Frodigheden i aktuel norsk skønlitteratur er overvældende. Tidligere på måneden bestod hele lørdagens Bøger&Kultur-sektion af artikler om nye norske bøger, men dermed er emnet ikke udtømt. Langtfra. Tag bare denne nye roman af Monica Isakstuen, født 1976 og bosat i Fredrikstad. Hudløst ærligt og frygtløst eksperimenterende går den ind i tidens skilsmissedebat og skildrer en families opbrud set fra kvindens synspunkt – den kvinde, som vælger at forlade mand og toårigt barn uden nogen ydre anledning.
Bliver Karen, som kvinden hedder, ”ramt af ingenting”, som danske Ida Jessens skilsmisseroman hedder? Hun ligner Solvej fra ”Børnene”, en anden af Jessens romaner, som også forlader mand og lille datter, fordi hun vil noget andet, noget mere, noget vildere, noget uvist. Eller hvad? Man vil så gerne have svar i skilsmisser, men de enkle svar gives næsten aldrig i relationen mor, far, barn. Heller ikke i denne roman. Isakstuen er selv fraskilt og vandt med ”Vær god ved dyrene” i 2016 Norges største litteraturpris, Brageprisen.
Isakstuen skiller sig ud fra andre samtidsforfattere ved at inkorporere bibelske passager og nytestamentligt billedsprog i sin roman, der er hendes første på dansk. Eksempelvis får Karen af socialforvaltningen på kommunen at vide, da skilsmissen er gået igennem, og aftalerne om samvær er lavet, at de offentligt ansatte terapeuter har lavet en lille Paulus-klingende tekst, som de nu adskilte forældre bør lægge sig på sinde:
”Så bliver de stående, disse tre: mor, far og barnet. Men størst af alt er barnet.”
Et andet sted bringer forfatteren en parafrase af kong Salomon-historien om de to kvinder, der bærer en lille dreng frem for kongen og begge hævder, at barnet er deres. Kongen træffer herefter sin berømte salomoniske løsning, som Isakstuen fantastisk fint skriver ind i sin egen historie.
Et tredje sted pointeres det, at Karens og den navnløse fars datter ikke tilfældigt hedder Anna, for det kommer af det hebraiske palindrom Hannah, der betyder gunst eller nåde. Under hele den kompakte og besnærende roman ligger til overflod Juleevangeliet. Karen overvejer mange gange, hvordan den første jul uden datteren Anna skal holdes, og Karens mor er ikke sen til at minde om, hvordan Karen med sin beslutning har brudt med en i vestlig kultur meget stærk forestilling om, hvordan en rigtig familie skal være: En far, en mor og et barn i en fremmed egn – hvadenten denne fremmede egn så er en stald i Betlehem eller en moderne sekulær norsk urban forstadstilværelse.
Karen er den første til smerteligt at føle skylden over at have brudt en familie op og dermed forbrudt sig mod en organisering af samliv, der går årtusinder tilbage. Dette er ikke en fejring af de frie liv som single; tværtimod fastholder ”Vær god ved dyrene” den næsten diabolske dobbelthed i at ville være fri og samtidig hade sin frihed samt erkendelsen af den ufrihed, man med sit valg sætter sine omgivelser i.
Karens brudte liv får en adækvat form i romanens brudte stil. Korte sider med poetiske kvaliteter, spring i tid og sted, men dog med en fremadskridende udvikling. Fra beslutningen om at pakke kasserne og flytte til en form for normalt singleliv nogle år efter og en etableret deleordning med eksmanden. Her kommer et langt citat, der viser noget centralt om Isakstuens perle af en roman.
Karen husker tilbage på den første tid lige efter Annas fødsel og et møde med sin mand en dag i hans frokostpause, mens Karen var på barsel:
”Jeg husker os på bænken, vi snakkede om noget, der optog vores tanker, eller måske kommenterede vi et forbipasserende menneske eller en bil, det hændte, at vi lo, jeg tror, jeg kan sige, at vi havde det fint. Repræsenterer disse minder gode øjeblikke? Set gennem bruddets filter, var der i virkeligheden ikke noget forstilt eller anspændt over de samtaler, vi havde der, på bænke, altså også der, som alle andre steder, hos venner, i sofaen, i sengen, var der ikke noget, der skurrede, havde jeg ikke ofte denne voksende følelse af, at jeg indrettede, justerede, tilpassede mig, eller var det ham, der tilpassede sig, ham, der lod sig justere, til frustrationen steg og brusede i os begge, til dørene smækkede og skufferne smældede, hvor tog vi det fra, hvorfor stoppede vi det ikke, og hvis et forhold kan sammenlignes med et bygningskelet, noget, der bygges over tid: Hvorfor blev væggene ikke stående der, som noget vi kunne læne os ind mod, hvorfor åbnede vinduerne sig og klaprede, hvorfor lukkede dørene sig ikke, hvorfor blev vi ikke holdt fast...”.
”Hvorfor blev vi ikke holdt fast?”, står der. Er det det moderne menneskes bøn, en Jobs-anklage mod en tavs Gud, et råb om vertikalitet i en flad, horisontal verden? En bøn om at blive holdt fast nu, hvor de to tidligere elskende ikke selv kan holde fast i hinanden og glider væk?
Isakstuen mere end antyder, at der er sådan, det forholder sig, og det gør hendes roman så anderledes og dragende. Her er ingen nemme svar. Men det betyder ikke, at det hele er op til læseren selv, og at romanen bare stiller spørgsmål. Den mere end antyder, at også det moderne, verdslige menneske er indfældet i en kulturel orden, som man ikke – ja, ustraffet lyder så gammeltestamentligt, men Karen bliver faktisk straffet – bryder med. ”Far, mor og børn-konstellationen” er ingen harmoni, men far, mor og 7-7-deleordning er heller ingen værdig afløser for en struktur, der trods alt har en del flere år på bagen.
De store spørgsmål og det lille liv med ”søstre, sørlandssomre, skovsnegle, skilsmissesorg”, som der står et sted, blandes i denne roman, der bør få mange læsere. Både i kraft af sine egne kvaliteter og som udtryk for den aktuelle strøm af skønlitteratur fra Norge på et meget højt niveau.