Det var langtfra første gang, han læste strofen fra 1978:
”synker ind i væggen
i mørkets tryghed”
Men den sene eftermiddag for tre år siden, hvor Victor Sousa i skumringslys på sit lille værelse i kollektivet genbesøgte Michael Strunges ”Samlede digte”, talte digtet til ham på en ny – mere umiddelbar – måde:
”Jeg var lige begyndt på andet semester på Konservatoriet (Det Jyske Musikkonservatorium, red.) og tog faktisk fat i digtsamlingen i et lidt desperat forsøg på at få inspiration til nye sange. I det øjeblik jeg læste digtet ’Det er ved at komme igen’, følte jeg, at jeg fik ord for nogle følelser, jeg havde båret rundt på i nogen tid. Det handlede ikke om at blive depressiv, men om at blive helt vildt påvirket af, hvordan vejret ændrer sig. Fordi det pludselig var mørkt hele tiden. Og den vinter var første gang, jeg lagde mærke til, hvor meget vejret egentlig påvirkede mig,” fortæller den 26-årige musiker og sangskriver.
Han, der i dag er bassist i bandet Rigmor, forklarer, at Strunges digt gav ham mulighed for at skrive uden om klichéerne:
”Rigtig mange sange handler om kærlighed eller ulykkelig kærlighed. Det er måske også noget af det første, jeg selv ville skrive om, fordi det er en velkendt oplevelse, som mange kan relatere til. Meget musik, der ikke handler om kærlighed, er bare beats ledsaget af tilfældige ord eller handler om at tjene en masse penge og score damer. Så det var vildt fedt at have fundet en, der kunne sætte ord på andre tematikker, som også er meget genkendelige for mange. Og så sang jeg dem nærmest allerede dér i stedet for at læse dem.”
Det er netop digtgenrens musikalitet, der ifølge AnneMarie Mai, professor i dansk litteratur ved institut for litteratur, kultur og medier på Syddansk Universitet og forfatter til blandt andet ”Digteren Dylan”, gør, at lyrikken ofte nærmest kalder på musikken.
Derfor skriver bands som Rigmor, der også har leveret titelsangen ”Vægtløs” til anden sæson af ungdomsseriesuccesen ”Centrum”, sig egentlig ”blot” ind i en lang tradition. Den kan dateres helt tilbage til skikkelsen af den unge mand med lyren, Orfeus, i den græske mytologi, op igennem middelalderens folkeviser og troubadourer, til Reformationen, der på mange måder var en syngende revolution, hvor salmesangen var essentiel, og endelig romantikken, hvor man dyrkede digtoplæsninger, som ofte blev ledsaget af musik. En praksis, der videreførtes af Beatgenerationen i USA i 1950’erne, der besang det frie liv på landevejen.
Men det er først efter Bob Dylans indtog på den globale musikscene i 1960’erne, at traditionen får fodfæste i Danmark:
”Dylans optagethed af digtning giver ekko verden over. Herhjemme sker det blandt andet hos Steppeulvene, anført af Eik Skaløe og senere videreført af Kim Larsen, som tager afsæt i klichéerne og får viklet smuk poesi ud af det, som vi for eksempel ser det i ’Smukke unge mennesker’, hvor den mest åbentlyse kliché med legesyge unge sommerfugle punkteres med verset ’de er pludseligt stukket af’. For ikke at nævne C.V. Jørgensen, TV2 og Michael Falch,” siger hun og understreger, at vekselvirkningen mellem lyrik og musik har bølget frem og tilbage siden da.
Når tendensen er på en bakketop, som vi ser det i dag anført af blandt andre kunstnere som Carl Emil Petersen og Karl William, hvor sidstnævnte netop har udgivet singlen ”Ren”, er det også et udtryk for et udsyn mod andre generationer og et ønske om noget kollektivt:
”Klaus Rifbjergs og Villy Sørensens generation havde ikke særlig stor interesse for det, der rørte sig i rockmusikken, eller for den yngre generations udtryk. De tog udelukkende deres egen generations jazz til sig, og derfor opstod der i begyndelsen af 1970’erne en adskillelse mellem lyrik og musik i den modernistiske litteratur, men det resulterede til gengæld i en stærk forbindelse senere i 1980’erne.”
Det var netop Michael Strunge og punkmusikkens hårdtslående udtryk, der var med til at genskabe forbindelsen mellem de poetiske pointer og musikalske universer. Strunges tekster eksemplificerer ifølge Anne-Marie Mai også, at det ikke udelukkende er rim og regelmæssighed, der afgør, om lyrik er egnet til musik:
”Traditionelt har rim og rytme fyldt meget, og det ser vi også stadig for eksempel i mange af de nye sange i Højskolesangbogen. Men det er der ikke nødvendigvis i Strunges tekster. Her handler det i højere grad om evnen til at fortælle en historie eller vise en følelse gennem billeder. Og en opmærksomhed på sprogets tonale side, som man kan bruge som musiker, og som måske kan kræve, at man ændrer lidt i teksten, så det bliver sangbart,” siger hun.
Victor Sousa foretog flere justeringer af Strunges digt ”Det er ved at komme igen”, før det kom til at lyde, som det gør i dag, når forsanger i Rigmor, Sarah Wichmann, synger det. De unges evne og lyst til at turde klippe og klistre i andres tekster er tæt forbundet med de fastlåste strukturer, der er i opbrud på den musikalske scene.
Det mener Kristina Holgersen, der er sanger, sangskriver og adjunkt i sangskrivning på Det Jyske Musikkonservatorium:
”Vi ser i øjeblikket, at den kommercielle scene mere og mere bliver et nåleøje. Alt handler om ’clicks’ og ’likes’, og det skaber et modtryk, hvor man eksperimenterer og går ud over de traditionelle skabeloner for, hvordan en sang skal skæres. Flere og flere frigør sig fra tanken om, at en sang skal blive ’Ugens Uundgåelige’ på P3 – og det sker særligt i sangskrivningstimerne, hvor jeg virkelig oplever et stærkt nærvær fra de studerende, der i stigende grad sender dansksprogede sange ind til optagelsesprøverne og kommer med ønsker om at få forfattere på besøg. Det er ikke lov, at en sang skal bestå af otte linjer i verset og fire i omkvædet,” fortæller hun og forklarer, at det handler om et opgør med tidens fremherskende perfekthedsideal.
Et opgør, som i dén grad vækker resonans hos bandmedlemmer i Rigmor:
”Man er blevet træt af det perfekte og polerede. Fordi sådan er folk ikke. Vi ser det også i den måde, der bliver skrevet tekster på. De består ikke af versefødder eller rim. Folk skriver bare en tekst og synger den,” siger Victor Sousa, og Sarah Wichmann supplerer:
”Man skal ikke længere prøve. Der er virkelig kommet et opgør med præstationskulturen, som for eksempel kommer til udtryk på det sociale medie Instagram, hvor der er mange kropspositivister og en tendens til at lægge billeder op, der illustrerer forskellen på den virkelige verden og den, der ellers præsenteres derinde, fordi man er blevet lullet ind i en forestilling om, at alle kunne være perfekte hele tiden,” siger Sarah Wichmann.
Ifølge Kristina Holgersen er bevægelsen også båret frem af, at kunstverdenen generelt er blevet mere moden til at se til siden, og flere kunstneriske uddannelser er begyndt at samarbejde. Det opildner flere tværæstetiske kollaborationer, der i sidste ende – ligesom i 1980’ernes musikalske dyrkelse af digtene – er et udtryk for en lyst til det kollektive:
”Der har været og er stadig fokus på individet i processen med at bryde frem. Modvægten handler om kollektive processer,” siger hun.
I Rigmor, hvor Sarah Wichmann som forsanger for første gang i et band har følt sig inkluderet i tilblivelsen af bandets sange, handler det kollektive også om noget større end dem selv:
”Vi vil rigtig gerne gøre Strunges lyrik tilgængelig for andre unge, og det gør vi via det instrumentelle, hvor vi arbejder meget med dynamikker, som i virkeligheden også er inspireret af Strunges personlighed. Vi bliver hele tiden ved med at kræve folks nærvær, og hvis nogen skulle få lyst til at tjekke en telefon, kommer der en guitar og smadrer dig lige i ansigtet,” siger Victor Sousa og forklarer, at bandet senere i år udgiver et album, hvor der blandt andet er en fortolkning af Strunges ”Plasticsolen”, der har givet dem et sprog for deres klimaangst.
At det er en frugtbar indstilling, er Anne-Marie Mai ikke et sekund i tvivl om:
”Gennem musikken har Bob Dylan gjort sin digtning tilgængelig for millioner af mennesker verden over. Han var helt sikkert ikke slået igennem på samme måde, hvis han blot havde udgivet sine tekster som digtsamlinger. Nogle af hans digte er svære. Som han selv siger: ’Jeg forstår ikke, hvad jeg har skrevet. Jeg kan bare fornemme, der er noget, der er vigtigt. Hvad det betyder, ved jeg ikke. Men det har talt.’ Og det taler til mennesker over hele verden. Det er en anden indgang til litteraturen.”