Richard Rorty, der var født i 1931 og døde i 2007, er den seneste store repræsentant for den særlige amerikanske filosofiske retning, der kaldes pragmatismen. Hverken den eller Rorty er specielt kendte i Danmark, men det kan den foreliggende essaysamling råde bod på.
Rorty sammensatte selv ”Filosofi og socialt håb” i 1999. Den indeholder foredrag beregnet på en dannet almenhed og bidrag til aviser og magasiner om politiske og halvpolitiske emner. Rorty ville gerne nå lidt længere ud end med sine filosofiske værker, og det lykkes fornemt, selvom det selvfølgelig kræver en læser, der er interesseret i filosofi, videnskabshistorie, politik, religion og samfundsforhold – og måske ikke mindst forbindelsesvejene gennem disse områder. De filosofiske artikler blander sig med små selvbiografiske fortællinger, kommentarer til politiske problemstillinger, livlige diskussioner med samtidige kolleger som Habermas, Derrida med flere. Oversættelsen ved Michael Vernersen forekommer ubesværet i forfatterens kontante ånd, og Vernersen har også forsynet bogen med et kyndigt efterord, hvor han knytter tråde mellem de forskellige bidrag og sætter Rorty ind i en større filosofisk sammenhæng.
Hvad er pragmatisme? Ja, som man næsten kan fornemme af ordet, er det en filosofisk strømning (med John Dewey og William James som historiske hovednavne), der ser lidt praktisk på tingene. Pragmatikere er ikke meta- fysikere, der vil finde den dybeste sandhed eller de mest almene principper, og de deler heller ikke de analytiske filosoffers stramme bestræbelser på at skelne mellem meningsfulde udsagn og det rene nonsens.
De tror ikke på, at sproget eller begreberne repræsenterer virkeligheden. Rorty blev derfor ofte beskyldt for ”relativisme”, ”postmodernisme” eller anden undergravende virksomhed. Det kan da også virke stærkt provokerende med hele denne undsigelse af ikke blot traditionel filosofi, men også videnskab. Helt rørende fortæller Rorty, at et af hans store idoler, Thomas Kuhn, der opfandt begrebet om ”paradigmeskift”, var flov over at have Rorty som sin fan. Kuhn beundrede nemlig fysik og stringent filosofi.
Rorty voksede op i et venstreorienteret hjem, og som ung studerende var hans store håb at kunne forene ”retfærdighed” og ”sandhed” eller med andre ord det sociale håb og de uomstødelige filosofiske principper. Da han indså, hvor vanskeligt dette var, røg han som ung ud i en klinisk depression, og hele hans værk er vel reelt en energisk, munter og insisterende tilbagetrængning af denne sorg. Man skal ikke håbe på for tæt en forbindelse mellem politik og filosofi, siger han, og hvad angår utopien, er en kapitalistisk velfærdsstat nok det bedste, vi kan håbe på.
I løbet af hans karriere så både højre- og venstreorienterede sig gale på Rorty. I forhold til de første kunne han selvfølgelig ikke acceptere idéer om den menneskelige natur eller om urørlige traditioner, men samtidig vender han sig stærkt imod den moderne amerikanske venstrefløj, der efter den legitime protest mod Vietnam-krigen forskansede sig i upatriotisk nedrakning af USA og et snæversyn på universitetsmiljøer, minoriteter og iden-titetspolitik.
Rorty benægter ikke vigtigheden af kampen for minoriteter, men han mener, den igen bør føres sammen med den generelle progressive hovedstrøm i historien, som vi tidligere har set med arbejderklassens og kvindernes kamp for rettigheder og ligestilling. Selvom det næsten er 10 år siden, Rorty døde, kan han virke profetisk i sin advarsel mod at ignorere arbejderklassen og kampen imod den økonomiske ulighed.
Skal man forstå Rorty filosofisk, skal man, som efter- ordet foreslår, se ham som en fusion af Darwin og Hegel (den sidste uden idealisme og verdensånd), en blanding af naturalisme og historicisme. Til forskel fra sine forgængere inden for pragmatismen har han da også følt sig beslægtet med den kontinentale europæiske filosofi fra Hegel til Heidegger og Derrida, så længe den blot ikke tror at kunne trænge ind til tingenes væsen. Som mennesker kommer vi af evolutionen, vores sprog og begreber er værktøjer, vi har udviklet i vor praktiske omgang med verden, og der er ingen mening med tilværelsen eller historien ud over den, vi selv formår at udvikle med vores bedste sædvaner og institutioner. Rorty drømmer om et verdenssamfund med størst mulig lykke for flest mulige mennesker, lykke taget i videste forstand med muligheder, vi endnu slet ikke har udviklet fantasi til at forestille os. Der er både romantisk vingesus og amerikansk pionérånd over hans fremtidsvendthed, men han har samtidig en nøgtern og ædruelig side. Dannelsestabet i det amerikanske uddannelses-system bekymrer ham, for socialisering må nu en gang komme før individualisering, og man skal vide så meget som muligt, før man får friheden til at tvivle om alt. Og dyre principper om frihed og menneskerettigheder er intet værd, hvis vi ikke har udviklet institutioner og samfundsformer til at give indhold til de ”tomme skaller”. En pessimisme med hensyn til fremtiden synes at snige sig ind i hans sidste essays.
Når Rorty nu hverken tror på filosofi eller videnskab, kan det ikke komme som den store overraskelse, at han også er religionskritisk. I tråd med den afslappede stil er han dog ikke aggressiv som de nye ateister. Han mener blot ikke, at religionen bør spille nogen rolle i det offentlige rum. Samtidig medgiver han dog, at ateister ofte er hykleriske, fordi de ”tror på noget”, for eksempel fornuften, der er lige så ubegrundet som Vorherre. Generelt mener han ikke, at vi skal blande os i vor nabos private fornøjelse, herunder religion, så længe han ikke skader andre med den. Han forudser vel ikke ligefrem religionens bortdøen, men han mener dog, at ”den religiøse hypotese” vil blive mindre interessant for mennesker, når de ikke kan bruge den til at påføre deres medmennesker smerte og ydmygelse. Og hvis den også befries fra løftet om, at vi skal se vore kære efter døden, vil den blive yderligere uinteressant for mange.
Under sin kræftsygdom søgte Rorty da heller ikke støtte i hverken religion eller filosofi. Han fandt dog glæde i poesien, men selvfølgelig ikke, fordi han fandt ”sandheder” gemt her, skynder Michael Vernersen sig dydigt at påpege. Poesi var blot en kilde til glæde, og jo mere rigt og mangfoldigt et kulturelt vokabularium, jo bedre.
Ja, ja. Der kan være noget lidt forceret over Rortys afslappede tilgang til tingene. Sikkert fordi han var mere alvorlig og anfægtet, end det måske helt sømmer sig for en rigtig pragmatiker. Men et sympatisk bekendtskab er og bliver han. Og en bedre præsentation af ham end nærværende bog kan man ikke forestille sig. Og da den højeste bedømmelse på seks stjerner vel ikke bør fjæle sig bort i en metafysisk himmel, som vi kun altid ser et afbillede af, vil vi da helt afslappet og pragmatisk bringe den i anvendelse her.