Ivo er en gammel mand, der bor i en af de forladte estiske byer i Abkhasien. I 130 år har der boet estere i dette område langt fra Estland. De fleste estere i Kaukasus rejste tilbage til Estland, da landet blev selvstændigt efter Sovjetunionens kollaps, men Ivo blev.
Sammen med en yngre mand, Margus, er han blevet i området, hvor de dyrker mandariner. Margus vil lige have høsten med, så vil han til Estland.
Området er blevet det rene kaos. Alle de mange etniske modsætninger er sprunget ud i lys lue. Det er jo set før i menneskehedens historie. Allerede i Salmernes Bog spørges der: ”Hvorfor er folkeslagene i oprør?”. Nu rejser folk sig mod folk. De naboer, der før krigen levede fredeligt med hinanden, er nu fjender. Georgiere, tjetjenere, abkhasere, russere og estere er nu i indbyrdes krig.
Det er ikke et religiøst modsætningsforhold mellem kristne og muslimer, siger filmen. ”Vi ærer hinandens religion,” siger både den kristne og muslimen. Det er en etnisk konflikt. Hvem har retten til området?
Inde i det kaos foregår filmen.
Ved Ivos hus kommer det til en ildkamp mellem en gruppe georgiere og en gruppe tjetjenere. Ivo står inde i sit hus og følger opgøret, der tilsyneladende fører til, at alle dør. Dog opdager han, at en tjetjensk soldat er i live. Sammen med Margus får de ham slæbt ind i huset og lagt i en seng. Da de senere skal begrave den georgiske gruppe, opdager de, at en georgier også er i live. Ham tager de også ind i huset - dog i et andet værelse.
Det er i stuen i huset, handlingen videre udspiller sig. De to fjender, muslimen Ahmed og den kristne Niko, vil gøre alt for at dræbe hinanden, når de bliver raske nok. Det er en fuldstændig mærkværdig situation. Ivo passer begge og får dem til at love, at de ikke vil dræbe den anden inde i huset, men vente, til de kommer udenfor!
I Kaukasus er et ord et ord, så Ivo og Margus kan passe deres arbejde med at plukke mandarinerne og lave frugtkasser.
Det er denne modsætning mellem menneskets ødelæggende kraft og dets evne til at få noget godt ud af jorden, der er omdrejningspunktet. Undervejs får de besøg af andre etniske grupper, der hver især synes, at de andre kun er køtere, der skal slås ihjel.
Inde i dette vanvid vokser en ny medmenneskelighed frem i Ahmed og Niko. Det holder hårdt, men et håb spirer frem. Ivo er den, der befordrer dette håb. Filmen ender ikke lykkeligt, men alligevel!
Siden 1991 har vi ofte hørt om denne indviklede konflikt i Kaukasus. Folkeslag rejser sig stadig mod folkeslag. Derfor er filmen desto mere velkommen. Den har et simpelt budskab. Hvorfor ikke bare dyrke mandariner, takke Gud for den gave og se hinanden som medmennesker og ikke køtere?
Man kan kun håbe på, at den ses overalt i Kaukasus og andre steder, hvor den menneskelige dumhed udfolder sig.
kultur@k.dk