det handler om at åbne hjertet og lukke hjernen for en stund.

Og så handler det om, at vi skal være åbne overfor, at vores syn på kunst forandrer sig gennem livet. Kunstværker er noget, vi har en relation til, ligesom venner, og den er aldrig statisk, men i levende forandring. Det kan være trist at sige farvel til en kunstner, man har elsket, som nogle gør for tiden med Woody Allen. Men det kan være livgivende at opdage en ny kunstner senere i livet, som det med et eksempel fra bogen sker for forfatteren Zadie Smith, da hun genbesøger Joni Mitchells musik. Og er ”hooked” med det samme.

Samlet set bringer Felski eksistensen i front i vores omgang med kunst og kultur. Og hun opfordrer læseren af bogen til at tænke over de æstetiske virkemidler i både fin- og massekultur. Hvorfor flokkes vi på dansegulvet til bestemte sange – hvad er det, de kan, og hvordan gør de det? – og hvorfor græder vi til bestemte film?

Felskis ”Hooked” er en bog til tiden, fordi mange under coronanedlukningen har savnet de jævnlige museumsbesøg og de genkommende koncertoplevelser. Nu er det snart tid at vende tilbage til ”kunstens hellige haller” – som hos Felski netop ikke er spor hellige, men oplevelsesrum for kroppe og sanser – og spørge: ”Hvad er det, som kunsten gør ved mig?”

I ”læst udefra” skriver vi om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.

Læs interviewet med Rita Felski her.