I ugens løb fik jeg malet mine bogreoler i en grøn farve, som jeg havde fået scannet efter en nuance, der hedder arsenik. Farven blev omsat til en talrække, blandet og smurt på. De første gæster, der så mine nymalede reoler, udbrød: Nå, har du malet 1980’er-grønt?
Tanken om reolerne faldt mig ind, mens jeg gik rundt på ARoS’ flot installerede udstilling ”Tomorrow is the Question”.
Udstillingen handler om noget, verden i forandring, klima i forandring, affald, teknologi og så videre. I kataloget står der blandt andet: ”Udstillingen anlægger på sin vis et post-menneskeligt perspektiv på FN’s menneske-centriske bæredygtighedsspørgsmål.” Hvad skal man mene, når der menes så meget med kunst og om den, og hvad den kan?
Både kunst og morgendagen stiller spørgsmål om planeten og arternes overlevelse. Vores behandling af kloden og måden, vi går til verden på, om vi så er kunstnere eller ej. Vi efterlader aftryk. Der findes sandheder, Gud og mange andre essentielle videnskabelige tematikker. Udstillingen er et opbud af ”internationale” kunstværker, der rører forskellige emner, der er ”omverdensrelaterede”.
På sin vis minder det om en selektion af en stor biennale, og de fleste værker har også været vist rundt omkring de seneste 10 års tid. De mandlige kunstnere, for dem er der en overrepræsentation af, er åbenbart dem, der mener mest og flytter mest rundt på vores opfattelser af verdens tilstand. Jeg savner nogle økohaver på udstillingen, noget håndgribeligt sanseligt, mindre teknologisk orienteret og mindre ”karriere som bekymrings-kunster”-agtigt.
Glæden ved teknologi er dog sine steder fantastisk leveret, blandt andet i Doug Aitkens virkelig smukke og syrede ”New Era”-værk, hvor den første person, der foretog et opkald i en mobiltelefon i det offentlige rum på et gadehjørne i New York City i 1973, er filmet, og filosoferer med sin ”speak” over, om vi alle, ved at kunne være i forbindelse og blive som en enhed også overtager Guds plads?
Videoen er installeret i en spejlsal, et uendelighedsrum. I sidste klip står den gamle mand ved havet og skuer ud over intethedens fylde, der udgør alt det, som er vores fælles ”tomorrow”, som en anden Caspar David Fried-rich, der i sin tid malede sin ”Vandrer over tågehavet”, romantikkens absolutte ikon.
Der er en gennemarbejdet kvalitet i udstillingens udvalg af værker. Og nogle er bedre end andre. Argentinske Tómas Saracenos svævende balloner, der rejser uden brug af fossile brændstoffer, men følger sol, vind og varmestrømme, hænger som store vidunderlige påmindelser om vores fantastiske klodes liv og menneskenes foretagsomhed og vilje til at finde nye veje.
Også japanske teamLab, en kunstnergruppe med angiveligt hundredvis af mennesker, har i deres blomsterrige valdfald af interaktiv installationskunst skabt noget, der ikke er set, siden Yayoi Kusama med færre midler skabte sine uendelighedsrum af spejle, vand, lys og kugler (en permanent installation på kunstmuseet Louisiana).
Det er en oplevelse som i et avanceret eksperimentarium at bevæge sig gennem teamLabs visuelle overdådige projektering. Sensorer sørger for, at de steder, hvor du træder eller tager ophold, snart efter forvandler sig til et farverigt blomsterflor.
Andre værker er tunge i deres symbolik og uforløste fortælleteknik. Det er nok sjældent, at kunstværker, der kombinerer kosmisk baggrundsstråling med truede dyrearter, er særligt appelerende. Nogle kunstnere henvender sig mere til tanken end får forløst sagerne i den visuelle og lydmæssige ramme, der er kunstens normale domæne.
”Tomorrow is the Question” bliver på den måde en meget politisk korrekt slags journalisme i stedet for som hos eksempelvis Doug Aitken at have greb om virkemidlerne. Men som udstilling fungerer sagerne alligevel, man er underholdt og sine steder forført, dog ikke af tematikken.
Det er her, mine bogreoler kommer ind i billedet. Alle mine bøger repræsenterer forskellige kategorier af viden og virkelighed. De udgør en hel verden som et kunstnerisk indhold. Jeg blev forelsket i tanken om, at dette indhold kunne samles i en arsenik-grøn ramme, men min programmør-gæst aflæste bare ”udstillingen” som 1980’er-grøn. Således mangler man i ARoS-udstillingen en tro på, at det ikke bare er navne og temaer, der gør en overbevisende forskel. Rammerne er som i 1980’erne en præsentation og et ”greatest hits”-opbud i ny iscenesættelse.
De fleste af disse kunstnere tilhører fortiden, vi har set dem på den store scene gennem 30-40 år, og de er leveringsdygtige i at stille de rigtige spørgsmål i institutionel kontekst, kunstverdenen. Den tid er forbi. Men åbenbart er det morgendagens spørgsmål i Aarhus.