Heidegger udkommer på rytmisk, men tvivlsomt, dansk

Tyske Martin Heideggers relevante litteraturvidenskabelige klassiker ”Hvorfor digtere?” er udkommet på et dansk, der kan betvivles

Martin Heidegger (1889-1976) tror, at hvis filosofien forsvinder, så gør Vesten det også.

Sådan formulerede den amerikanske fritænkerfilosof Richard Rorty (1931-2007) engang den ombruste tyske filosof Martin Heideggers tiltro til eget fag: Vestens historie er filosofiens historie.

Derfor kan man spørge sig selv, hvad Heidegger og vi andre skulle med digterne. Det gjorde han også selv. Det kan man forvisse sig om, nu hvor Forlaget Mindspace, der er begyndt at specialisere sig i mindre filosofiklassikere, udgiver essayet ”Hvorfor digtere?”. Det blev udgivet i Heidegger-værket med den smukke titel ”Holzwege” (1950), der nok bedst oversættes som ”Afveje” eller ”Vildspor”.

Foredraget ”Hvorfor digtere” var formentlig en slags resultat af to sommersemestre i Freiburg, hvor det i 1943 og 1944 (!) lykkedes Heidegger at udlægge hele 11 ord af Heraklit på oldgræsk. Alligevel er foredragets genstand de to dunkle digtere Friedrich Hölderlin (1770-1843) og Rainer Maria Rilke (1875-1926).

Artiklen fortsætter under annoncen

Essayets udgangspunkt er et spørgsmål, som digteren Hölderlin stiller i digtet ”Brot und Wein”: ”Og hvorfor digtere i trange tider?”

De samme ord indleder Heideggers foredrag og har åbenlyst også leveret titlen. Værket har fået en væsentlig rolle i den kontinentale litteraturvidenskab, og derfor er det i sig selv afgørende, hvordan oversætteren oversætter det tyske ”dürftig” – af citatet ovenfor kan man se, at valget er faldet på ”trang”. På dansk grund giver det et ekko af Brorsons suk om de trange tider, der langsomt skrider, men det fanger ikke det stærkt nedsættende præg, som det tyske adjektiv har.

Hos Heidegger refererer udtrykket i alle fald til den epoke, man kunne kalde moderniteten, og som består i Gudernes forsvinding og menneskets glemsel af, at de engang har fandtes.

Dermed blev vi ifølge Heidegger ikke moderne med Hamlet eller med den franske revolution, men på et tidspunkt mellem Dionysos’ liv og Kristi død. Trange tider er ikke blot gudernes, men det problem, at verden er blevet så trang, at ”den ikke engang føler Guds mangel som en mangel”. Igen skurrer oversætterens ordvalg en smule: Det tyske ”Fehl” bliver til ”mangel”, men det synes ikke at klinge stærkt nok af det fravær, der skal signaleres.

For Heidegger indebærer dette fravær, at verden siden Dionysos og Kristus har savnet en begrundelse. På meget Heideggersk er det ”den grund, der begrunder. Ordet afgrund betyder oprindeligt den jordbund eller grund, som noget nedhængende har som det underste under sig. I det følgende tænkes imidlertid ’af-’ som udtryk for grundens fuldstændige fravær. Grunden er jordbunden, hvori noget kan slå rod, og hvor det kan stå. Den verdensalder, der savner grunden, hænger i afgrunden.”

På (en smule) mere fagfilosofisk kan det siges sådan, at værens grund er intet og intet andet. Dertil digtere. Det er nemlig digtere som især Hölderlin og delvist Rilke, der ifølge Heidegger tør ”erfare og udstå” verdens afgrund. Dermed er vi tilbage til Heraklit og til Rortys drillende idé om, at Vesten er sin egen filosofihistorie for Heidegger. Hölderlin og Rilkes grundlæggende gyldighed er nemlig, at deres poesi kredser om to erfaringer, der ifølge Heidegger udgjorde præsokratikernes sande forståelse for filosofiens spørgende karakter, der senere blev formørket af metafysikhistorien fra Platon til Nietzsche og af Guds død.

Den ene erfaring er denne sans for fraværet; en fornemmelse af, at der har været en ”gudedag”, og at vi nu gennemlever ”verdensnatten”. Den anden drejer sig om teknikkens frembrydende herredømme over vores tilværelse.

For nu igen at bemærke filosofiens forrang påpeger Heidegger, at han ikke blot tænker på teknologiudvikling. Afgrunden er meget farligere:

”Det dødelige er ikke den meget omtalte atombombe, forstået som denne særlige form for dræbermaskine (…) Hvad der truer mennesket i dets væsen, er den viljesformning, at mennesket ved en fredelig forløsning, omdannelse, oplagring og styring af alle naturenergier skulle kunne gøre den menneskelige væren udholdelig og i det store og hele lykkelig for alle.”

Når teknikken opdeler verden i forskellige sfærer, eller når mennesket bilder sig selv ind at kunne kolonisere afgrunden, bliver der brug for sande digtere, og disse bliver til filosoffer. Verden er ”uhel”, men digterne afslører en oprindelig erfaring af, at den ikke altid har været det; de gør verden hel.

Der er ingen grund til at prætendere, at det ikke er svært. Nye læsere kan ikke begynde her. Men mere kan også gøre det. Og vi har nu fået en moderne litteraturvidenskabelig klassiker på et dansk, der nok kan betvivles, men aldrig mister rytmen. Trange tider, hurtigt skrider.