Tysk sociolog: Når livet er som at løbe op ad en rulletrappe, der er nedadkørende

Den verdensberømte tyske sociolog Hartmut Rosas nye bog på dansk er relevant for alle dem, der undrer sig over den moderne eksistens

Det er en begivenhed, at Hartmut Rosas (født 1965) ”Resonans” nu udkommer på dansk. – Foto: Lars Aarø/Fokus.
Det er en begivenhed, at Hartmut Rosas (født 1965) ”Resonans” nu udkommer på dansk. – Foto: Lars Aarø/Fokus.

Hvis du synes, at alting går for hurtigt, verden bare drøner af sted, og alle har for travlt, så er det ikke forkert, der er videnskabeligt belæg. Højhastighed er et vilkår i vores epoke, senmoderniteten, uden at vi bliver klogere af den grund. Alt forandrer sig løbende, det førerløse fremskridtstog accelererer mod ukendte, truende fremtider – fremad, fremad, fremad! – og fanden tager dem, der falder af i farten.

En af dem, der mest indgående har forholdt sig til konsekvenserne af det vilkår, er en 55-årig tysk sociolog, Hartmut Rosa, professor ved universitetet i Jena i det gamle Østtyskland, sociologisk set arvtager til Frankfurterskolens koryfæer, Adorno, Habermas og Honneth. I modsætning til dem er han ret klar i mælet. ”Moderniteten er”, som han for nylig beskrev det i et interview, ”som at løbe op ad en nedadkørende rulletrappe.”

I 2013 udgav han sammenfatningen ”Beschleunigung und Entfremdung” – på dansk i 2014, af en eller anden grund med omvendt titel: ”Fremmedgørelse og acceleration” (Hans Reitzels Forlag) – hvor han uddybede de fremmedgørende aspekter ved den moderne hast.

Han beskrev, på hvilken måde den strukturelle accelerationstvang fører til fremmedgørelse over for de rum, vi opholder os i, de mennesker og ting, vi står i forhold til, med de erfaringer, vi ikke længere helt formår at tilegne os, og sluttelig over for os selv.

I denne nye bog, ”Resonans”, er udgangspunktet ”den overbevisning, at kvaliteten af det menneskelige liv (og de sociale forhold) ikke bare kan måles på de muligheder og ressourcer, der står til rådighed, men behøver en undersøgelse af arten af det verdensforhold eller den verdensrelation, som er formativ for dette liv”.

Vi halser efter vores eget liv. Hvad er løsningen? Hastighed fører til fremmedgørelse, men langsomhed er ingen løsning, mener Rosa. Derfor blev han også noget træt i ansigtet, da tyske aviser ved udgivelsen af ”Fremmedgørelse og acceleration” udnævnte ham til ”deaccelerations-guru”, for dét står han slet ikke for. Det går ikke at sætte hastigheden ned, eller at verden bremser op. Det ville bare ende i en økonomisk katastrofe. Et interessant udsagn i disse coronatider, hvor farten faktisk er sat ned, og vi stadig venter på braget!

Hvor man kan definere fremmedgørelse som ”relationsløs relation” til verden, må løsningen være at etablere en ikke-fremmedgørende relation til den. Den tanke førte Rosa til den nye bog, og hvis man er en ambitiøs sociolog, gælder det om at finde et nyt, slående begreb, og det fandt Rosa: resonans.

Begrebet er hentet i fysikken, hvor det refererer til to systemer, der går i svingninger med hinanden. Der er det noget akustisk, hvor noget klinger, noget andet svinger med – i samklang, ikke som ekko. Sociologisk handler det om et sådant samspil mellem subjekt og verden. Resonans bliver i bogen snarere eksemplificeret end just defineret.

Ifølge Rosa har vor epokes privatisering af ”det gode liv” gjort dette spørgsmål til tabu i den sociologiske diskussion: ”Jeg bestemmer selv, hvad det gode liv er for mig”, som en floskel siger. Det fører til, at vi bliver ufattelig mulighedsorienterede, det er altid bedre med flere ressourcer end færre. Men når der ikke findes et klart eksempel på det gode liv – eller der måske er for mange – så ender man med bare at akkumulere muligheder og ressourcer og når aldrig til selve realiseringen af et godt liv.

Alle ”forfølger lykken”, som det hedder ifølge den amerikanske uafhængighedserklæring. Vi gør det hver især, hvor meget ”hver især” havde de nok ingen anelse om, forfatningens fædre.

”Folk siger: ’Sidst stemte jeg konservativt, men måske stemmer jeg socialistisk næste gang. Lige nu praktiserer jeg zenbuddhisme, men det betyder ikke, at jeg er buddhist. Lige nu bor jeg med Martha, men måske ændrer jeg partner i fremtiden. Lige nu bor jeg i Aarhus, men måske flytter jeg til København,’” som Rosa har eksemplificeret det i et nyligt interview med mediet Zetland.

Bogen er et forsøg på, fra sociologisk vinkel og på solid empirisk basis, at nærme sig et svar på, hvad et vellykket liv er, ud over at det føles rart. Det er hans tese, at det handler om kvaliteten af ens forhold til verden, hvordan man bringer sig til at resonere med den.

Her hersker der selvbestemmelse, men historisk også begrænsninger, sat af fornuften, naturen og hensynet til det almene. I den moderne epoke synes selvbestemmelse (”etisk autonomi”) at gå grassat, der er mindre respekt for grænserne. Autenticitet er i højsædet: Hvert menneske har sin helt egen målestok, jævnfør identitetspolitikken.

Rosa vil erstatte en søgen efter autenticitet, ”hvad der er lige mig”, med en søgen efter at genfinde resonansen. Han fremstiller en systematik for, hvordan det skal foregå.

Første del af bogen handler om de grundlæggende kategorier: Hvad er verden, hvad er et subjekt, hvad betyder kroppen som betingelse, hvad er fremmedgørelse, hvad er resonans.

Anden del drejer sig om såkaldt varige resonante relationer, som Rosa ser som sfærer og akser. Resonansakserne er ”horisontale”: familie, venskab og politik; ”diagonale”: subjektets forhold til ting, skole og arbejde. Og ”vertikale”: de sfærer, hvor verden får helhedsstemme og taler til den enkelte: naturen, kunsten, historien og religionen. Disse resonansakser ser Rosa som alvorligt svækkede i moderniteten.

Tredje del tager fat på vores definerende angst for tab af resonansakser, for at verden vil forstumme, vores voksende resonanslængsel, parret med stigende resonanssensibilitet.

I fjerde del udvikler Rosa ”en kritisk teori om verdensforhold som kritik af resonansforholdene”. Først når man ser vor tids krisetendenser gennem et prisme af resonans, forstår man sammenhængen mellem dem.

”Økokrisens” kerne er ikke, at vi ikke omgås naturressourcer fornuftigt, men at vi mister naturen som resonanssfære, når vi kun ser den som ressource.

”Demokratikrisens” kerne er ikke, at politikken ikke ”leverer varen” eller tager hensyn til de forskellige interesser, men at den ikke længere taler til borgerne, ikke længere er en aktiv resonanssfære.

Tidens ”psykokrise” hænger sammen med det samlede tab af for individet grundlæggende resonansakser. For den derved udbrændte eller depressive bliver ”verden og følgelig også hans eget selv koldt, dødt, blegt, tomt og stumt, han lider af et tab af resonansmuligheder, der gennemtrænger alle livssfærer”.

Der hersker i moderniteten en kombineret hjem- og udlængsel, tilsammen en søgen efter det sted, ”hvor tingene taler til os og siger os noget”. Vi er rundet af både en grundangst for tabet og et grundløfte om resonans, arvinger af romantikkens særlige resonanssensibilitet, hvor ”hjem” bliver en overvindelse af fremmedgørelsen.

Resonans er hos Rosa både et deskriptivt (hvordan det er) og et normativt (hvordan det bør være) begreb, og han er afgjort mest interessant i det deskriptivt diagnostiske. Når det handler om, hvordan det gode samfund tilvejebringes, er det venstrefløjens gamle øg, der trækkes af stalden: Vækstsamfundet skal tæmmes, borgerløn indføres, finansieret gennem en substantiel arveafgift som hos Piketty. Blot er det svært at fornemme et fælles handlingsperspektiv i det hele, det er så udpræget den enkelte, det handler om, og hvad individet vil og kan udrette med resonanstabet, må individet selv finde ud af. Men begynd i dag! – mener Rosa.

Det er ikke en selvhjælpsbog, en terapeutisk orienteret fremstilling af ”det gode liv” i 10 trin, ikke noget med ”gode vibrationer”. Bogen er relevant for den, der undrer sig over den moderne eksistens. Meget at være enig og uenig i. ”Tankevækkende” er et i anmeldelser ofte misbrugt ord, her passer det. Rosa skriver grundigt og langt, men forbilledligt klart, godt hjulpet af en fin oversættelse (tilsat germanismer) af Peter Tudvad.

Det er en begivenhed, at dette store arbejde kommer på dansk. I vores trang til at tilegne os flere ressourcer og holde muligheder åbne, frem for at søge resonans, har de fleste af os sikkert mange flere bøger stående, end vi nogensinde får læst.

Denne bør ikke sættes til at dø blandt dem.

Læs eller genlæs Kristeligt Dagblads to interview med Hartmut Rosa her - og her.