Prøv avisen
Bog

Rakel Haslund-Gjerrild har skrevet en af forårets smukkeste bøger

5 stjerner
Rakel Haslund-Gjerrild har skrevet en af forårets smukkeste bøger. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Rakel Haslund-Gjerrilds dystopi om en ung kvinde, der forsøger at overleve i en verden, hvor menneskeheden har afviklet sig selv, er tindrende smuk

Klimafiktionen har mange ansigter. Hvor nogle forfattere dyrker et politisk aspekt og i afmagt søger at placere et ansvar, betoner Rakel Haslund-Gjerrilds roman ”Alle himlens fugle” – og også en bog som C.Y. Frostholms ”Træmuseet” – en anden side. En side, hvor kærligheden til naturen får lov til at fylde.

Der skal ikke herske tvivl om, at det uden tvivl er menneskehedens egen skyld, at den unavngivne fortæller i ”Alle himlens fugle” tilsyneladende står tilbage som det sidste menneske i Danmark. Landets broer blev sønderskudt af flyvemaskiner, hører vi, fordi nogen mente, ”vi smittede”, og en brand hærgede vildt.

Overalt i den oversvømmede verden, fortælleren begiver sig rundt i, ligger der stinkende ophobet skrald, og massegravene med hvide ligposer er stadig åbne. Med andre ord er det rent objektivt set et postapokalyptisk skrækscenarie, læseren mødes af, men angsten sniger sig kun lejlighedsvis ind på den sorthårede fortæller, hvis største frygt er at miste sit sprog. ”Husk ordene,” har hendes nu afdøde og eneste ven, Or, indprentet hende, men hun har allerede mistet mange ord. Hun ved ikke, hvad ordet farvel betyder, da ingen nogensinde har sagt det til hende, og når hun tænker tilbage på den nat, hvor Or alligevel forlod hende for at dø, var det med en blødhed i stemmen, at han sagde netop det ord.

I den oversvømmede verden begiver fortælleren sig væk fra sin trygge hytte, Rosenhaven, hvor hun boede med Or, og da hun i hjemmelavet båd stanger sig ud i det druknede København, hvor vandet stadig stiger, ser hun, hvordan naturen har taget over, hvor mennesket har givet slip. Naturen har også overtaget pigens sprog og metaforik:

”Det er en følelse, at der er, noget hun skal, noget, der er vigtigt, og derfor er hun vågnet, men her på kanten af søvnen er det stadig bare en uklar følelse eller en tanke, som endnu ikke er moden, som et skud på et æbletræ, man kan se anlægget til et æble, en lille, grøn kugle, hvor saft samles gennem sommeren, det løber fra roden gennem barken og ned i æblet indtil den læderagtige skal er blevet så rød og sprød, at den knækkes med et let bid (…).”

Pigen, der undervejs på rejsen får sin menstruation, søger efter noget, hun ikke selv er helt klar over, og da hun møder en nysgerrig krage, bliver hun overbevist om, at kragen må vide, hvor hun skal tage hen.

Rakel Haslund-Gjerrilds stilistiske greb med at lade fortællingen om en postapokalyptisk verden blive fortalt udelukkende fra en fortæller, der selv har et mangelfuldt ordforråd og opfinder egne ord, når nogle undslipper hende, er utroligt vellykket. Det fylder en kold og ufremkommelig tilværelse med skønhed, fordi fortælleren simpelthen mangler mange af de ord, der ellers ville beskrive barskheden.

Hun er optaget af naturen, aflæser den i sit forsøg på at overleve, og hendes beskrivelser er fyldt med kærlighed til verden. Det skaber et poetisk drømmeunivers, som i sagens natur er hjerteskærende, fordi vi som læsere har en anden forståelse af det, der sker omkring pigen.

”Alle himlens fugle” er ikke en klassisk undergangsfortælling. Den er et poetisk semantisk studie, en nådesløs historie om, hvad der gør os til mennesker, og den er en eventyrlig version af den klassiske ”coming-of-age”-roman. Rakel Haslund-Gjerrild har uden tvivl skrevet en af forårets smukkeste bøger.