”Tysklandsarbejderen Frederiks valg”, har Linda Lassen kaldt sin nye roman. Det er dog i høj grad et spørgsmål, hvor meget han selv vælger. Snarere er det livet, der vælger for ham – i den forstand at han lader sig dirigere af omstændighederne. ”Det er mit vankelmod, der ødelægger,” erkender han hen imod slutningen.
Da han under Anden Verdenskrig har taget arbejde i Tyskland, melder han sig ind i DNSAP. Ikke fordi han er nazist, men ud fra en forestilling om, at det er bedst ikke at skille sig ud. På et tidspunkt indser han, at han bør trække sig, men uden at tage sig sammen til at få det gjort. Medlemskabet giver ham problemer efter befrielsen, han arresteres, men sigtes ikke.
Med Frederik har Linda Lassen skabt et troværdigt portræt af en sympatisk og følsom, men svag mand, der har svært ved at finde sig til rette i tilværelsen. Han kan både tegne og synge og har det godt med det, men hans kreative evner er mest bare et beskedent forsonende element i en barsk verden.
En af de øvrige personer har denne træffende bemærkning til ham: ”Du står ikke så fast; du flyder, søger efter noget, du mistede engang. Du har det svært, fordi du er blevet fjernet fra de elementer, der er dine: vandet og luften.”
Romanen, der strækker sig over mange år, fra 1905 til 1967, er medlevende og engagerende hverdagsrealisme, uden stilistiske falbelader. For Linda Lassen er personskildringen og tidsatmosfæren hovedsdagen. Hendes prosa er enkel og tæt.
Historien begynder på Als, hvor Frederik vokser op. I forbindelse med afstemningen forud for Genforeningen i 1920 mener hans far, at det er bedre at støtte det store Tyskland end det lille Danmark. Frederik ved ikke rigtig, hvad han selv mener – og det inter-esserer ham vist heller ikke så meget.
Han gifter sig med den anderledes handlekraftige Maren, får fire børn og etablerer sig med bagerforretning på Fyn, men slås ud af 1930’ernes økonomiske krise og må som trængt forsørger hutle sig igennem.
Da han bliver tilbudt arbejde i Tyskland, opfatter han det egentlig ikke, som om han stilles over for et valg. For hvad kan han andet end at gribe en chance, som han ellers ikke kan regne med at få? Den beslutning, som virkeligheden overtaler ham til at tage, får imidlertid vidtrækende konsekvenser – for Frederik og hans liv, men også for romanen.
Krigen kommer tæt på. Frederik, der ellers ikke er religiøs, beder til Gud – ikke om overlevelse eller fred, ”så langt troede han ikke en eventuel guds magt strakte sig”. Nej, han beder om en nats søvn. ”Bare én nat, så han kunne mærke, hvad det ville sige ikke at være træt indtil døden.”
Og igen vælger omstændighederne for ham. Under bombardementet af Kiel søger han og en pige sammen, drevet af deres fælles nød og desperation, i en kirke midt i det eksploderende ragnarok: ”Foran den korsfæstede Jesus lå de så tæt, at angsten et øjeblik ingen plads kunne få. Der var kun dette nu, denne lyst, dette liv.”
Pigen bliver gravid, viser det sig. Og i den sidste og gennemgående mindst intense del af romanen bliver hun, Fridde, en central person.
Vi følger hendes liv gennem den dagbog, hun betror sig til. Meget har hun imod sig, men hun kæmper sig frem til en lysning: bliver student og håber på en fremtid som journalist.
Af hensyn til sit ægteskab har Frederik undgået direkte kontakt med Fridde. Og vi skal helt frem til sommeren 1967, før de endelig mødes. Det sker i en nøgternt og smukt beskrevet scene, der siger ganske meget om den forhenværende tysklandsarbejder. Datterens spørgsmål om, hvorvidt han igen vil afvise hende, besvarer han på denne måde:
”Nej, men jeg kan ikke både tage imod dig og holde mig til en sandhed, der vil ødelægge alt for meget.” Som det videre hedder: Måske er sandheden enkel, men livet er det ikke.
”Han måtte hjem,” lyder romanens sidste sætning. Og med den træffer Frederik et valg, som han personligt kan stå inde for: Han må være, hvor han hører til. Men er det enkelt for ham? Vi kan kun gisne.8