”I den her forestilling siger vi, at du og jeg har været sammen, og det skal vi ikke være længere. Vi siger også, at jeg har bedt dig komme herhen på hotellet, for at fortælle dig om os, og for at fortælle dig, at du vil møde en anden.”
Laus Høybye åbner døren og byder indenfor på et lillebitte hotelværelse i indre København. Her er jeg altså sat i stævne for at blive forladt. Det er med lige dele nysgerrighed og bankende puls, at jeg træder nærmere, indtager den opstillede stol i et hjørne af værelset. Hvor skal jeg kigge hen, skal jeg svare? Må jeg tage til genmæle? Laus er i strømpesokker. Kravler op i sengen. Sætter sig i skrædderstilling og indleder den nok så velkendte slå-op-monolog med variationer over "det er ikke dig, det er mig".
Vi mødtes her i sin tid, på dette hotel, i dette værelse. I begyndelsen var det forbudt, for vi var begge i andre forhold. Så tog forelskelsen over og satte fornuften ud af kraft. Vi delte alting. Drømme, dødsangst, vores yndlingspassager fra Shakespeare. Kaosset og skyggerne. Alt det der. Jeg tænker, at de fleste kærlighedshistorier ligner hinanden. At detaljerne måske nok er forskellige, men hjertesorgen den samme, når det slutter.
Det hjælper ikke, at det er Laus Høybye, der sidder her og holder blikket ubehageligt fast. Min barndoms Krumme, som alle basic 90’er-børn var uhelbredeligt forelskede i. Man kan ikke undgå at drage sin egen historie ind i fiktionen her. Mindes sine egne mere eller mindre vellykkede kærlighedsbrud og -møder. Men det er også meningen. Måske møder du en anden, men du vil helt sikkert møde dig selv her på hotellet.
Forestillingen er skabt af teatret AKT1, dramatiker Marie Bjørn og instruktør Niels Erling, som en art interaktivt totalteater, hvor man bevæger sig rundt i fortællingen på egen hånd eller med op til fire andre publikummer. Allerede ved ankomsten til Ibsens Hotel i Vendersgade træder man ind i fiktionen. Vi har kun fået et mødetidspunkt pr. mail, en adresse, ingen billet. Lokationen spiller sin egen rolle. Hotellet som en art gådefuldt ikke-sted. En undtagelsestilstand af flygtige møder, hemmeligheder, drømme og flugt.
Forestillingslederen henter os i lobbyen blandt indtjekkende turister og jyske weekendgæster. Herfra sendes vi på himmelfart mod femte etage og til hvert sit hotelværelse. Ind til hver sin skuespiller, der fortæller den samme historie om det første møde, om kærligheden, der blomstrede og siden døde hen.
Undervejs bliver man næsten i tvivl om, om dette forhold rent faktisk har fundet sted. Har jeg siddet på sengen her med Laus Høybye, røget cigaretter på altanen med Camilla Lau og skrevet mit telefonnummer på Nikolaj Groths arm en tidlig omtåget sommermorgen, vågnet ved siden af Benedikte Hansen?
Fiktionen spiller os et puds, fordi den lægger sig så tæt op ad det mulige og virkelige. Ikke bare på grund af stedet; vi befinder os vitterligt på et hotel ikke i en teatersal. Også skuespillerne har bevaret deres egne navne; Camilla, Laus, Nikolaj, Benedikte. Og de er alle skuespillere i fiktionen også.
Det er ikke hver dag, man bliver forladt af fire forskellige personer. Gudskelov. For det er en intens tur ad hjertesorgens slingende tour de chambre, vi udsættes for her. Ikke for sarte sjæle og nyslåede singler. Og alligevel efterlades man nærmest opløftet ovenpå de fire monologer. Håbefuld, omfavnet og med det banale, men sande budskab, at enhver afslutning rummer muligheden for en ny begyndelse.
Marie Bjørn har skrevet en prunkløs, men rent rammende lille tekst. Omdrejningspunktet er hele tiden kærlighedens lunefulde karakter. Alle de møder, der betyder alt et øjeblik i vores liv, men som siden fortoner sig i tidens og glemslens malstrøm. Ordene væver et fint lille net af noget meget trivielt og prosaisk parret med en dyb fornemmelse for menneskesindets paradokser og kærlighedens kompleksitet.
Grebet er gennemskueligt, næsten provokerende ligetil. Den grænseoverskridende intimitet i selve konstellationen. Der står Kleenex fremme på alle værelserne, og normalt er jeg meget lidt til den her form for interaktivt anmassende teater, der skal bringe en til at føle noget bestemt. Men Niels Erlings skarpe iscenesættelse, skuespillernes intenst nærværende spil og Markus Artveds stemningsskabende musikalske kompositioner formår alligevel til sammen at hæve oplevelsen fra åndet eksperiment til scenekunst i sin egen ret.
Man går derfra en lille smule forslået, en lille smule håbefuld. Med en følelse af at have gennemlevet et helt forhold. Fra første berusende møde til sidste bittersøde afskedsord.
Et godt, ja helbredende heartbreak. Måske ligefrem lindrende for alle, der går rundt med kronisk knuste hjerter. Alle de kuldslåede romantikere derude.
Så tjek ind på heartbreak hotel og få dit hjerte knust - og helet.
Du vil møde en anden. Iscenesættelse og koncept: Niels Erling. Manuskript: Maria Bjørn. Komponist: Markus Artved. Spiller på Ibsens Hotel i København til den 30. april.