Prøv avisen
Bog

Når man mister sine kære

Anna Friis har skrevet bogen "Himmelpletter" om at miste nogen, man har kær. Foto: Gyldendal

Tab af forældre og kærester er svære at komme over. Men det er også svært at skrive overbevisende om, viser Anna Friis' nye roman

Mor er ikke bare død. Mor har begået selvmord. Og hvad gør en dreng på otte så, når far er en stor knude og ude af stand til at tale om det? Han bliver trist, vred og selvdestruktiv.

Og hvad gør en ung kvinde på næsten 30, når hende kæreste gennem ni år pludselig forlader hende til fordel for en anden? Præcis ligesom hendes egen far forlod familien, da hun var en lille pige. Og netop som hun er færdig med sin uddannelse og melder sig i køen af arbejdsløse. Hun bliver trist, vred og selvdestruktiv.

Anna Friis' lille roman ”Himmelpletter” er en historie om sådan nogle forladte eksistenser, der er ofre for forældrenes fortielser. De er bundulykkelige og længes efter mening, nærhed og fællesskab. Men det er også historien om, hvordan de to finder sammen og spejler sig i hinandens sorg og kommer til at forløse hinanden. Drengen Oliver får kvinden Silke som lektiehjælp, og det bliver hjælp til selvhjælp, for idet hun forsøger at hjælpe Oliver på vej, kommer hun også selv til bevidsthed og når frem mod en slags accept.

”Himmelpletter” er nok en rørende historie om smertelige tab og længslen efter en stabil familie med far, mor og børn, men det er også en historie, som ikke er foldet ud, så man tror på den.

Den er klippet for skarpt til, og det holder ikke, når der så at sige står for lidt mellem linjerne. Det er et skelet af en historie påmonteret nogle dokumenter, som med små midler skal give den det perspektiv og den dybde, som den ikke har.

Her er små instruktioner til den arbejdsløse fra a-kassen og små udsagn om Oliver fra skolekammerater og lærere. Men det bliver altså til for lidt. Det gør det også sprogligt, selvom der ellers er fokus nok på sproget. Silke skal forestille at være lingvist med flair for sprog. Men det giver ikke meget mening at lade Oliver være en temmelig velformuleret dreng det ene øjeblik og det andet øjeblik lade ham falde i med ord som depression og psykiatrisk hospital, som han ikke kan udtale korrekt. Det fungerer ikke rigtigt og bliver en for demonstrativ udstilling af hans barnlighed.

”Himmelpletter” har en vigtig historie på sinde, men slet ikke volumen nok til at fortælle den.