Når mennesker har hudsult

Hans Rønne har skabt endnu en indfølende forestilling. Lille udenpå, stor indeni

Alle fem på scenen – Malene Melsen, Martin Fredberg, Marie Mondrup, Bo Stendell Larsen, Klaus T. Søndergaard – spiller med naturlighed og overbevisning uden at karikere.
Alle fem på scenen – Malene Melsen, Martin Fredberg, Marie Mondrup, Bo Stendell Larsen, Klaus T. Søndergaard – spiller med naturlighed og overbevisning uden at karikere. . Foto: Per Pedersen.

Der er mørkt som graven i scenerummet ”Værkstedet” bag caféen på Odense Teater. Mørket trækker ud, men musikken spiller. Pludselig skærer to lyskegler igennem, kort efter tre mere. Fem mennesker står i hvert sit hjørne i et morads af tunge teaktræsmøbler som fem satellitter hver sin vej. De danser alene, drejer rundt om sig selv. De har det fint. Men er fint godt nok?

”Lev menneske” er skabt i et samarbejde mellem Odense Teater og den selvejende institution TEATRET, som er ledet af Hans Rønne og Gitte Baastrup. Teksten til ”Lev menneske” er forfattet af dramatiker Lærke Sanderhoff, der står bag en lang række vellykkede forestillinger.

I 2008 skrev hun blandt andet manuskriptet til den Reumert-vindende ”Klump-fisken”, om mødet mellem en stille fisker fra Hirtshals og en havbiolog fra København, der blev filmatiseret i 2014.

Det er samme personer og stemninger, der går igen i Hans Rønnes iscenesættelse. Her er sprogtonen også jysk. De fem karakterer er ikke just levemennesker. De er sådan nogle, der nøjes. Nøjes med det, de har. Og det, de ikke har. De er vant til ikke at blive set. Men de vågner lige så stille fra hverdagens døs, begynder at drømme – små, almindelige drømme, men dog drømme. Og så forkaster de forstillelsen. Det sker i mødet med andre.

Marie Mondrup er den gravide Kamille, en utidig fedtmule med mundvigene nedad. Hun leder efter én til at holde om sig om søndagen, når verden er alt for stille.

Bo Stendell Larsen er eks-sømanden Kaj, der tager kørekort for at have nogen at tale med og leder efter sin fortabte søn.

Martin Fredberg er sønnen Søren, der kan skaffe billige pølser og er vant til, at damerne ikke gider ham. Endelig er der ægteparret Lis og Ove, Malene Melsen og Klaus T. Søndergaard, der lever livet gennem de krimier, de læser synkront.

Pludselig begynder Ove til dans, og deres forhold kommer ud af takt. Ingen kan læse hinandens signaler, alle har de afvisningsangst og hudsult.

Der sker kun små ting i disse liv – som i de flestes liv velsagtens – men det skaber store udviklinger, som skuespillerne forvalter på fornemste vis.

Alle fem spiller med naturlighed og overbevisning uden at karikere. Vi griner ad de sørgelige sandheder, de viser os, fordi vi kan relatere. Og Hans Rønne beviser endnu en gang, at han er en mester ud i personinstruktion og kan skabe møder mellem mennesker, så man mærker dem.

Lærke Sanderhoffs lille, stærke tekst kommer til sin ret i dette selskab. Der er ganske vist ikke noget nyt i pointerne, men de formidles her med en sådan underspillet pondus og humor, at de får nyt liv.

Symbolikken i Kisser Rosenquists lysdesign er subtil og ukompliceret, det samme gælder Gitte Baastrups scenografi. De mørke møbler holder tungt på konformiteten. To karakterer passerer gennem hulrummet mellem benene på et endevendt skrivebord. En genfødsel af en art.

Det balancerer på en knivsæg mellem sofistikeret og banalt, men kammer aldrig over. Den dramaturgiske sammenhæng er stærk, og alle elementer spiller sammen. Det er en fornøjelse.

”Lev menneske” er lille udenpå, men stor indeni, ligesom sine hovedpersoner. Titlens bydeform skal tages som en opfordring, hvis ikke en direkte ordre. Vi skal (huske at turde at) leve livet. Som man siger.