I 2017 udkom Vigdis Hjorths roman ”Arv og miljø” og satte gang i en voldsom debat om autofiktion eller ”virkelighedslitteratur”, som de kalder det i Norge. Langt mere interessant end den konkrete debat er heldigvis romanen om Bergljot, og den måde Vigdis Hjorth med ibsensk nådesløshed kortlægger familiens benhårde mekanisme: ”Enten er du med os, eller også er du ude.”
Fortiden sidder tungt på nutiden, ingen kan rokke med så meget som et øre. ”Er mor død”, hvor man vil bemærke, at spørgsmålstegnet er udeladt, udkom på norsk i år og er allerede nu levende oversat af Karen Fastrup. Fortællingen er en anden, men tematisk forbinder den sig med ”Arv og miljø”, blot er der stillet helt ind på figuren ”mor”. Smukt nok har de to romaner matchende omslag af den fine tegner Øyvind Torseter.
I ”Er mor død” vender den succesfulde kunstmaler Johanne tilbage til Norge efter 30 år i den amerikanske delstat Utah. Hendes amerikanske mand, som hun som ganske ung brød sit (af far bifaldte) ægteskab og sine jurastudier for at være sammen med, er død, og hendes eneste barn, John, er flyttet til Danmark.
Familien har aldrig accepteret, at hun valgte, som hun gjorde uden at undskylde. I de 30 år har der stort set ikke været kontakt, og efter at Johanne stillede den dårlige kontakt offentligt til skue ved ikke at komme til fars død og begravelse for 14 år siden og derudover formastede sig til at udstille symbolske triptykoner med titlen ”Barn og mor” på et galleri i hjembyen, har mor og hendes faste støtte, lillesøster Ruth, afskrevet hende helt. Ingen i familien mødte hendes ægtemand, ingen har holdt hendes søn.
Men nu er tiden en anden. Hun er alene, og hun er vendt tilbage for på en eller anden måde at få talt med mor. Det er imidlertid ikke let. Mor lever, men Johanne er så at sige død for hende. Mor tager ikke telefonen, når der bliver ringet, mor svarer ikke på mails eller breve, og lillesøster fungerer som ekstra ”gatekeeper”.
Til at begynde med holder Johanne kun ganske kort tid i bilen foran mors lejlighed. Vigdis Hjorth er en forrygende forfatter, og hun har sendt sin hovedkarakter, hvis hjerne ideligt spinner og spinner med nye fiktioner om mor og Ruth, for alt hun har, ud over småbitte glimt af mor i den grønne jakke, mor, der står ved fars grav eller kører med sporvogn, er fiktionen og erindringen.
Hvorfor var det, at mor lukkede sin ældste datter ude? Måske var det sådan: ”At leve bevidst er en stor belastning. Min mor var afskåret fra sine sande følelser og overtog talemåderne, tillærte formuleringer og konventionelle fagter: Den, som køber alt, hvad hun ser, hun vil græde, når andre ler.”
Måske var det sådan, at fordi barnet Johanne så sin mor og hendes livssår, så måtte mor afskære Johanne som den, der havde set for meget, den, der kunne ødelægge familiens billede.
Romanen handler om mor. Den konkrete og den symbolske, hvis kærlighed og accept vi først er helt afhængige af, siden må leve med er fejlbarlig, men alligevel længes efter.
”Jeg vågner våd af sved og forstår, at vores tidligere forhold har overlevet i mig, at den afhængighed, jeg engang havde af hende, som både var skattet og afskyet, lever i mig.”
Men selvom han er næsten fraværende, et stort sort hul i teksten, så handler romanen også om far. For mor har underlagt sig fars lov. Det er far, der dømmer Johannes lyst til at tegne ude, og mor, der senere effektuerer den totale udradering af barnets kreativitet, da den viser sig at true hendes selvbillede som den perfekte form. Den krænkede mor taber, med et billede hentet fra en af Hjorths store litterære helte, Tove Ditlevsen, helt bevidst familievasen og lader barnet tage skylden.
Barnet ser alting helt klart, barnet ser alt for meget og er som sandhedsvidnet en trussel for familiens polerede selvfortælling. I den dysfunktionelle families rum foregår der hele tiden følelsesmæssige transaktioner. Intet er, hvad det giver sig ud for. Bag enhver handling er der også en handel.
Vigdis Hjorth kaster sit lys ind i alle krinkelkroge, og fordi hun ikke skåner nogen, slet ikke sin egen hovedpersons selvbedrag, er det til at spejle sig i og samtidig til at holde ud at le ad. Ingen går fri, alle har vi noget, der brænder på i den store familiegryde. Fortiden er ikke død, den koger i os. Vi slipper ikke godt fra at lægge låg på den gryde.