Prøv avisen

Alt bliver bøjet i neon i Mich Vraas historiske roman om De Vestindiske Øer

2 stjerner

Mich Vraas tredje bind om De Vestindiske Øer fænger ikke med sin fragmentariske dagbogsstil, der bøjer alt i neon

Tredje bind af Mich Vraas roman-triptykon, der tager udgangspunkt i tro, håb og kærlighed, er nået til sidste fløj om De Vestindiske Øer. Hvis man ikke har læst de to første, kan man starte sin rejse her, men man kan også lade være.

”Faith” er nemlig ikke synderligt vellykket. Igen anvender den journalistuddannede forfatter en fragmentarisk stil med dagbogsnotater, optegnelser, breve og deslige til at stykke en historisk roman sammen, men hvor første bind, ”Haabet”, var båret af stærke stemmer som den håbefulde Maria og den stålsatte professor Mikkel Eide, er det Faiths dagbog, der i trilogiens afslutning agerer hovedstemme.

Problemet med det er, at Faith ikke er en særlig god fortæller. Hun er fanget i et blandet ophav, hvor sort, hvid, kreol og indianer er forenet, og ved overdragelsen af De Vestindiske Øer i 1917 føler hun sig hverken amerikansk eller dansk. Snarere glimrer hun ved sin mangel på identitet.

Især i romanens indledende kapitler beretter Faith om sit arbejde som fotograf, og sammen med morfaderen Carls afsnit, der ligeledes er præget af interessen for fotokunst, får læseren indblik i udviklingen af fototeknik.

Det at lade læseren følge en teknisk udvikling fungerer i nogle bøger – for eksempel Tom McCarthys slægtshistoriske roman ”C”, der udkom på dansk i 2017, og som også rummer en række nedslagspunkter, hvor forskellige videnskabsmiljøer elegant udfoldes.

Den store forskel mellem de to bøger er, at hvor Tom McCarthy jonglerer med historisk overblik og psykologisk indblik, så halter Mich Vraas persongalleri i ”Faith” snart på det ene og snart på det andet ben.

En person som præsten Kjeld Jensen kan anvendes som eksempel – også på det, der er Mich Vraas stærkeste kort på hånden, nemlig hans evne til at skildre vold.

I Kjeld Jensens optegnelser fra 1666, hvor missionæren går i land og møder de indfødte, finder vi for eksempel denne fine og karakterfulde beskrivelse:

”Opfyldt af taknemmelighed lagde jeg hovedet tilbage, lukkede øjnene og lod solens stråler varme mit ansigt som Guds milde blik, og jeg ventede i den stund kun på at Herren skulle tale til mig. Og så hørte jeg en stemme! Men det var ikke Herren; da jeg slog øjnene op stod tre mærkelige væsener foran mig, trådt lige ud af skoven uden at jeg havde hørt det mindste til deres fodtrin.”

På trods af, at præsten senere bliver både karikeret smålysten og også overraskende krigerisk under et flot beskrevet, blodigt oprør, så har hans stemme dog karakter.

Anderledes står det til med Faith Netlock, der her tørt udreder sin baggrund og som prikken over i’et omtaler sig selv i tredje person:

”Min far var kvart sort. Hans mor var mulatinde, hans far var en hvid mand. Så meget har han fortalt; jeg ved ikke mere (…). Så alt dette rummer Faith i sig. Sort, hvid, indianer, kreol.”

Faiths omtale af sig selv i tredje person er ikke bare urealistisk i en dagbog, det virker også som endnu en mulighed for at bøje en pointe i neon. ”DET HER HANDLER OM TRO,” står neonskiltet og blinker.

I dagbogsformens indre stemme burde hvile en fornemmelse af, at man som læser her er med i det inderste og det mest private; en naturlig forbindelse fra fortælleren og til læseren. Det sker ikke med Faith, der snarere fremstår identitetsløs og ender med at være den avatar-figur, der presses rundt i manegen for at opfylde sin funktion som historiens forløser.

Hendes historie udvikler sig tragisk, og Mich Vraas styrker ligger da også i beskrivelsen af skyggesiderne – som den dramatiske fremstilling af et voldsomt arbejderoprør i 1878. Det ændrer dog ikke på, at ”Faith” er en sløj omgang.