Når Morten Sabroe tager os med ind i efterlivet, er det makabert og smukt

Med værket ”Der var engang en familie” tegner Morten Sabroe et kærligt og smerteblandet portræt af sin bror - som bør læses

Romanens opbrudte eller episodiske form betyder, at man får de centrale informationer om Peter Sabroes liv lidt efter lidt. Det gør dog ikke helheden mindre interessant, pointerer anmelder Svend Skriver.
Romanens opbrudte eller episodiske form betyder, at man får de centrale informationer om Peter Sabroes liv lidt efter lidt. Det gør dog ikke helheden mindre interessant, pointerer anmelder Svend Skriver. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Der er noget uforfærdet over Morten Sabroes prosa. Han blander uden tøven det største med det mindste. Man ser det tydeligt i indledningen til hans nye roman ”Der var engang en familie”. Under overskriften ”Er du der, Gud?” udfolder Sabroe en spektakulær meditation over sin egen død. Han skriver:

”Jeg har altid fundet det dybt uretfærdigt, for ikke at sige krænkende, at jeg skal dø. Jeg har svært ved at forestille mig at jeg en dag skal holde op med at trække vejret, og at mit hjerte vil holde op med at slå og mine nærmeste skal sidde omkring en seng hvor jeg ligger med lukkede øjne, tynd og vissen som ovnbagt pergamentpapir.”

Citatet er skrevet i den klassiske sabroeske stil. I et enkelt og ligefremt sprog fremmaner han et overraskende perspektiv krydret med billedet af hans afsjælede krop, der ligner bagt papir.

Døden er et tilbagevendende tema i forfatterskabet. Sabroe har tidligere skrevet om sin mors død, sin farfars død og fortsætter nu med et bind om sin bror, Peter Sabroe, der døde i 2020. Også denne gang fremstår værket som erindringer fortalt i fiktionens sprog.

Sabroe skriver ikke fortællingen frem i en kronologisk fremadskridende form. Der er masser af spring frem og tilbage i tiden. Kapitlerne fungerer derfor ofte som små selvstændige enheder.

For eksempel da Morten Sabroe og hans bror tog til Sverige for at interviewe Ingmar Bergman, og det gik galt. Peter Sabroe insisterede på at tage mange billeder med massivt blitzlys. Det generede den ikoniske svenske filmmager så voldsomt, at Morten Sabroes interviewsamtale med ham faldt fra hinanden. Sabroe vovede med besøget hos mesteren at tænke stort. Realiteten blev dog en svag afglans af hans heftige journalistiske fantasi. Nu mange år senere kan Sabroes fortællerstemme så gengive forløbet i en suveræn billedskabende stil, der giver læseren rig mulighed for at græde og grine over trakasserierne. Alt sammen med Morten Sabroes velsignelse.

Romanens opbrudte eller episodiske form betyder, at man får de centrale informationer om Peter Sabroes liv lidt efter lidt, herunder hans sidste tragiske tid på plejehjemmet, hans turbulente kærlighedsliv og de traumatiske begivenheder i hans tidlige voksenliv. Det gør dog ikke helheden mindre interessant. Snarere tværtimod. Man får uvilkårligt trang til at begynde forfra, når man har været igennem bogen første gang. For når man kender det samlede forløb, tager detaljerne sig pludselig anderledes ud. Et interessant aspekt er i den forbindelse forfatterskabets kritiske dialog med kristendommen. Fortælleren Sabroe er ateist. Han tror ikke en gang, at han tror, men erklærer uden omsvøb: ”Jeg tror ikke på Gud.”

Alligevel er det gang på gang nødvendigt for ham at gå ind i en fiktiv forhandling med det metafysiske for eksempel i det før citerede afsnit fra romanens indledning. Eller når han et andet sted skildrer, hvordan han kæmpede intenst med at glemme sig selv:

”Tre år, tre år hvor jeg jamrede som Job.”

Det gik, som man forstår, ikke supergodt med selvforglemmelsen. Mest opsigtsvækkende ser man dog tendensen, da Sabroe i et fræsende vildt drømmeforløb skriver sin bror ud af døden og ind i efterlivet. Det er makabert og smukt. Sammen kører de en sidste tur til Skovshoved og Bellevue. Herligt skrevet. Brødrene får her etableret den dialog, de havde vanskeligt ved at få til at fungere, mens Peter Sabroe endnu var i live.

Morten Sabroe tegner et kærligt og smerteblandet portræt af sin bror. Bogen tilføjer dermed et afgørende perspektiv til den selvbiografiske linje i forfatterskabet, som tæller ”Sidste tog” (1996), ”Du som er i himlen” (2007) og ”Fader vor” (2011). Den nye roman vil man ikke gå glip af.