Prøv avisen
Bog

Når man skal forberede den gode død

4 stjerner
Atul Gawande har skrevet en bog om det modernes menneskes oplevelse af dødelighed - af hvad det vil sige at være et væsen, som skal ældes og dø - og hvordan vi selv kan og bør have indflydelse på den sidste tid, så vi kan være med til at skabe det gode liv, også som døende. Foto: Stephen Smith

Atul Gawandes ”At være dødelig. Om livsforlængelse og livskvalitet” er en begavet bestseller om rammerne for livet, når vi bliver gamle og svagelige

Vi kan behandle for næsten alt i dag. Vi vil for enhver pris udskyde døden, og vi kan, takket være lægevidenskabens fremskridt, forlænge livet - nogle gange ad absurdum.

Men fordi vi kan behandle, betyder det ikke, at vi altid skal behandle, mener den amerikanske læge Atul Gawande, der gerne vil blæse til debat om, hvor grænsen for den meningsfulde behandling går.

Som læge lærer man, hvordan man redder liv. Men man lærer ikke, hvordan man afslutter det. Og Atul Gawande bruger gavmildt sine egne erfaringer og fortæller, hvordan han tidligere så døden som et overgreb og som en fallit, hvordan han forvekslede pleje og behandling, og hvordan hans automatreaktion derfor altid blev: Gør-Noget. Reparer-Et-Eller-Andet. Men tiden har lært ham, at det ikke er alting, der kan - eller skal - fikses.

Derfor har han skrevet en bog om det modernes menneskes oplevelse af dødelighed - af hvad det vil sige at være et væsen, som skal ældes og dø - og hvordan vi selv kan og bør have indflydelse på den sidste tid, så vi kan være med til at skabe det gode liv, også som døende.

Som Atul Gawande skriver: ”Kampen mod dødelighed er kampen om at opretholde livets integritet - at undgå at blive så reduceret, opløst eller underkuet, at man fuldstændig mister forbindelsen til den, man var, eller den, man gerne vil være.”

Men døden er ikke noget, vi bryder os om at tale om. Den er flyttet ud af familien og ind på institutioner. Den er blevet os fremmed. Hvilket ifølge Atul Gawande dog ikke rokker ved, at vi skal tage samtalen med vores syge og gamle, mens tid er, hvis deres sidste tid skal give mening og være værdig - også selvom det kan være svært at vide, hvad man skal gøre hvornår, når man ikke er sikker på, hvad der skal ske hvornår. Men det er nødvendigt. Vi har brug for at genskabe en ”ars moriendi”.

”At være dødelig” er en smuk blanding af lægevidenskab, personlige erfaringer, etiske overvejelser og cases, og der bliver ikke lagt fingre imellem.

”Alderdom er ikke en kamp; alderdom er en massakre,” skriver den amerikanske forfatter Philip Roth i romanen ”Enhver”, og det er og bliver forstemmende, når Atul Gawande beskriver, hvad der sker med os, sådan helt fysiologisk og ganske uundgåeligt, når vi ældes.

Der er nogle knapper, som hverken vi selv, vores pårørende eller samfundet kan dreje på - og så er der nogle, som vi kan justere. For eksempel når vi tænker ældrepleje. Og her har særligt et besøg på et plejehjem, transformeret af Bill Thomas, manden bag de amerikanske Eden-plejehjem, gjort indtryk på Atul Gawande.

Da Bill Thomas tiltrådte som leder af et konventionelt plejehjem, blev han slået af det fravær af liv, han mødte, og af plejehjemmets tre forbandelser: kedsomhed, ensomhed og hjælpeløshed.

Han ville give de syge og ældre en grund til at leve, og han ville gøre dem ansvarlige for noget, så han installerede et hav af grønne planter, to hunde, fire katte og 100 fugle, anlagde en køkkenhave og integrerede en daginstitution - og så faldt brugen af receptpligtig medicin med 50 procent og antallet af dødsfald med 15 procent. Hvilket bekræfter Atul Gawandes pointe: Den eneste måde, hvorpå døden ikke fremstår meningsløs, er ved at se sig selv som en del af noget større - familien, lokalsamfundet, verdenssamfundet.

Atul Gawande er stærkest, når han stiller og besvarer etiske spørgsmål, og svagest, når der går behandlings- og grundplan i den.

Der er (for) mange beskrivelser af sygdomsforløb og af indretninger af plejehjem, hospicer og beskyttede boliger, og her kunne man med fordel have luget ud. Også selv om Atul Gawande har en forbløffende evne til at indlejre og dermed levendegøre fakta i sine mange cases, hvor de stærkeste af dem læser sig som et lille stykke fiktion, der ikke kan undgå at gøre indtryk og skabe identifikation.

De etiske spørgsmål, som Atul Gawande med stor kløgt stiller, er universelle og kan nemt krydse landegrænser. Men da det amerikanske social- og sundhedsvæsen (lykkeligvis) adskiller sig meget fra det danske, er der flere af hans problematikker og pointer, der ikke direkte kan overføres til danske forhold.

Men drømmen om at skabe et sundhedsvæsen og en ældrepleje, der hjælper os med at opnå det, som vi selv synes er vigtigst i den sidste tid, er lige så universel som spørgsmålet om, hvordan vores sidste tid bliver den bedst mulige.

kultur@k.dk