Når mennesker flyver som fugle, falder de hårdt

Vi cirkler omkring det anderledes, det dragende, det skønne og eventyrlige i Mara Lees tredje roman

Den svenske forfatter Mara Lee er aktuel med sin tredje roman.
Den svenske forfatter Mara Lee er aktuel med sin tredje roman.

Der findes ingen perfekt fremtid. Huller må der til. Laser og pjalter og skørter, der hænger for neden, hvis livet skal folde sig ud. Der findes heller ingen perfekte bøger. De ville ende i en montre. Ikke desto mindre er den svenske forfatter Mara Lees seneste roman, ”Future perfect”, en farlig leg med netop dén drøm. Længslen efter det smukke liv, skønhedens berusende fuldkommenhed, de knitrende kjolestoffer, den ildrøde læbestift.

En leg så fnuglet og forførende, så intens og mærkelig, så sorgfuld og fabulerende, at den er næsten - perfekt. I hvert fald i de lange passager, hvor den tør være lige netop så mystisk og afvigende, som den er født til.

Mara Lee, der med ”Future Perfect” udkommer med sin tredje roman på dansk, er kendt for sin rappe tunge og sit feministiske mod til at udstille seksualitet, pubertet, magtstrukturer og det benhårde, sårbare pigeliv. Hun er kendt for at vende sine vinkler, hente det anderledes ind i en normalverden, hvor det som oftest kæntrer. Som sydkoreansk adoptivbarn fra Skåne har hun selv haft erfaringerne tæt inde på livet. Det er det stof, hun skriver på. Frit flyvende. Jeg følte mig som en ufo, har hun engang sagt.

Men det er netop den evne til på én gang at strippe, ribbe, favne og forsvare det anderledes, der gør denne roman til forfatterskabets måske allerbedste.

Tre afstikkende sjæle møder vi. Menneskesjæle, der er som tumlende kattekillinger, skrigende svaler eller brusende kjoler: mor Dora, syerske og forfører, skør og skøn, alt for klog og ikke rigtig klog. Hendes yngste søn, Trip, og hans legeveninde, Chandra. Og dertil den knortede skikkelse Lex, Trips storebror, som lider under ikke selv at ville, at turde være anderledes og derfor er langt mindre set og elsket af den attråede mor.

Vi starter med at se med Lex' øjne. Den, der er udenfor. Forskrækket iagttager han, hvordan Trip og Chandra (som Lex selv er hemmeligt forelsket i) som siamesiske tvillinger maler hinanden med læbestift, klæder sig ud i Doras forførende kjoler, ser, hvordan Dora suger Chandra ind som en del af sin egen sjæl og hører Trips vidunderlige sang.

Doras hjemmekomponerede kjoler spiller en stor rolle i fortællingen. Som dansen i Lees forrige roman, ”Salome”, er de bærere af både frigørelse og dæmoni. For Doras kjoler er naturligvis ikke almindelige. De er skabt til alle verdens krøblinge og deforme i hendes helt eget Atelier Anderledes. Ofte stumper de, hænger i laser eller løber som ”skum” hen ad gulvet. På den måde går den perfekte skønhed og den uperfekte krop op i en forførende og magisk helhed. Som et postmoderne nature morte.

Er de troldebørn, skiftinge, sigøjnere, disse sære skabninger? Som læsere er vi forført til blindhed. Vi nedstammer fra en anden gren end homo sapiens, fortæller Trip et sted, ”faktisk nærmere beslægtet med fugle”. I hvert fald udstråler den lille triangel en seksualitet og sanselighed, en pynteglæde, uskyld og frihed, der gør andre mennesker så urolige, at de enten stirrer for meget, vender det hvide ud af øjnene eller slår blikket ned. Således er det ikke nødvendigvis det afvigende, men normalsamfundet, der perverterer.

Romanen er bygget op, så hovedpersonerne på skift får afsnit og fokus, mens tiden går og hjertet slår. Lex vinder en tegnekonkurrence, Trip og Chandras lege bliver mere og mere erotiske og dermed farlige.

Chandra tvangsflyttes til et pigehjem for utilpassede. Trip sygner hen i længsel for til sidst at forsvinde som en slags trækkerdreng i Paris' sidegader. Dora kommer på sindssygeanstalt. Og alt dette spindes sammen af en grøn bog, der måske forklarer det hele.

Det store midterste afsnit om Trips deroute i Paris er desværre for omstændeligt. Her introduceres adskillige nye personer. Her filtres den røde tråd ind i et helt nøgle af fortid og forviklinger sammen med (for) lange passager fra den grønne bog. Og dermed siver en del af den mystik og det vanvid, der er romanens helt særlige kraft, ud af fortællingen.

Men omvendt fortæller Trips gradvise opløsning også noget om normalitetens ubønhørlighed. Eventyret kan ikke overleve på livets lineære plan. Det kan kun overrumple med pludselige indbrud fra en helt anden verden. Medmindre du som Chandra skaber dit helt eget Atelier Anderledes. Og syr videre.

kultur@k.dk