Hvorfor danner mennesker overhovedet par? Det går jo altid galt, kunne man indvende, og de fleste ægteskaber ender med hyl, skrig og skilsmisse. Men så er der også dem, der på mystisk vis holder. Dem, hvor man udefra ikke kan gennemskue, hvad der foregår inde under parforholdets glatte overflade.
Sådan et par ligner Vanda og Aldo udefra. De har været gift, siden de var 22 år, og sammen har de børnene Sandro og Anna. Men det har ikke altid været sådan. For mange år siden, der hvor romanen begynder, stod de midt i en krise:
”I tilfælde af at du har glemt det, Signore, så lad mig minde dig om det: Jeg er din hustru. Jeg ved, at det engang gjorde dig glad, og at det nu lige pludselig generer dig.”
Sådan lyder romanens indgangsreplik, og læseren lander midt i et drama, der er ligeså klassisk, som det er blodigt. Vandas mand er stukket af, og hun sidder derhjemme med to små børn. Den desperate kvinde prøver i en stribe fattede breve at minde sin mand om det liv, han selv har valgt:
”Vær sød at komme hjem, så snart du læser dette brev. Jeg lover, at jeg vil prøve at forstå dig. Vil du vide, hvad jeg tænker? Jeg tænker, at det endnu ikke er gået op for dig, hvad du har gjort imod mig.”
Men Aldo bliver væk, for han er faldet for den 19-årige Lidia. Vandas breve tager til i intensitet og vrede: ”Jeg er træt af dine små julelege,” skriver hun. ”Du fortalte mig for 117’ende gang om, hvordan dine forældres ægteskab ødelagde din barndom.”
Vanda er færdig med at være rummelig, så hun sviner ham til, mens hun alligevel gør alt, hvad hun kan, for at få ham hjem og redde sine børns tilværelse – og sin egen.
I ”Anden bog” tager Aldo ordet:
”Lad os tage det i den rigtige rækkefølge,” begynder han sin apologi. Her er Aldo 74 år og Vanda 76 år, de er på vej til havet og pakker bilen til ferie.
Aldo fortæller om sin usikkerhed over for Vanda, hendes misbilligelse har altid plaget mig, siger han. Han er en sart mand, han bliver narret af svindlere, og konstant er han opmærksom på sin kones irrritationsniveau. Da de kommer hjem fra ferien ved havet, har der været indbrud i deres lejlighed, alt er rodet – og i rodet finder Aldo alt det hengemte, det bortskaffede, erindringerne; nemlig Vandas fortvivlede breve fra for 20 år siden: ”I tilfælde af at du har glemt det, Signore, så lad mig minde dig om det: Jeg er din hustru...”.
I glimt husker den ældre mand nu hele historien om, hvordan han mødte den yngre Lidia og efterlod sin familie i årevis. Sammen med Lidia var han let. Han var fri og ubundet. Og er der noget, et menneske hellere vil være?
Ikke desto mindre vendte han på et tidspunkt tilbage til familien. Til de bånd, der binder. Men hvorfor?
Her løfter fortællingen sig op over den gængse skilsmissefortælling om skyld og skam. Fra Aldos plagede synsvinkel ser vi nu, hvordan hans svigt får fatale følelsesmæssige konsekvenser for hele familien. Ikke mindst for ham selv. Der er intet, der længere er naturligt eller frit – alt skal måles og vejes, og Vanda er blevet som en vanvittig furie med regler, renhed og helsekost. På en helt analfikseret facon skal alt kontrolleres, og Aldo ved godt, han ikke må brokke sig. Han skal sone.
Domenico Starnone selv er efterhånden blevet 75 år, og den garvede forfatter har blandt andet modtaget Italiens mest prestigiøse pris, ”Premio Strega”, og mange andre nomineringer og æresbevisninger. Han er oprindeligt fra Napoli og bor i dag i Rom med sin kone, oversætter Anita Raja.
Starnone har skrevet ikke færre end 13 romaner; men alligevel er han næsten allermest berømt, fordi pressen har svælget i en teori om, at det er ham, der står bag det kvindelige succes-pseudonym Elena Ferrante. En teori, der blev underbygget af ting som Napoli-herkomst, emnefællesskab, sprogtone og andre basale ligheder. Starnone nægter pure. Og det er heller ikke min kone, udtalte han for nylig.
Ikke desto mindre har ”Bånd” fået flere internationale kritikere op af stolene med sammenligninger med Ferrante igen. The New Yorker analyserer ligefrem ”Bånd” under overskriften ”A novel of infidelity in dialogue with Elena Ferrante’s ’Days of Abandonment’” (En skilsmisseroman i dialog med Elene Ferrantes ”Forladte dage”).
Og anmeldere verden over ser nærmest ”Bånd” som en (mandlig) kommentar, fortsættelse eller spejling af Elena Ferrantes berømte skilsmisse-drama ”Forladte dage” fra 2002.
Som læser forstår man godt sammenligningen, for historierne ligner i set up’et hinanden på en prik: Mand i patetisk midtlivskrise forlader akut kone og to børn for 20 år yngre kvinde, konen bliver rasende, bryder sammen, sejler rundt, men rejser sig. Ikke desto mindre er de to bøger helt forskellige. Plottet ligner, men udfaldet går i to modsatte retninger.
Fortællemæssigt er det også i denne anmelders ører to meget forskellige stemmer – hos Ferrante en cool, fast og nålespids prosa set fra det bagerste af hjernen på en kvindelig hovedperson, hos Starnone snakkes der fra et fabulerende, til tider surrealistisk univers med synsvinkelskift mellem flere stemmer; alt sammen i øvrigt dejligt oversat og fanget af Nina Gross.
Starnone beskriver i ”Bånd” en families liv og død. Han gennemskriver kærlighedens forlis, hvor utroskab og skilsmisse virker som et vulkanudbrud, der brænder alt levende til døde, skaber flodbølger, undersøiske eruptioner og langtvirkende forandringer i familiens grundfjeld.
Som den gamle ironiker, Domenico Starnone er, bliver der ikke lagt fingre imellem; og på helt Milan Kunderask vis er han virkelig en mester i at udstille menneskets dårskaber, så man som læser sidder og ler over, hvor dumme vi er nogle gange, midt i tragedien, som når Aldo tænker over sin ret til at gå fra familien:
”Er det muligt – sagde jeg til mig selv – at det skal være så vanskeligt at få en smule frihed? Hvorfor er vi så tilbagestående i dette land? Hvorfor sker alting i mere udviklede nationer uden de store dramaer?’
Til sidst i ”Bånd” får parrets børn, Anna og Sandro, ordet, nu voksne, og det er dem, der får lov at fælde dom over deres forældres ægteskab. Var det mislykket eller lykkeligt? Hvad var sandheden om deres forhold? Og hvad har det kostet dem selv, børnene? Det er som at se en Ingmar Bergman-film på italiensk, når de stadigt sårede voksne børn roder rundt i forældrenes liv og ikke kan komme videre selv.
Og som Anna siger om børn (hun har ikke selv villet have nogen): ”Åh ja, du har skabt dem, disse levende dukker, tro kopier, og nu hænger du på dem, hvad der end sker.”
”Bånd” stiller det store spørgsmål om, hvorvidt svigt kan sones. Kan man afkriminalisere en kriminel handling ved at gå tilbage? Findes der et sted, hvor der er tilgivelse? Nye totter af noget grønt på den afsvedne jord efter Ragnarok? Men intelligent som bogen og Starnone er, gives der mere end ét svar på det spørgsmål.