Prøv avisen
Teater

Når man ikke har lyst til familien

3 stjerner
Billede fra den nye forestilling på Teater Grob i København. Foto: Teater Grob

Forestillingen ”En engel gennem stuen” har gode takter, men hvad blev der af kærligheden?

Familien, det stakkels fænomen, som rummer så meget nid og nag, er emnet for forestillingen ”En engel gennem stuen” på Teater Grob på Nørrebro. Skuespillerne har selv skrevet stykket eller improviseret det frem. Det fremtræder som en række situationer fra familielivet, hvor en eller anden form for krise stikker sit hoved frem. Den gennemgående handlingstråd er svag, så drama i sædvanlig forstand er der ikke tale om.

I stedet får vi familien i dens grundsituationer (gravøl, aftensamvær, morgenmad), som jo set udefra er komiske, og vi ler da også meget som tilskuere under forestillingen. Og vi får skuespilkunsten i dens grundformler: spil en sur gammel mand (Finn Nielsen), spil en vrangvillig kone (Petrine Agger), spil en overfladisk familiefar (Morten Burian ) og spil en mislykket søster (Stine Schröder Jensen).

Situationerne er overordentlig realistiske og ofte foregår de omkring et bord eller i en sofa. Begravelsen ses fra kirkebænken, hvor man har glemt at stille parkeringsskiven på bilen, og hvor man retter på hinanden, når der synges falsk. Sex i sofaen stoppes af ondt i ryggen. Samlivet i ægteskabet afgøres af dårlige svar i en kabale. Bryllupstalen er mislykket med konen som ”gast” og manden som ”mast”, og så videre. Overalt er det familien som pinsel, som hæmning, ja, næsten som i Sartres replik: ”Helvede er de andre.”

Men hvor eksistentialisterne græd, da ler vi nu lystigt. Alle kender vi situationerne fra vores egen familie. Men hvor er det stof, den kærlighed, som trods alt får os til at holde sammen på familien? Den savnes i forestillingen, hvis grundstemning er ulyst. Derfor forsøger man sig også til slut med at lade en engel gå gennem stuen og en pointe om, at vi alle er meget mere end det, de andre ser. Englen ser vi ikke konkret, men det blæser i bagtæppet, og stilheden er markant. Men er det nok til at hamle op med alle de menneskelige svagheder, vi har set gennem en time og 20 minutter? Programmet formulerer intentionen således: ”Forestillingen skildrer den skrøbelige sociale orden, som hersker mennesker imellem. En orden, som så let kan bringes ud af balance, medmindre en engel måske en heldig dag går gennem stuen og et øjeblik slipper os fri af fastlåste mønstre, ufrivillige og glemte tabuer, så vi vågner op og ser hinanden, som dem vi egentlig er.”Jeg ville ønske, at englen var kommet noget før i forløbet, så vi som tilskuere havde kunnet se, hvem figurerne på scenen egentlig var i denne dybere forstand.

Men som komiske gengivelser af familie-nid-og-nag er forestillingen vellykket. Det mimiske i ansigtsudtrykkene står flot betydningsgivende til de ellers ligegyldige familiereplikker omkring kaffen eller rødvinen.

Alle fire skuespillere yder deres bedste, men Petrine Aggers ansigtsmimik som den sure og ulystne storesøster og hustru er uovertruffen og sætter hele stykkets stemning.

Scenografien med lyssætning er stram og enkel, og den elektroniske musik mellem grundsituationerne er præcis uden at dramatisere. Der spilles med ansigtsnære mikrofoner, så lyde og menneskers kropsprog som for eksempel stønnen kan forstærkes og sætte ulysten ved den anden som familiemedlem. Skægt og ubehageligt på samme tid.