Blixen og Bjørnvig: Når man lever sit liv efter litteraturens opfordringer

En forbavsende sikker, men også problematisk bog om forholdet mellem forfatterne Thorkild Bjørnvig og Karen Blixen

Den måtte jo komme. Bogen om forholdet mellem Karen Blixen og Thorkild Bjørnvig med alle de øvrige vigtige personer omkring: Martin A. Hansen, Aage Henriksen, Jørgen Gustava Brandt, Grete Bjørnvig, Knud W. Jensen og Benedicte Jensen, Birgit Bjørnvig og flere andre.

Og her er den så, og den er ganske god og dækkende, skønt jeg ikke kan lide dens metode, der helt hviler på Jørgen Stormgaards eget skøn. Formuleringen ”når vi nu ved” går for mange gange igen i den til, at jeg er helt tryg ved dens fremstilling. Den er ganske uden henvisninger til den righoldige Blixen-forskning, som den da heller ikke diskuterer med. Nej, den forholder sig til sit kernemateriale, Blixens sene fortællinger, den nye samlede udgave af hendes breve, Bjørnvigs breve, Henriksens breve, sønnen Mortens bog og filmen om Blixen og Henriksen samt andres udtalelser om Blixen og Bjørnvig.

Det, der støder mig ved fremstillingen, er ikke så meget dens resultater som dens form. Som en god folkelig foredragsholder fremdrager Stormgaard alle de væsentlige emner, men han gør det med en sikkerhed, som er bekymrende. Hvordan kan han slutte alt det, han gør, ud fra materialet? Og hvor er grænserne mellem hans egen livsforståelse og de indgående personers? Hvor har han sin indsigt fra, hvem låner han hos uden at sige det og så videre. Får breve og bøger sagt det væsentlige om forholdet?

De af Karen Blixens sene fortællinger, der har relevans for forholdet mellem Bjørnvig og Blixen, er ”Kardinalens tredje Historie”, ”Ekko”, ”Kappen”, ”Nattevandring”, ”Om Hemmeligheder og om Himlen”, ”Den udødelige Historie”, ”Bjørnen og kysset”. I Stormgaards gennemgang af disse titler forvandler Karen Blixen sig til en fortæller, der kun laver fiktive allegorier over sit eget livs problemer.

Og hvis det er en metode, der er specifik for hende, må Jørgen Stormgaards næste projekt være at eftervise, hvorledes de øvrige historier i forfatterskaber også hver især har deres biografiske kerne, som de er en allegori over. Som skribent går Stormgaard efter fænomener, der passer sammen, passer som hånd i handske. Hvad med alle forskellene, det, som ikke passer? Og videre endnu, hvis det er rigtigt, at historierne er om hendes eget private liv, hvori består så hendes tildækkende evne, hendes maskering af dette private liv?

I Stormgaards gennemgang af Karen Blixensene fortællinger forvandler Blixen sig til en fortæller, der kun laver fiktive allegorier over sit eget livs problemer. –
I Stormgaards gennemgang af Karen Blixensene fortællinger forvandler Blixen sig til en fortæller, der kun laver fiktive allegorier over sit eget livs problemer. – Foto: Ivar Faurskov Myrhøj/Ritzau Scanpix

Læst med Stormgaards briller er denne evne sekundær, men da jeg prøvede at læse med hans briller, så jeg Karen Blixen som en skabelonfortæller, der hentede alt sit stof, sine skabeloner, hos forfattere i 1800-tallet. Men er det så det, der er det moderne hos hende, det, der gør hende til en postmodernist 50 år før postmodernismen? Og hvis det er en rigtig beskrivelse, må man jo spørge til meningen mellem disse sammenstød af skabeloner. Er hun mere end disse skabeloner? Måske en opsamler af 1800-tallets temaer i en ny fortolkning, og hvori består så denne nye fortolkning?

Substantielt, og ud fra det materiale, vi har, er Storm- gaards bog glimrende og afvejet.

Han følger optakten til pagten mellem Blixen og Bjørnvig og gengiver forløbets faser indtil bruddet. Derefter behandler han Aage Henriksen, som havde et lignende forhold til Karen Blixen. Han følger Bjørnvig efter bruddet og ligeledes Karen Blixens sidste år. Alle de dengang unge mænd fortæller om hendes udstråling og det altafgørende, hun betød for dem, denne blanding af indsigt og indledende åndelig erotik.

Hans konklusion lyder:

”I pagten med Thorkild Bjørnvig ønskede hun, at han skulle afføre sig noget af europæerens klædedragt for at få del i den adfærd og den indsigt i instinkternes og livets love, der efter hendes mening var kendetegnende for afrikanerne. Et liv uden angst, et liv med kendskab til tilværelsens yderpoler (…) og etablere en dyb og varig kontakt med det ægte i ens eget indre, ’de oprindelige Værdier i Livet’ (…).”

Stormgaard mener videre, at vi via pagten og dens forgreninger får en særlig mulighed for ”at bedømme de to digtere som forfattere og som mennesker”. Efter Stormgaards bog ser jeg i hvert fald endnu mere end før Karen Blixen som den fiktive tildækningsmester – eller som en tidlig engelsk kritiker sagde om ”Syv fantastiske Fortællinger”: ”plastic and tinsel over a private truth” (uægte materiale og flitterstads over en privat sandhed).

Men hvilken privat sandhed da? Forsøget på at leve sit liv efter litteraturens opfordringer.