En hed, tør og tordenlummer augustdag viser der sig en ny stjerne på himlen over Bergen på Norges vestkyst. Herefter er intet mere helt det samme i Karl Ove Knausgårds ny roman ”Morgenstjernen”. Fordi både naturen, mennesket og, som en syntese heraf, menneskenaturen, sættes i skred på en måde, der både er forjættende og forbandet.
I den vestlige kulturkreds er nye stjerner blevet tillagt en vidtrækkende betydning. Særligt to nye stjerner på firmamentet har haft en skelsættende virkning: nemlig stjernen over Betlehem for 2020 år siden, og stjernen astronomen Tycho Brahe så på nattehimlen i november 1572 og døbte De Nova Stella. Med stjernen over Betlehem blev kimen lagt til kristendommen, hvis virkningshistorie fortsat er fuldkommen uomgængelig, og med Tycho Brahes banebrydende opdagelse af en ny stjerne blev forestillingen om et statisk verdensbillede afløst af et dynamisk.
Det er disse to helt afgørende skred i såvel menneskets religiøse som naturvidenskabelige erkendelse, Karl Ove Knausgård tematiserer i ”Morgenstjernen”. Her bryder en nutidig norsk normalverden sammen, og ”alt det unormale blev stærkere end det normale”, som forfatteren skriver. Knausgård lader tro og viden krydse befrugtende ind over hinanden i det nye lysgennemstrømmede rum, han over to dage lader åbne sig i romanens narrativ. Men forfatteren ser også på mennesket og naturen med det dobbelte blik, der ligger i de erkendelser, som både kristendommen og naturvidenskaben arbejder med.
I Bibelen er opfattelsen af morgenstjernen modsatrettet. I Det Gamle Testamente identificeres morgenstjernen med Lucifer – englen, der styrtes ned fra himlen og bliver identisk med Djævelen og den dæmoniske illumination. I Det Nye Testamente identificeres morgenstjernen med Jesus, der jo om sig selv siger, at han er verdens lys. Frelse og fortabelse er flettet ind i hinanden. Det samme kan siges at gælde inden for naturvidenskaben. Her afløses det statiske af det dynamiske, det givne og sikre af det flydende og usikre. Ny evidensbaseret erkendelse bliver lig med et spring ud i det uvisse kosmos.
Den ny stjerne kan med andre ord opfattes som et tegn. Et chiffer i himlen, der skal tydes og digtes videre på. Karl Ove Knausgård lader i sin roman et par håndfulde mennesker skabe hver deres tolkning af himmeltegnet over de to døgns fortælletid. Deres udlægninger er holdt i første person. Personerne ser og oplever dermed subjektivt, og synsvinklen er begrænset til det enkelte jegs sansninger og oplevelser. Disse menneskers spor krydser sine steder ind over hinanden, andre steder modsiger de hinanden, og nogle spor forbinder sig ikke med hinanden. Er de pålidelige, kan man stole på dem, hallucinerer de?
”Morgenstjernen” er genremæssigt en multiplotroman, hvor reaktionsmønstre skaber en form for sammenhæng blandt de adskilte skæbner og mystiske hændelser. Et sted fascineres en af personerne af sangeren Ariana Grande, der i en Youtube-video lægger adskilte optagelser af sin første-, anden- og tredje-stemme over hinanden til et samlet kor med små skønne nuancer. Man kunne også pege på den klassiske fuga, der er bygget op over et tema, hvor tre-fire stemmer skaber en kanon. Knausgård arbejder med en tilsvarende musikalitet. Hans sprog er eminent, glidende, plastisk, modstandsløst og suggestivt i opbygningen af dette let differentierede kor af stemmer, der over 666 sider forsøger at forstå, hvilken anråbelse de står midt i. Noget eller nogen udefra vil dem noget, men er ikke til at få greb om. For hvem og hvilken kraft er det, der viser sig med morgenstjernen?
666 er jo ikke noget tilfældigt tal. 666 er lig med det store, onde dyr i åbenbaringen, Lucifer. Karl Ove Knausgård forsøger sig dybest set med en genskrivning af Johannes’ Åbenbaring og har også hentet romanens indledende epigraf fra kapitel 9,6: ”Og i de dage skal menneskene søge døden og ikke finde den; og de skal længes efter at dø, men døden flyr dem”.
Med sindrig symbolik bygger Knausgård en betydelig thrillerlignende suspense op i disse menneskers møde med det ukendte, farlige og onde på eksistensens yderste grænse. Et bestialsk tredobbelt drab på medlemmer af et dødsmetalband bliver en slags motor i handlingens fremdrift, hvem og hvad har gjort det, og hvem er i stand til at tolke drabet og finde ind til sandheden?
Salige er som bekendt de enfoldige. Og som de eneste er indlagte på en psykiatrisk anstalt i stand til at mærke og nærme sig Djævelen derude. Knausgårds ”Morgenstjernen” er noget så usædvanligt som en nærmest animistisk roman. Det vil sige, at forfatteren arbejder med en besjælet natur i en slags religiøs tilnærmelse, hvor dyrene og dårerne er tættest på det gådefulde lys, der transformerer nat til dag, dyr til menneske. Det vrimler med dyr i romanen – fisk, fugle, ræve, hjorte, orme, insekter, råvildt og en hovedløs kat –, der skaber denne tætte sammenhæng mellem den fysiske og åndelige verden, vildskaben og metafysikken.
Det mest effektfulde i ”Morgenstjernen” er imidlertid ikke Karl Ove Knausgårds lærde og subtile symbolske tegn og tydninger, men det forhold, at han – som få andre – er i stand til at beskrive almindelige menneskers hverdag, og så gradvist lade den erodere i mødet med indre og ydre kræfter, der tager over og bryder viljen ned. Den prosaiske og møjsommeligt registrerede normalverden, der møder det i sandhed unormale, aparte og pludselige.
Netop ved at beskrive personerne så konkret og detaljeret bliver abstraktionen og forfærdelsen større. Knausgård kan især beskrive midaldrende mænd, så det løber én koldt ned ad ryggen. Disse arketyper i forfatterskabet, der drikker og ryger for meget og er svage i kødet, er ramt på kornet i deres kamp med det ukendte og fatale. Men også en kvindelig præst, der ikke kan blæse varme i sin medfølelse, er eminent skildret og kontrasteret af et par opofrende sygeplejersker, der når længere ind i det sandt menneskelige (og dyriske) end de fleste andre. Morgendagens stjerner?
Taler man teologisk, og det gør Karl Ove Knausgård både direkte og indirekte i denne roman, kan man sige, at de bærende personer i ”Morgenstjernen” er underlagt arvesynden: Det, de gerne vil, gør de ikke, men det, de ikke vil, ja måske endog foragter, det gør de. De forstår reelt ikke deres egne handlemåder og svigter konstant deres næste. Dødsdriften er så hensynsløst stærk i dem, at selve livet sine steder synes helt umuligt at kapere, endsige forstå og leve . Derfor savner romanen også på det overordnede kompositoriske plan endelige løsninger; der er nok en vis form for plotstyring, men plottet går ikke op i et fuldkomment sigende mønster. Ikke alt forklares, fordi menneskelivet er, som det er, fuld af modsætninger, uklarheder og paradokser. Knausgård registrerer dette med en sær blanding af gedulgt ironi, kynisme og empati. Så langt, så vældig godt.
Svagheden i ”Morgenstjernen” er imidlertid Karl Ove Knausgårds forsøg på at udlægge det uforklarlige pædagogisk for læseren. En af personerne med det norrøne navn Egil bliver til andet og mere end et begrænset ”jeg” i fortællingen. Egil hæves op som en slags autoritet, der forsøgsvis udlægger alt det unævnelige og mærkelige, som romanen ellers lader stå og dirre fosforescerende i varmedisen under den ny stjernes lys. Med Egil som talerør bevæger romanen sig ud i lange religionshistoriske, evolutionshistoriske og eksistensfilosofiske diskurser, hvor alle de kendte namedroppes – fra Kierkegaard over Nietzsche til Eliade og Bataille. Det er en træls eksercits, der efter denne signaturs mening burde være kortet ud, 666 sider eller ej.
For ”Morgenstjernen” er ellers et originalt og modigt forsøg på i romanform at skildre mennesket over for miraklet. Muligheden, der ikke gribes; nåden der ligger lige for, men ikke ses. Hånden, der tabes på vej mod den andens, barnets. På et andet plan arbejder romanen også metapoetisk: handler om, hvad kunst er for noget, og hvordan den bliver til og vokser ud af de sprækker, der opstår, når den tilvante verden forstyrres af noget ukendt, og et nyt lys brydes i sprogets prisme. I de øjeblikke skal kunsten ikke udlægges for at blive kunst. Tværtimod. Et sted i romanen citeres den romantiske danske salmedigter B.S. Ingemanns ”Dejlig er jorden”. Ingemann kunne dette. Lade det blive ved anelsen om det sublime, og i visionære øjeblikke lade natten neddukke sin vinge i himmeloceanets skød.
Havde Karl Ove Knaugård ladet ”Morgenstjernen” stråle uden Egils indlagte og alenlange forklarende tekstbånd, havde romanen stået suverænt. Men romanen er fascinerende og inciterende nok, som den er. Ja, et egentligt udtryk for angst. Forfatteren skrev for et par år siden en glimrende bog om sin berømte landsmand Edvard Munch. Det er virkelig Munchs natur, der er i denne bog.
”Morgenstjernen” kan siges at være en nutidig litterær pendant til Munchs maleri ”Skriget”. Et værk, hvor naturen antager så ladede former af blod og lys, at mennesket må artikulere sin angst uden mådehold. I bølger af stum lyd, der skaber resonans i rummet og truer med at sprænge det.