Når man drukner i moderskabet

Italienske Elena Ferrante udkommer baglæns herhjemme, for i dag udkommer hendes allerførste roman fra 1992 på dansk. ”Besværende kærlighed” er en besættende historie om alt det, der binder os: kroppen, familien og skæbnen

Elena Ferrante kaster sig i romanen ”Besværende kærlighed” ud i det klassiske, eksistentielle moderopgør med en bog, der slår hårdt fra begyndelsen.
Elena Ferrante kaster sig i romanen ”Besværende kærlighed” ud i det klassiske, eksistentielle moderopgør med en bog, der slår hårdt fra begyndelsen. Foto: Nima Stock.

Kan man nogensinde komme sig over sin mor? Løsrive sig fra sin mor? Tilgive sin mor? Verdenslitteraturen siger ”nej” i utallige fortællinger om skæbneforbundne mor-barn-konstellationer. Fra Kong Ødipus’ fatale ægteskab med sin egen mor til Simone de Beauvoirs feministiske moderopgør i ”En skånsom død” 2500 år senere.

Elena Ferrante kaster sig i romanen ”Besværende kærlighed” ud i det klassiske, eksistentielle moderopgør med en bog, der slår hårdt fra begyndelsen:

”Min mor druknede natten før min fødselsdag, den 23. maj, i havet ved et sted, der hedder Spaccavento, nogle få kilometer fra Minturno.”

Det er bogens første sætning. Stille og roligt, som om det var vejrmeldingen, mens det i virkeligheden er en katastrofe for fortælleren Delia, der alligevel – ganske upassende – lige efter beretter, hvor irriterende og gesjæftig hendes mor var. Og derpå, ligeså upassende, hvor erotisk dragende hun var, også i sin datters øjne.

Moderen skal nu begraves, og som ældste datter tager Delia ansvar, men vælter rundt som en elefant i en glasbutik, mens hun prøver at deltage i bisættelsen. Alt, hun oplever, bliver til sansebombardementer, lugte, lyde, blod, tis, hænder, mænd, hvisken og kroppe maser sig ind på hende i en virkelighedsopløsning, der får hende til at hallucinere og se syner.

Mystikken omkring hendes mors død sender hende derpå ud på en odyssé, hvor hun er tvunget til at afdække sin egen historie. I glimt kommer barndommens erindringer tilbage. Det afdækker historien om en familie, hvor intet lades helligt, kærligheden vendes på vrangen og vold, mordlyst, paranoia, sladder, selvhad og svig dirrer i luften.

Jo dybere Delia går ned i sin egen historie, afsløres det, hvad sandheden (måske) er om hende selv og om den skønne, hemmelighedsfulde mor. ”Jeg husker alt, eller næsten alt. Jeg mangler bare ordene,” siger Delia, der efterhånden kannibalistisk optager sin mors historie og navn i sig og næsten bliver hende.

På en eller anden måde virker ”Besværende kærlighed” nordisk i sit mørke, selv om den foregår i Napolis gule gader. Der er noget hidsigt og delirisk Strindberg, Hamsun eller Mann over Elena Ferrante i denne bog, hvor det monstrøse tager over, grænserne sejler, virkeligheden opløses og et helt livs fortrængninger og undertrykte følelser vælder op hos et menneske i dyb krise.

Det ikke-strindberg’ske ved Elena Ferrante er så til gengæld hendes kødfaste og lakonisk tørre stemme, fantastisk levende og sobert oversat af Nina Gross. Der er intet manieret eller højstemt i Ferrantes litterære tone, der allerede her i 1992 har samme let ironiske og cool feeling over sig som i dag. Hun er som en spids nål, der punkterer illusionerne og ikke falder i nogen romantiserende faldgruber.

”Besværende kærlighed” er mere brutal, flimrende, ulækker, smeltende og dissocieret end Ferrantes andre bøger. Fortællingen er fuld af person-, tid- og stedskift, som styres af hovedpersonens angst, drømme og hallucinationer. På den måde er bogen en anti-realistisk roman, en psykologisk roman, der ikke er belærende, men snarere en personlig rejse ind i et sind, der er på randen af et sammenbrud.