”Er det ikke til alles bedste hvis nogen rejser i deres indre mens andre bekymrer sig om at forbedre verden? Er det ikke forskelligheden som skaber civilisationen?”.
Det er den engelske forfatter Ian McEwan, der skriver disse ord, som citeres i Christina Hesselholdts nye roman ”Feje blade sammen op mod vinden”.
I denne roman mærker man en vis indignation på dyrenes vegne. Her tales om grise i snævre bure og om dyremishandling, ligesom klimakrisen også er nærværende. Det gør imidlertid ikke Hesselholdts roman til en agiterende pamflet, for dens tyngdepunkt skal netop findes i dens afsøgninger af det ”indre”, af erindringer, og af relationerne mellem nære venner og familie. Det virker til romanens bedste.
Den centrale figur i romanen er Camilla, som netop har oplevet to dødsfald. Hendes hest er død, og hendes far er død. Det sætter erindringen i gang. Camilla noterer, at ”hver gang én tæt på mig dør, sættes noget vældigt i gang, en sovende vulkan vågner og spyr en kogende masse fortid ud”.
Hun erindrer således sin barndom hos morforældrene på Bogø, men hun reflekterer også over denne erindring, og hvordan oplevelser kan blive ikoniske, når de er blevet til erindringer. Begivenhederne udvælges og vokser af og i erindringen, som Søren Kierkegaard har gjort opmærksom på i ”Gjentagelsen”.
Det gør de også her, samtidig med at de holdes i forholdsvis kort snor. En vigtig begivenhed i Camillas liv er således forældrenes skilsmisse, da hun var et barn. Det er skelsættende uden dog at være direkte traumatisk.
Erindringen om faderen bliver måske derfor heller ikke til endnu et eksempel i en uendelig række af forældreopgør, som man har set i litteraturen de seneste år. Aldrig så snart er mor eller far døde, før skeletterne vælter ud af skabene. Men altså, sådan er det ikke her, selvom man nok kan få et indtryk af en far, der har været temmelig fraværende, fordi han har været optaget af sin psykologiske forskning, sin have og skiftende kvinder.
Som romanens forfatterfigur, Alma, skriver, så står og falder fremstillingen med, hvordan man nærmer sig den, man skriver om; ”med machete eller fremrakt hånd”. Her sker det til en opløftende afveksling uden machete.
Camilla står som nævnt centralt i romanen og fremstår som Hesselholdts alter ego. Det selvbiografiske er dog ikke det interessante ved romanen, der fremstår som en monologisk og dialogisk fremstilling af fem voksne venner, tre kvinder og to mænd, der er omkring de 60 år.
På skift taler eller tænker de. Det kan være om stort og småt, og det kan være gennemtænkte og umiddelbare refleksioner.
Lød det ikke så nedsættende, ville jeg kalde romanen sludrende. At læse den er som at overhøre snakken i et begavet og dannet selskab og mellem nære venner. Dens sprog er både mundtligt og præcist og fuld af underfundig humor og satire. Her er adskillige henvisninger til og citater af forfattere og teoretikere, der sætter det hele i perspektiv.
Her snakkes og filosoferes og ordnes, men det hele er som at ”feje blade sammen op mod vinden”. Alt spredes ved den første vind, og man kan begynde forfra, sådan som Camillas far har oplevet og formuleret det. Det får også konsekvenser for forløbet i romanen.
Der er forløb i romanen, men det er ikke dem, der strukturerer den. I yderste fald sættes forløbene af de dødsfald og det kropslige forfald, der finder sted, og med Camillas barn, der markerer en ny generation. Men ellers er Hesselholdts komposition mere musikalsk og af den slags, hvorom man kan sige, at ”det er muligvis helt absurd at tale om midte i et stykke som dette, man kan måske ikke med sikkerhed sige andet end: det begynder, og det ophører”. Det gør romanen flydende på en egen charmerende og let måde.
Til sidst i romanen samles de gamle venner i Camillas sommerhus, så det ligner et traditionelt gensyn med vennerne. Det er det også, og man oplever, hvordan alderen og affældigheden sætter ind – hos både mennesker og dyr. Skrøbeligheden viser sig i den alder.
I en helt anden forstand er romanen også et gensyn med vennerne, idet Hesselholdt med denne bog tager tråden op fra sin romansuite med fællestitlen ”Selskabet”. Man behøver ikke have læst de andre romaner for at følge med her, og man kan let blive en del af selskabet med denne nye og suveræne tilføjelse. Der venter læseren en særpræget og original oplevelse blandt lutter litterære venner.