Indimellem rammer virkeligheden med stor brutalitet. Ulykker, alvorlig sygdom og uventede dødsfald er nogle af de prøvelser, som får mennesker til at overveje meningen med livet. I sit klassiske værk ”Psykologi og eksistens” skriver Viktor Frankl meget fint om det sidste, at ”Hvert menneske bliver spurgt af livet, og det kan kun svare livet ved at svare for sit eget liv.” Det er kort fortalt, hvad Tina Månssons fornemme debutroman kredser om. Mennesker, som bliver udsat for så store eksistentielle udfordringer, at de på den ene eller anden måde må svare for deres eget liv for at finde mening med det hele.
Romanen består af en lang række korte og præ
gnante novelleprægede fortællinger om livet på Tuse Næs, som det så ud eller kunne have set ud for mange år siden. Med afsæt i en fortidig virkelighed i et lille landbosamfund åbner Tina Månsson med sit klare og alligevel poetiske prosasprog op for en fiktiv verden fuld af sorg, omsorg og uforløst længsel. Man møder et mindre antal mennesker i vidt forskellige livs- situationer, som nærmest umærkeligt bindes sammen i det overordnede kollektive forløb.
Fortællesituationen tiltrækker sig særlig opmærksomhed. Det hele berettes nemlig af en gruppe døende ældre, der har indhøstet historierne gennem deres lange liv i det lille samfund. Ved første øjekast kan den konstruktion godt virke en anelse kunstig, men man skal ikke langt ind i romanen, før man læser overbevist med.
En af de fortællinger, som gør allerstørst indtryk, er den om en lille pige, der vokser op på et børnehjem, hvor hun er blevet efterladt som spæd. Mange af børnene på hjemmet drømmer om en mor. De leger indimellem, at de har en mor, som går en tur med dem og holder dem i hånden. Den lille pige, som fortællingen følger, reagerer dog anderledes. Hun finder en anden mening i savnet. Hun leder aktivt efter sin ukendte mor overalt på børnehjemmet og ude i lokalsamfundet, hvor hun indimellem færdes. ”Har DU set min mor?” er et af hendes tilbagevendende spørgsmål til de mennesker, hun møder. Den lille piges jagt på sin mor virker håbløs, men pludselig sker der faktisk noget. For en dag henvender en kvinde sig til de ansatte på børnehjemmet. Pigen har spurgt hende. Og kvinden ved faktisk, hvem moderen er.
Den lille fortælling er typisk for romanen. En begivenhed indtræffer for et menneske, når det allermindst venter det, og griber ændrende ind i dets liv. Det fremkalder så igen et akut behov for en ny forståelse af tilværelsen for den eller de involverede. Et tilsvarende forløb finder man for eksempel også i fortællingen om Klara, som venter barn med Thorleif, der intensiverer sit drikkeri ved udsigten til at blive far. Det er, som det hedder et sted i bogen, en fortælling om hændelser, der ”er for store til at kunne tilgives, mens vi er i live, men for små til at holde os adskilte i den kolde jord”. Uden at afsløre alt for meget kan det siges, at man ikke nødvendigvis kan forvente sig lykkelige slutninger.
Det er berigende at læse Tina Månssons debutroman. Forfatterens sprog, fortælle-stil og informationsøkonomi er præget af stort raffinement. Hertil lægger sig nuanceret psykologisk indsigt. Man fascineres og bevæges, når Tina Månsson udfolder sine karakterers bestræbelser på at finde mening i de prøvelser, som livet stiller dem over for.