Gode sjælesørgere kender smerten fra sig selv, mener Leif Andersen, der er teolog, sjælesørger og underviser ved Menighedsfakultetet i Aarhus, ligesom han også har skrevet bøger om kristen sjælesorg.
”Sorg og lidelse skaber ikke kun selvmedlidenhed, men kan også skabe medlidenhed med andre. Som sjælesørger kan man sagtens lytte til folk, der gennemgår noget, man ikke har prøvet, men samtalen bliver aldrig helt så dyb, hvis den andens smerte slet ikke rammer en klangbund i en selv. Man skal bare aldrig snakke om ens egen smerte,” siger Leif Andersen, da vi sidder i hans dybe sofaer i Hvidovre.
Den sjælesorgsfilosofi har han selv lært på den mest barske måde, efter han for snart 10 år siden mistede sin søn, Stefan, der var dværg, men lægerne kunne ikke sige, om det havde nogen betydning for, hvorfor sønnen skulle dø som bare 32-årig og efterlade sig en kone og et barn, der også er dværge.
Dødsfaldet virkede som en både uventet, uretfærdig og uforståelig begivenhed, der har farvet Leif Andersens eget sind siden. Sorgen har aldrig forladt ham, så det er ikke for ingenting, at han også har skrevet efterord til ”Jobs Bog” på nudansk, som Bibelselskabet sidste år gav den provokerende titel ”Det er din egen skyld”. For titlen refererer netop til Jobs dårlige sjælesørgere, der ikke selv kender til lidelse og derfor ikke viser ham nogen medlidenhed.
Anderledes lindrende er det at blive mødt med genkendelse i sin lidelse, hvad enten den genkendelse kommer fra en sjælesørger eller en skønlitterær forfatter, som Leif Andersen gør flittigt brug af som sjælesørger og som sjælesorg for sig selv. For skønlitteraturen er fuld af fiktive lidelsesfæller, der sommetider kan sætte befriende præcise ord på alt det svære.
”Sådan havde jeg det selv, efter at vi mistede vores søn. Dengang læste jeg Barbara Kingsolvers roman ’Gifttræets evangelium’. Det er bestemt ikke en missionerende roman, snarere kristendomskritisk, men den handler om en missionærfamilie i Afrika, som bliver mere eller mindre splittet af stor sorg, da et af deres børn dør. Og manden og hustruen kan ikke holde sammen i sorgen. Den fortvivlelse, der præger dem, genkendte jeg. Vores familie blev ikke splittet af det, snarere tværtimod. Men splittelsen lå i mig selv. Det var præcis sådan, jeg havde det, jeg kunne bare ikke finde ordene for det,” siger Leif Andersen, der også har kunnet bruge skønlitteratur som sjælesørger:
”Det vigtigste, litteratur gør i sjælesorg, er, at den gør noget ved sjælesørgeren. Og der er faktisk evidensbaseret forskning, som påpeger, at læsning af vanskelig litteratur øger ens evne til empati målbart. Ved hjælp af litteratur opøver man evnen til at se verden og at se troen fra et andet menneskes vinkel. Det er måske en af sjælesørgerens vigtigste kompetencer, at man lærer at se sig selv med en andens blik. Og at man lærer at se verden med en andens blik,” siger Leif Andersen, der også bruger sit bibliotek, når han går på prædikestolen:
”Jeg har selv haft gavn af min skønlitterære læsning, når jeg har kunnet knytte litteratur til forkyndelse. Jeg synes jo, at forkyndelse altid bør have en sjælesørgerisk hensigt og en sjælesørgerisk åre. Og det sker sommetider, at en henvisning til et stykke litteratur når længere end et skriftsted, det er jo lidt ærgerligt for mit fag som teolog. Men sådan er det ikke bare over for skeptikere, men også over for troende. Oplevelsen af genkendelse i litteraturen er sommetider bedre end den genkendelse, man kan opleve i megen faglitteratur og sommetider endda også i kristen opbyggelig litteratur eller Bibelen.”
Det lyder måske s om en kættersk tanke for en teolog, erkender han, men holdningen deler han med den berømte psykolog Richard S. Lazarus, der netop har skrevet, at han også har tænkt, at de store litterære forfattere er bedre til at beskrive menneskenes omstændigheder og deres indre end de fleste psykologer, der prøver at være videnskabelige. Og det gælder altså også i forhold til teologien, hvis præsten ellers bruger litteratur med omtanke, mener Leif Andersen:
”Hvis man sidder og snakker om en bog, folk ikke har læst, virker det arrogant og irrelevant at begynde at snakke om den, så hvis man skal bruge litteratur i sjælesorg, begynder jeg sommetider med at spørge om, hvad folk har læst, og så kan man tage udgangspunkt i deres egen læsning. Den tilbagemelding, jeg ofte får fra sognebørn, er også, at de kan være lidt trætte af, at deres præst altid skal blære sig med den sidste bog, han har læst, i stedet for at gennemgå bibelteksten. Og det er ikke bare missionsfolk, der reagerer sådan. Man kan godt blive træt af litterært pral, så man skal bruge det med forsigtighed, men hvis man gør det, tror jeg virkelig ikke, at der er noget teologisk betænkeligt i at knytte sin prædiken til litteratur eller låne med arme og ben fra de psykologiske discipliner. For vi har jo kroppen og sjælen tilfælles med dem, som ikke beskæftiger sig direkte med ånd,” som han siger.
På sofabordet foran ham ligger Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman ”Sorgens grundstof”, som han med begejstring er ved at læse, fordi den netop har en pointe om, at sorg og medfølelse følges ad. Men god litteratur behøver hverken at være belærende eller kristen, snarere tværtimod, mener han:
”Romanen her har referencer til den kristne tanke, men den lægger også en nødvendig distance til den ved at tale om ’guden’. Det, der er problemet med kristen litteratur, er, at den hurtigt bliver til dårlig kunst. Jeg har faktisk kun få eksempler, hvor romaner med et klart kristent budskab også bliver til god kunst. Men det findes dog. Dostojevskij, Marilynne Robinson og Poul Hoffmann kunne gøre det, men det er sjældent. Nogle har jo også sagt, at al god kunst er politisk, mens politisk kunst sjældent er god. Det er lidt det samme med religiøs litteratur. Litteratur, der vil være religiøs, bliver tit til dårlig litteratur. Men der er nogen, det lykkes for. Jeg tænker heller ikke først og fremmest på kristen litteratur, når jeg taler om sjælesørgerisk litteratur, men god verdenslitteratur.”
Hvad siger en roman som ”Sorgens grundstof” dig?
”Den siger, at sorg ligger tæt op ad medfølelse. Jeg får ikke bare selvmedlidenhed i sorgen, men også medlidenhed med andre. På den måde bliver sorg også en ressource for en sjælesørger. Jeg kan huske, at terapeuten og teologen Bent Falk, som jeg kan være uenig med teologisk, men også har lært meget af, engang sagde: ’Min grundstemning er sorg.’ Og det har det nok også været for mig. Det er en erhvervsskade. Hvis ikke vi bliver alvorlige af det her arbejde, er der et eller andet, der er mærkeligt, siger Bent Falk. Og det er præcis sådan, jeg har oplevet at være sjælesørger og præst. Sorg er også en arbejdsskade for mig.”
Er der ikke et paradoks i, at sjælesorg fører til sorg, hvis målet er at føre folk ud til lyset og glæden?
”Jo, men målet er ikke at føre folk ud af sorgen. Jeg så engang en forfærdelig overskrift, da Helle Virkner døde, hvor der stod: ’Søssers kamp mod sorgen’. For sorgen er ikke en fjende, der skal bekæmpes. Jeg vil ikke af med sorgen, for så skulle jeg holde op med at elske, og det vil jeg da ikke. Jeg vil gerne lære at leve med sorgen, og jeg vil også gerne hen til lys og glæde, men jeg vil ikke af med sorgen. Det ville være mærkeligt. Psykiateren Jørgen Due Madsen har engang sagt, at en af forskellene på terapi og sjælesorg er, at terapi væsentligst handler om forandring, mens sjælesorg væsentligst handler om forsoning. Både han og jeg ved, at vægten også kan ligge anderledes. God terapi kan også arbejde hen imod forsoning, og god sjælesorg kan også godt arbejde hen imod forandring. Men jeg tror først og fremmest, at man må forsone sig med sin sorg som et grundvilkår.”
Hvad skal så forandres?
”Det kan for eksempel være ens gudsbillede,” siger Leif Andersen og åbner sin computer for at vise et par billeder.
”Se her,” siger Leif Andersen og peger på et oliemaleri fra 1800-tallet af William Blake, der forestiller Guds skabelse af Adam, der tydeligvis er et spejlbillede af Gud, for at understrege, at mennesket er skabt i Guds billede.
”Det uortodokse er, at slangen allerede har viklet sig om Adams fod. 20 år senere skulle William Blake illustrere Jobs Bog, og da han så kom til kapitel syv i Jobs Bog, gik han tilbage til sit gamle maleri af skabelsen og lavede en parafrasering, så det nu var Job, der lå ned og skabte Gud i sit eget vrængbillede, så det nu var Gud, slangen havde viklet sig omkring. Og Gud har fået en diabolsk hov! Det værste af det hele er, at Gud peger på loven i billedet, så Job kan mærke, at det hele er hans egen skyld. Dét er mareridtet. Og jeg bruger de billeder til både at sige noget om, hvad det vil sige at være skabt i Guds billede, og hvad det vil sige at have et mareridtsbillede af Gud.”
Hvordan bliver et mareridtsbillede af Gud slået ihjel, så man erstatter det med et sandt billede?
”Dér skal man igennem Kristus,” siger Leif Andersen og peger dermed på sjælesørgernes sjælesørger, Jesus, der om nogen kender vores smerte fra sig selv og møder os lige der, hvor livet gør ondt med sin egen evige påskefortælling om, hvordan fortvivlelse kan vendes til håb og liv.