Når musikprogrammer for en gangs skyld handler om musik

Dokumentarserien ”McCartney 3,2,1” giver et unikt indblik i, hvordan Beatles-numrene opstod, og Paul McCartney imponerer med sin kolossale detaljehukommelse og musikalitet

Paul McCartney (th.) sprudler i selskab med super-­produceren Rick Rubin, der ved hjælp af gamle masterbånd fra Abbey Road Studios får nye og overraskende sider og fortællinger frem hos den legendariske eksBeatle.
Paul McCartney (th.) sprudler i selskab med super-­produceren Rick Rubin, der ved hjælp af gamle masterbånd fra Abbey Road Studios får nye og overraskende sider og fortællinger frem hos den legendariske eksBeatle. Foto: SplashNews.com/RitzauScanpix.

Den ene ligner en troldmand. Med sit lange hvide hår og endnu længere skæg står han og styrer knapperne på en kæmpestor mixerpult, der står midt i rummet.

Sammenligningen er heller ikke helt forkert, for musikproduceren Rick Rubin har haft magiske hænder ved næsten alle de produktioner, han har stået for. Med navne som Johnny Cash, U2 og Metallica som nogle få af de mange navne, han har arbejdet med.

Ved siden af Rubin står så manden, det hele handler om – og hans udseende kender man. Håret er grånet og blevet lidt lokket i siderne, men ellers er Paul McCartney sig selv. Med et altid imødekommende og venligt blik og en åbenlyst levende glæde ved den musik, som har været omdrejningspunktet i det meste af hans 79-årige liv.

Og det er netop dén, musikken, de to musikelskere skal tale om. For hvad sker der, når man finder de gamle masterbånd frem og lytter til de udødelige Beatles-sange og numrene fra McCartneys senere solokarriere – og lytter til dem på en helt ny måde?

Svaret er vildt gode musikprogrammer, hvor man som seer både nyder genhøret med nogle af verdens smukkeste sange og bliver både rørt over og taknemmelig for, at lige netop Paul, John, George og Ringo overhovedet mødtes.

Her er det nemlig musikeren, McCartney, der fortæller. Ikke om personfnidder eller interne magtkampe, men om den lyd, som især han og John Lennon for altid har forandret verden med.

Grebet, der gør hele serien så formidabel, er ganske enkelt: Det handler om at lytte. Om at lade musikken være det, det hele handler om.

Til formålet lader Rick Rubin, der selv er 20 år yngre end Paul McCartney og kæmpe Beatles-fan, masterbåndene være det centrale. Han ”fader” op for enkelte instrumenter, basgange, trommerne eller guitaren. Finder strygerne eller en særlig harmoni i sangen. For som Rick Rubin siger:

”Sangene er så allestedsnærværende i vores kultur, at vi aldrig tænker over, at de består af forskellige elementer. Vi tænker kun på dem som den og den sang.”

Og for hvert genhør taler Paul McCartney så om tiden, tankerne og talenterne.

Eksbeatlen er tydeligt i sit helt rette element. Han husker musikken. Den sidder i fingrene, i stemmen og i glæden. Han husker stemningen i studiet, når sangene fandt deres form. Eksperimenterne, legen og nysgerrigheden. Og ud over de musikalske nedslag og forklaringer får vi små anekdoter fra bagkataloget. Som den med at sangen ”Yesterday” kom til ham i en drøm, og at han i flere dage troede, at den allerede fandtes, og han i virkeligheden ubevidst havde stjålet den. Vi hører også, at Paul McCartney egentlig ville have været guitarist i bandet, men lærte at spille bas, da han som ung pludselig fik sceneskræk og ikke turde stå helt fremme foran publikum længere. Og han fortæller også om anerkendelsen, som selvfølgelig også betød noget selv for The Beatles. Ikke mindst når den kom fra andre musikere, som da Jimi Hendrix optrådte med ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” kun to dage efter, den var udkommet.

Hver gang Rick Rubin finder nye sange, de skal lytte til, kan McCartney slet ikke lade være med at synge med eller sætte sig ved klaveret og spille.

På spørgsmålet om, hvordan Paul McCartney egentlig skriver sin musik, er svaret, ”at det har jeg ikke”. Men han fortæller om den næsten laboratorieagtige og meget eksperimenterende tilgang til musikken, som prægede The Beatles og deres producer George Martin. Og som han siger:

”Bandet var et meget frit band. Vi tillod hinanden næsten alt.”

Dokumentarserien ”McCartney 3,2,1”, der kan ses på streamingtjenesten Disney+, består af seks programmer og varer tre timer i alt, og den giver et helt unikt billede i den kæmpe musikalske rejse, som drengene fra Liverpool var på. Fra simple akkorder og kopinumre til leg med skæve harmonier, strygere og citarer. Men den minder også seeren om, hvor fuldstændigt afgørende for hele musikkens udvikling, ja, for hele kulturen og vores fælles musikalske bevidsthed, The Beatles har været. Og hvor helt igennem fantastisk det er, at Paul McCartney stadig er glad for musikken og bliver ved med at skabe nye sange. Til os.