Moderne kunst er ikke altid let at forstå. I hvert fald ikke for alle de øjne, der ser den. Det har to nylige episoder vist. Først var det en skulptur af billedhuggeren Ingvar Cronhammar, der i Odense blev forvekslet med skrot og derfor blev offer for en skærebrænder. De seneste uger har øjnene så været rettet mod Aarhus, nærmere bestemt mod den maling, der i kunstens navn har forvandlet Mindeparkens græs fra grønt til rødt. Heller ikke her har det kunstneriske i projektet været indlysende for alle. Den provokation og debat, som malingen har affødt, har derimod været markant.
Det er med til at rejse spørgsmålet om, hvad kunst skal – og måske især, hvad kunst skal, når der er offentlige midler på spil.
Journalisten, debattøren – og aarhusianeren – Mikkel Andersson er blandt dem, malingen har fået til tasterne. I et debatindlæg i Berlingske har han udråbt sig selv som rindalist med reference til lagerforvalteren Peter Rindal fra Kolding, der i 1965 startede en protest mod den nyoprettede Statens Kunstfonds skattefinansierede støtte til moderne kunst.
Referencen til Rindal handler dog ikke så meget om, at Mikkel Andersson har noget imod idéen om kunststøtte, men snarere om, at han ikke synes, at kunsten i dag er tilstrækkeligt folkelig. På trods af, at folket er med til at betale for den.
”Meget moderne kunst er tilstræbt ufolkelig og forholder sig til sine egne referencerammer. Det foregår i lukkede kredse og må helst ikke være folkeligt inddragende, fordi befolkningen helst skal belæres og provokeres af den modernistiske kunst. Jeg synes oprigtigt, at der er noget komisk i, at alle, der kommer forbi den modernistiske rundkørselskunst i Jylland, synes, det er grimt,” siger Mikkel Andersson.
Han ønsker en mere inddragende, folkelig kunst, hvor hovedformålet ikke nødvendigvis er provokation.
”Hvis der er et eller andet værk, der virker provokerende, som en fisk i blender og den slags ting selvfølgelig gør, så er der altid folk, der forsøger at forsvare kunsten ved at sige, at kunstens opgave er at provokere. Det er et lidt infantilt argument, for der er mange ting, der kan provokere, og det behøver ikke at være god kunst af den grund,” siger han.
Debattøren er ikke ene om sin kritik. Billedhuggeren Jens Galschiøt mener, at meget nutidig kunst er elitær.
”Det er lidt blevet sådan, at for at være en god kunstner skal man lave noget, der er uforståeligt for befolkningen,” siger han.
Jens Galschiøt selv laver figurative skulpturer, hvor en spiddet isbjørn og en hjemløs på en bænk kan nævnes som eksempler. Selv kalder han sin kunst for gammeldags i sit udtryk, og han ønsker at lave kunst, som den almindelige borger kan forholde sig til. Men den slags kunst er der ikke rigtigt plads til i dag, mener han.
”Jeg synes generelt, at der ofte er en utrolig arrogance i kunstverdenen. Når folk siger, ’det forstår vi ikke’ om et kunstværk, så kigger kunstnerne på dem og siger, ’det må I selv finde ud af, når nu I er så snotdumme’. Den elitære tilgang er helt okay, hvis man sidder inde i kunstinstitutionens lukrative rammer og eksperimenterer med kunstneriske former og udtryk. Men det er ikke altid okay, når det er ude i det offentlige rum, og det er der, problemet opstår. Arrogancen ødelægger i virkeligheden folks mulighed for at forstå og få kærlighed til kunst,” siger Jens Galschiøt.
Selvom en del af Jens Galschiøts kunst af mange nok opfattes som provokerende i form af sin samfundskritik, skal kunst ifølge ham ikke altid provokere, men tilpasses konteksten og det sted, den opføres.
”I byer rundtomkring i landet får lokalsamfundet kunstværker, de hader, i stedet for kunstværker, de elsker, fordi det kun er én type kunst, der får støtte i dag.” ”Det bedste ville være, at der var meget mere forskelligartet kunst, og at forskellige kunstarter blev set som ligeværdige, så der ikke var noget galt med at lave et ikke-provokerende, smukt maleri af en smuk blomst eller kvinde, men i dag er det næsten umuligt at få støtte til,” siger Jens Galschiøt.
Frederik Stjernfelt, der er professor ved Aalborg Universitet, har sammen med digteren Søren Ulrik Thomsen i en bogudgivelse fra 2005 netop rejst den kritik, at det var definerende for ”den gode kunst”, at den skulle være grænseoverskridende og provokerende. Men sådan forholder det sig ikke længere, mener Frederik Stjernfelt.
”Vi er inde i en periode, hvor kunst kan være mange forskellige ting. Det er langtfra al kunst, der er svær at forstå, og det er langtfra al kunst, der er provokerende. Der findes selvfølgelig kunstværker, som, uanset om de er gode eller dårlige, kræver en forståelse, før vi begriber, hvad kunstneren er ude på. Jeg synes ikke, at det længere er så udbredt et argument, at overskridelse af grænser og provokation er definerende for kunst, som ellers var et stort argument i 1980’erne, 1990’erne og delvist i 00’erne, hvor vi skrev bogen. Overskridelse og krænkelse af tabuer er et værktøj blandt mange andre i den moderne kunstværktøjskasse, og det betyder, at det stadig er et værktøj, som nogle kunstnere gør brug af, men det definerer ikke kunst,” siger han.
Frederik Stjernfelt mener tværtimod, at kunsten er blevet mere forskelligartet.
”Kunstscenen, som jeg kender den, er i dag meget mere pluralistisk, og der findes både letforståelige og uforståelige værker og abstrakte og figurative værker. Både kunstnerne er mere pluralistiske, og folket er mere pluralistisk, da der er mange mennesker, der i dag har et højt uddannelsesniveau og udmærket er i stand til at forstå et kunstværk, og så er der også folk, der har sværere ved at forstå kunst. Cronhammar-skulpturen og malingen i Mindeparken i Aarhus peger i virkeligheden også i to forskellige retninger og viser den pluralistiske kunst. Når noget skal være provokerende, skal det henvende sig til mennesker for at kunne provokere, og det gør malingen helt bevidst, fordi den er placeret et synligt sted, hvor mange mennesker har deres gang. Cronhammar-skulpturen var der ikke mange, som kunne blive provokeret af, før den blev ødelagt. Den er meget klassisk med sin henvisning til antikke søjler og har nærmere stået lidt afsides, og det har måske medvirket til, at den ikke har været genkendelig som kunstværk,” siger Frederik Stjernfelt.
Lotte Philipsen er kunsthistoriker og lektor ved institut for kommunikation og kultur ved Aarhus Universitet. Ifølge hende kan kunst både være vellykket og uforståelig på en og samme gang. Desuden har kunsten altid søgt nye veje, og det er ofte derfor, at den bevæger os som mennesker.
”Engang var man vant til at se oliemalerier, der viste kongefamilier og storladne landskaber, og så skabte det stort drama, da Johan Thomas Lundbye i 1840’erne begyndte at male køer i en kostald, for hvad var det for noget at bringe ind i kunsten? I dag er det den type malerier, der er det traditionelle, og som kan gøre os glade at se og gense, men de ændrer måske ikke noget i os på samme måde, som de gjorde dengang. Når kunst blot bliver vane, mister det en smule af den evne til at give os en æstetisk oplevelse, der faktisk ændrer noget i os, og som er kunstens vigtigste funktion. Det er ikke, fordi kunsten skal provokere, men den skal vise noget på en anden måde og dermed skubbe lidt til os – bevæge os,” siger Lotte Philipsen.
Hun mener dog, at folk kunne være bedre rustet til at værdsætte den moderne kunst.
”Hvor man tidligere vidste, at det var kunst, når man så oliemaling på lærred, så betjener kunsten sig i dag i høj grad af materialer og greb fra vores hverdag, og så opstår spørgsmålet ’er det nu kunst?’, men det kan det sagtens være, når det former en lille del af vores hverdag anderledes og evner at give folk en æstetisk oplevelse og rykke ved deres forståelse af virkeligheden. Når folk synes, det er meget mærkeligt og uforståeligt, at en kunstner maler på noget græs i en park, er det jo netop et udtryk for, at værket bevæger noget i dem og dermed er æstetisk vellykket. Men det ville være fint, hvis uddannelsessystemet og for eksempel kunstudsendelser på tv i højere grad giver folk nogle redskaber til at værdsætte det i kunsten, der undviger rationel forståelse, og som formår at noget rykke i os,” siger Lotte Philipsen.