Den otteårige Nelly siger farvel til de endnu levende gamle kvinder på hospice efter mormors død. En efter en. Bagefter kører hun med far og mor ud til mormors hus i skoven for at rydde det. Men fik hun egentlig sagt ordentligt farvel til mormor?
Som børn i den alder ønsker Nelly orden. At trygheden og fornuften råder. At far og mor er der. At de er nærværende, og at alting er, som det plejer. Men far (Stephane Varupenne) er adspredt og i gang med en oprydning, som han måske dybest set ikke mener rigtigt vedkommer ham. Og mor (Nina Meurisse) er trist, alt som barndomsminderne vælter ud af skabe og skuffer i mormors hus. Mor glider ind i sig selv og absorberes af sorgen.
Nelly føler sig overladt til sig selv. Alene over for det uforståelige og sine egne længsler, sin egen sorg og sin bekymring for at miste dem, hun har allermest kær. Og fik hun nu sagt rigtigt farvel? Et sted inden i hende er en skyld, der ikke har noget navn. Og en oplevelse af noget definitivt. For mormor kommer ikke tilbage. Og pludselig en morgen i huset, er mor også rejst, og hun er alene med far – og sig selv. I stedet må Nelly blive sin egen mor og mormor, skabe den mening og det rum, som hendes længsler efter tryghed maner frem.
Den franske instruktør Celine Sciamma fortæller i ”Petite maman” den lille historie om Nellys oplevelser i mormors hus med indfølende poesi. I scene efter scene filmet i nærbilleder og halvtotal, så Nellys opmærksomme, registrerende og følsomme ansigt bliver nærværende, åbner filmen gradvist for Nellys forestillingsverden. Åbner for hendes forsøg på at skabe en mening i det meningsløse og hendes angst for, at ikke kun mormor, men også mor forsvinder.
Med et greb, som kendes fra de magiske realister i litteraturens lange og givende historie, lykkes det Celine Sciamma at skabe Nellys to verdener. Den konkrete i mormors hus, og så en parallelverden, hvor Nelly genoplever sin mors barndom og sin mormors sygdom og så at sige genser deres liv som en ubrydelig del af sit eget. Hun ser sit væsen dobbelt og lever i en tidsforskydning tre liv i et – sin mormors, sin mors og sit eget – for på den måde at overkomme tabet og følelsen af at være forladt og rådvild. Mor bliver barn igen, og datter bliver hendes livskammerat og -vidne.
Rent filmisk kunne et sådant dramaturgisk og fortællermæssigt greb udarte, blive for eventyrligt, fantastisk og forskruet. Det er styrken i ”Petite maman”, at det aldrig sker. Filmen underspiller i stedet for at overspille, og det meste bliver ved antydningerne. Det er bare så fint gjort. Tvillingerne Josephine og Gabrielle Sanz gestalter Nelly og hendes ”formødre”, så det indre liv bliver levende i den ydre verden, og oplevelserne i skoven omkring mormors hus fungerer som en overbevisende overskridelse af tærsklen til en større verden.
Der ligger et feministisk credo i ”Petite maman”, nemlig at kvinder lever deres liv igennem deres mødre, og at arven går fra mor til mor i slægtsfølgen og selvstændiggørelsen. Men det bliver aldrig overtydeligt eller en dominant i historien. ”Petite maman” er et visuelt forsøg på at skildre et barns verden, når mormor dør, og mor – for en tid – ser ud til også at blive væk for barnet. Filmen er som et stykke lyrik, hvor den ydre verden spejler den indre, barnets. ”Petite maman” er 72 minutters billedpoesi, der skildrer et barns forløsning i forhold til sine forældre, der lykkeligvis stadig er at tælle blandt de levende. Nelly får sagt ordentligt farvel.