Prøv avisen

Når kunsten tør røre ved pinsen, rører den ved det ypperste

Orangerøde haletudser daler ned over apostlene i Hosios Lucas-kirken i Grækenland. – Foto: Scanpix

I moderne kirkekunst er pinsen tilsyneladende forsvundet som motiv. Gennem århundreder har kunstnere ellers sat billeder på pinsens ånd med haletudseagtige tunger af ild, apostle i samtale og (efterhånden lidt slidte) duer

Det der med ånd kan være noget ret abstrakt noget.

At en helligånd skulle komme som Jesu stedfortræder og tage bolig på Jorden og i menneskene, er svært at fatte.

Netop derfor har pinsen med al sin mystik været et skattet motiv i tidligere tiders kristen og kirkelig kunst, fortæller Hans Jørgen Frederiksen, der er lektor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet.

”Det er ikke et motiv, man sådan lige støder på i nyere kirkekunst. Men går man tilbage i kunsthistorien ser det helt anderledes ud,” siger han.

En af de første gange pinsen tages under kunstnerisk behandling, er i et berømt skrift i kunsthistorien kaldet Rabbula-evangelierne. Skriftet blev lavet i Syrien i det 6. århundrede og er et af de tidligste kristne manuskripter med billeder. Her er der en tydelig illustration af pinsen, der er bemærkelsesværdig, fordi Jomfru Maria står sammen med apostlene, da Guds ånd kommer til dem, og de forundrede peger mod himlen.”Sådan står der ellers ikke i evangeliet, men det forestillede man sig altså i den tidlige kristne ikonografi,” forklarer Hans Jørgen Frederiksen.

Han fremhæver desuden et andet pinsemotiv i Hosios Lucas-kirken, en klosterkirke i Grækenland, der er fuld af mosaikudsmykninger. Kirken er en ortodoks kirke, og her vil man over alteret kunne finde pinsemotivet placeret et af de vigtigste steder i kirken, kuplen over alteret.

”Det er interessant, at motivet på den måde er i centrum og næsten lader ånden dale ned over os. Der udgår en slags lysrør fra en trone, som daler ned mod de tolv apostle, der er placeret i bunden af kuplen,” forklarer han.

Både i pinsebilledet fra Rabbula-evangelierne og i mosaikken i Hosios Lukas-kirken daler små orange klatter ned over apostlene – tunger af ild.

”Det ligner næsten små orangerøde haletudser,” siger Hans Jørgen Frederiksen.

Ilden er et fundamentalt symbol på Gud. Det ses både i Bibelens fortælling om Elias’ brandoffer, hvor ofret antændes ved ild fra himlen, og i fortællingen om Moses på bjerget og den brændende tornebusk.

”Det er Gud, der taler i forbindelse med ilden,” forklarer han.

Herhjemme i Danmark er pinsen at finde flere steder i kirker rundt omkring i landet. I de såkaldte fattigmandsbibler, Biblia Pauperum, kan man finde træsnit, der behandler pinsen. Og i kalkmalerierne i de danske landsbykirker vil pinsen oftest også være at finde, forklarer Hans Jørgen Frederiksen.

I en række af altertavler og kalkmalerier optræder pinsen gerne som det sidste element i en større cyklus af malerier – for eksempel i Odense Domkirke og i Bellinge Kirke på Fyn.

”Det er en cyklus, som markerer, at her grundlægges kirken. Nu er det fuldendt. Det er motiver, som har været temmelig udbredt engang, og som burde kunne bruges igen,” siger han.

Pinseunderet er ikke det mest fremtrædende motiv i den kristne billedkunst, der hænger på museer verden over, vurderer også Søren Kaspersen, lektor emeritus i kunsthistorie ved Københavns Universitet.

”Hvad angår museerne er det ikke mange prægnante billeder, der dukker op i mit hoved, men Emil Noldes pinsebillede på Staatliche Museen i Berlin og El Grecos på Museo del Prado kan nævnes,” siger han.

Emil Noldes pinsebillede ”Pentecost” fra 1909 viser apostlene i stærke farver med små, lilla bål over hovederne, mens middelaldermaleren El Grecos apostle også har små, hvide haletudser over deres hoveder i hans maleri fra 1596.

Hvad angår kirkekunst i dansk sammenhæng nævner han kalkmalerierne i Undløse og Viskinge Kirker i Nordvestsjælland som eksempler på, at kunstnere før har forsøgt at indfange pinsens ånd.

Anne-Mette Gravgaard, præst i Davids Kirke i København og uddannet kunsthistoriker, mener, at pinsen burde være et mere skattet motiv.

”Det er den fest, hvor Gud ikke trækker sig tilbage, men giver sit nærvær til os. Han har prøvet selv at være menneske og at lære os at kende ham som far – det var ikke særlig nemt. Nu har Jesus gjort det, han skulle, så nu sender Gud sin hellige ånd. Derfor er pinsen også særdeles væsentlig,” siger hun.

Hun peger på den modernistiske billedkunstner Niels Larsen Stevns’ (1864-1941) litografier og Niels Skovgaards (1858-1938) altertavle med pinsedåben i Immanuelskirken i København som pinsemotiver, man kan finde her i Danmark.

Men hun ser først og fremmest mod den ortodokse kirkes ikoner, når hun tænker pinsebilleder. Andrei Rublev (cirka 1360-1430) betragtes som en af den ortodokse kirkes største ikonmalere, og hans pinseikon er en treenighedsikon. Her sidder tre ens personer ved siden af hinanden med en krans af lys om hovedet, og det er interessant, mener Anne-Mette Grav- gaard.

”Jeg kan godt lide fremstillingen i Rublevs treenighedsikon. Det er en meget blufærdig måde at skabe en treenighedsfremstilling på – tre manifestationer af Gud symboliseret ved de tre englemænd, der gæstede Abraham i Mamrelund. Det er ikke Faderen med det lange hvide skæg, Sønnen ved hans side og så en lille helligåndsdue, der flyver over dem, men tre næsten identiske personer,” siger hun.

”Helligåndsduen er naturligvis et symbol, man klart kan aflæse, og som stammer fra Noas Ark, hvor en due fløj med oliebladet. Senere optræder duen igen over Jesu hoved. Det siger mig ikke ret meget. Jeg ved, det er symbol for håb om, at verden igen skal blive grøn og alt det der. Men i virkeligheden handler pinsen om meget mere end håb, den handler om nærvær,” siger hun.

Hun ejer en bog om kristen kunst i Thailand, og i den er pinsen for eksempel fremstillet ved en rundkreds af 12 mennesker, ikke kun mænd, men også kvinder og børn.

”De har alle et lille bål på deres hoveder, som er tændt ved det store bål. Det giver meget mere mening for mig. Jeg forstår pinsen som det, at apostlene virkelig forstår budskabet. Og når mennesker virkelig forstår noget og gerne vil kommunikere det ud, så kan de også.”

Pinsen er i det hele taget en fest, der handler om, at der endelig kom ”hul igennem”, mener hun.

”Man kan kalde den kirkens fødselsdag, men det er næsten for lidt. For i virkeligheden er det jo her, treenigheden bliver en realitet, og Gud for alvor ’går i’ os mennesker.”

Der ligger en klar opgave for den ny kirkekunst i at begynde at forhold sig til pinsens mystik og metafysik, mener Hans Jørgen Frederiksen.

”Folk synes ofte, det bliver noget føleri, alt det, der handler om ånd. Derfor kan jeg godt forstå, at man som kunstner er forbeholden over for at skulle tolke pinsen. Men ånden skal jo kendes på sine frugter, så man kunne jo forholde sig til, hvad den afstedkommer. I gamle billeder ser man ofte, at i forlængelse af at ånden udgydes, stiller apostlene sig op og taler med alle verdens folkeslag. Pinsen gjorde, at selvom man talte forskellige sprog, så forstod man, hvad der blev sagt. Så man kunne jo vise de mange folkeslag i verden, der hører apostlene tale. Og pludselig forstår Guds ord,” siger han.

Selv er han dog mere til en fremstilling, der er abstrakt, for eksempel Jørn Larsens (1926-2004) enkle og nonfigurative udsmykning af den gamle kirke i Jelling. Vinduerne i kirken er et godt eksempel på, at ånden sagtens kan fremstilles kunstnerisk uden at være en due med en oliegren, mener Hans Jørgen Frederiksen.

”Når det orangerøde lys skinner ind i bygningen, får man associationer til guddommelig ånd.”