Camilla Hjørnholm Olsen har egentlig en god historie at fortælle. Vestjyllands provins danner baggrund for en koncentreret og smånostalgisk krønike om en splittet familie med frihedskæmpere, nazis-ter, psykisk syge, demente, fysisk afstraffelse og indremissionske idéer.
Fortælleren befinder sig imidlertid langt fra Anden Verdenskrig – i en tid, hvor hun har fået et barn og fantaserer om, hvem der skal spille hovedrollerne, hvis ”Mørkekammeret” filmatiseres, og den distance bliver problematisk flere steder.
Men først skal vi lige have familietræet på plads, for den egentlige historie udspiller sig mest, før jeget bliver født i 1975:
Jegets farfar, Skomageren, er byens formand for Indre Mission og gift med den psykisk syge Dagmar. De er forældre til tre børn – Skrædderen, der bliver nazist, Boghandleren, der bliver en del af modstandsbevægelsen under Besættelsen og stifter ny familie undervejs, og Barberen, der er mindre end de andre og dør ung. Jegfortællerens far er Boghandleren, og hun er en del af Boghandlerens nyeste kuld børn.
Distancen mellem det, der fortælles, og fortællerpositionen bliver alt for ofte til en hæmsko, hvor man som læser slet ikke involveres i den ellers ret spændende historie og fine portrætter. Minderne holdes simpelthen ud i for strakt en arm.
Et andet problem er tendensen til at understrege eller udpensle en pointe. Det sker oftest i halen af et afsnit, som når Camilla Hjørnholm Olsen beskriver den ældste dreng blandt faderens søs-kende, Skrædderen. Her er alt krudt fyret af i første ladning, hører man, og pointen gentages: ”Mest fysisk styrke til den ældste i børneflokken, førerhannen.”
Den fede streg under pointen behøves imidlertid slet ikke, for læseren har for længst forstået magtforholdet i familien. Andre steder ligner sidste sætning i et afsnit eller i et kapitel det lommefilosofiske, som her på side 12: ”Vi glemmer ofte de ting, vi gerne vil huskes for” eller på side 52: ”Engle og spøgelser er i familie med hinanden.”
Hvis læseren var længere inde under huden på fortælleren, og hvis fortælleren forinden var trådt mere i karakter frem for at iagttage sine minder og sin familiehistorie på essayistisk afstand, så ville man måske kunne leve med de lidt banale, sentimentale og småstudentikose betragtninger. Hvis man for eksempel anede et lidt barnligt fortællerjeg, der sad fast i en spoleret uskyld. Det gør man imidlertid ikke, da familiefortællingen i store træk bærer præg af et betragtende nøgternt sprog.
Når alt det så er sagt, så er der en god tung klangbund i ”Mørkekammerets” materiale. Den psykisk syge Dagmar sendes til ECT-behandlinger for sine depressioner, men der er en fare ved kuren. Dagmar kan miste minder, og det er familiens opgave at udfylde tomrummene. Og så skriver Camilla Hjørnholm Olsen fint:
”Men hvad nu, hvis det, man har glemt, er så skamfuldt, at der ikke er nogen i ens familie, der vil fortælle det? Hvad hvis man glemmer de hemmeligheder, som man aldrig har sagt til nogen?”
For det er nemlig ikke bare Dagmar, der mere eller mindre ufrivilligt har udvisket visse minder. Også fortælleren har fortrængt noget, ligesom onklens nazistiske fortid er blevet fortiet, og det er alt det, der bliver kaldt frem igen.
På den vis bliver ”Mørkekammeret” et skrift, der fritlægger en families hullede historie, og når Camilla Hjørnholm Olsen her og der glemmer distancen, de små tekniske ready-mades-indslag og for eksempel genoplever en dans, som Dagmar danser med en medpatient i et overophedet lysthus, da depressionen er ved at slippe sit klamme tag i hende, så lever man virkelig med i dansen. Et forfatterskab med flot potentiale.