Når legen bliver alvor

Intimt følsom, men også lidt atmosfæreforladt filmatisering af Hjalmar Söderbergs klassiker ”Den alvorlige leg”

Sverrir Gudnason og Karin Franz Körlof som de fortabte elskede Arvid og Lydia i Pernilla Augusts kultiverede filmatisering af Hjalmar Söderbergs roman ”Den alvorsfulde leg”. –
Sverrir Gudnason og Karin Franz Körlof som de fortabte elskede Arvid og Lydia i Pernilla Augusts kultiverede filmatisering af Hjalmar Söderbergs roman ”Den alvorsfulde leg”. – . Foto: Camera Film.

Hjalmar Söderberg (1869-1941) er en af Sveriges helt store forfattere omkring år 1900, hvad der ikke siger så lidt. Ingen har skildret Stockholm med så stemt en følelse som han, og ingen har skildret uforløst maskulint begær som han.

Söderberg er en fornem stilist og sædeskildrer i ånden fra store franske forfattere som Flaubert, Balzac og de Maupassant.

Alle hans romaner handler om det, som Flaubert med bittersød sarkasme kaldte for ”følelsernes opdragelse”, forstået således, at mennesket – in casu manden – skal lære at spille spillet i storbyens sociale netværk og ikke mindst mellem kønnene. Han skal lære ikke at lade sig forføre af sine følelser og sit begær og ikke at skilte alt for tydeligt med sin sociale ambition om at få en plads i samfundet.

Alle Söderbergs romaner fra debuten ”Forvildelser” (1895) til sædeskildringen ”Den alvorlige leg” (1912) handler om mænd, der forsøger at tage deres liv på sig og udvise en form for beslutsomhed, men alligevel ender med at blive ofre for deres begær og paradoksale romantiske idé om ikke at realisere det almene, men det exceptionelle. Berømt er Söderberg for sentensen fra dramaet ”Gertrud” (1906): ”Jeg tror på kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed”, der nærmest er blevet et bon mot for den flanerende dekadence i hans sekelskifte skrifter.

Söderberg er melankolsk, men ikke sentimental, han er illusionsløs, men lidenskabelig, resigneret, men stærk, sekulær, men passioneret, alene, men empatisk, distant, men nærværende. Som romanforfatter og essayist er han en udpræget betragter, der formår at skildre skønheden og smerten i det Stockholm, han i 1917 valgte at forlade, for i stedet at bosætte sig i København, hvor et af hans danske forbilleder, Herman Bang, jo havde huseret.

Flere af Hjalmar Söderbergs romaner er blevet filmatiseret op igennem det 20. århundrede, ikke mindst fordi, de er så anskuelige i deres intrikate følsomhed og så eksemplarisk strukturerede som fortællinger. Det gælder også ”Den alvorlige leg”, der er blevet transformeret til det store lærred i henholdsvis 1945 og 1977 og aktuelt i 2016 af Pernilla August med dagens premiere under titlen ”Den alvorsfulde leg”.

Historien om den unge skribent Arvid Stjärnblom, der i årevis sværmer for sin ungdoms kærlighed, kunstnerdatteren Lydia, men vælger at gifte sig og stifte familie med entreprenørens datter, Dagmar, er et af Söderbergs mange eksempler på en mand, der forsøger at realisere ”det vidunderlige”, men hænger fast i det almindelige.

Arvid Stjärnblom er en typisk Söderbergsk mand. I romanen står der om ham, at han ikke er uden selvfølelse, men han er uden selvtillid. Han stræber efter, hvad han tror, er lykken, men savner styrke til at realisere den.

Romanen er en bred sædeskildring og nøgleroman i tidens franske stil. Arvid Stjärnblom fra Värmlands provins slår sig igennem i hovedstaden på avisen ”Nationalbladet” som kritiker, journalist og redaktør. Af samme grund følger romanen tidens nyhedstrøm med et væld af datidens aktuelle historiske begivenheder og personer som diskussionsemner, ligesom romanen med vid og sarkasme skildrer det flimrende og flirtende sociale liv i byens offentlige rum med selskabelighed, operaforestillinger og whiskytoddyer i lædersofaerne på Rydbergs.

Hele epokens tidsbillede anno 1890-1910 danner klangbund for den kærlighed mellem Arvid og Lydia, som de begge i en vis forstand kommer for sent til. Arvid og Lydia forsøger at realisere det ”vidunderlige” på et tidspunkt, hvor de begge er bundne i ægteskaber og har stiftet familier. Begge forsøger at lege den uforpligtende leg med følelser og begær, som deres ”opdragelse” i det dekadente Stockholm tilsiger dem. Men legen bliver, som romanens titel tilsiger, alvorlig, og derfor ikke længere en illusionistisk drøm om den store passion, men reelt en tragedie. Da beslutningen tages om at give begæret forrang, er det reelt ikke muligt at forløse længere.

Pernilla August og manuskriptforfatter Lone Scherfig har valgt at skære det meste af tids-koloritten og det mangfoldige persongalleri fra og koncentrere fortællingen om det følelsesmæssige melodrama mellem Arvid og Lydia, spillet glimrende af henholdsvis Sverrir Gudnason og Karin Franz Körlof. De har også givet plads til de svegne ægtefæller Dagmar og Roslin, spillet henholdsvis hjerteskærende godt af Liv Mjönes og djælveblændt af Sven Nordin.

Samtidig har instruktør og manuskriptforfatter også gjort Arvid Stjärnbloms rejse til en klasserejse fra det nøjsomme Värmland til det nydelsessyge Stockholm og dermed understreget hans usikkerhed og afmagt ved alt det nye i den moderne forføreriske verden.

Klare og kloge valg, der imidlertid fjerner det meste af legen fra fortællingen, for i stedet at koncentrere historien om melodramaet, selve kammerspillets intime følelse mellem to mennesker, der dybest ikke kan få hinanden. Men så skal det følelsesmæssige også lykkes, og romanens essentielle replikker mærkes som nålestik i hjertet! Det sker kun delvis. Pernilla August er en mester i skildringen af det blufærdige intime nærvær. ”Den alvorsfulde leg” er i de bedste filmiske øjeblikke en slags berøringens ABC, hvor Arvid og Lydia diskret rører ved hinanden og sender hinanden dybe blikke.

De spiller følelsesmæssigt firhændigt. Men selve deres passion brænder aldrig rigtig igennem, og dermed heller ikke det, som skulle begrunde deres desperate valg med opbrud, skilsmisser, sorg og isnende had. Forelskelsen, der skulle gøre de to blinde for, hvad de har, og dermed risikerer at miste, bliver aldrig rigtigt synlig i filmens let patinerede, sært både emotionelt og topografisk neutrale og afblegede univers.

Der er noget atmosfæreforladt over ”Den alvorsfulde leg”. Hverken den ydre skærgård eller det indre Stockholm føjer sig om Arvid og Lydias umulige kærlighed som et plausibelt, endsige æggende og frisættende miljø. Og redaktionsmiljøet på ”Nationalbladet” er provinsielt småtskåret skildret i forhold til romanens frisindede og kyniske bohememiljø. Filmen bliver for nydeligt antikveret. Karismatiske Michael Nyqvist stjæler billedet i rollen som Arvids redaktionschef og moralske mentor Markel. Det er ham, der har såvel romanens som filmens centrale replik: Som menneske har man ikke noget valg, men er underlagt skæbnen. Og skæbnen giver og tager det hele!

Tematisk har filmen intelligent fat i romanens centrale skisma mellem på den ene side det personlige valg og på den anden side skæbnen, dette at mennesket reelt intet vælger, men er prisgivet vilkårligheden, tilfældigheden og sociale magtrelationer ude af kontrol. Arvid og Lydia lider under illusionen af, at de hver især kan vælge, hvornår de vil realisere deres passion. I stedet vælger skæbnen for dem, og de bliver magtesløse. Som ung vil Arvid ikke gifte sig med Lydia. Det er hans valg.

I stedet gifter hun sig til anden side. Som ældre vælger Arvid at give sig hen til Lydia. Det er hans valg. I stedet mister han alt det dyrebare, han har bygget op. Dagmar er inkarnationen af dette, sårbar, sødmefuld, umiddelbar og fortvivlet. Både Arvid og Lydia tror, at de kan vælge lykken til, men mister den i stedet. Det er skæbnen, Söderbergs bitre frugt.

Berøringerne er så fine i Pernilla Augusts film, men begæret har forputtet sig i tusmørket ved Johannes Kyrkan oppe på Brunkeberg i det centrale Stockholm. Det er her, Arvid står gang på gang som på fristelsens bjerg – som andre af Hjalmar Söderbergs bejlere – og kigger op mod den separerede Lydias lille elskovshybel og de to lys i vinduet.

I romanen sker det, at Lydias to lys en aften bliver borte for Arvids blik, fordi hun har skaffet sig rullegardiner. Og rullet dem ned! Både mentalt og filmisk er det som om, Lydias rullegardiner aldrig rigtig er blevet rullet op i Pernilla Augusts kultiverede omgang med klassikeren. ”Den alvorsfulde leg” bliver mere illustrativ end indlevet.

4 stjerner